det var adskillige Gange næsten kommet saavidt, at de ikke
vilde see hinanden mere. Jmidlertid gav deres lange og
fortroelige Omgiengelse overflødig Anleedning til Eftertale,
og disse, som vare underrettede om deres meere lastværdige
og hemmelige Sammenkømster, talede saa frit derom, at
det var en almindelig Bye=Snak.
Palamons Fader, der var en meget ærbar og sæde¬
lig Mand, og som havde Amasina overmaade kiær forme¬
delst hendes Dyder, talede sin Søn meget alvorlig til der¬
for; men da denne nægtede det, som han beskyidtes for, og
lod nogle Taremaader falde, ligesom han bildte sig ind, at hans
Hustrue havde frembragt nogle Klagemaale over ham, sva¬
rede den gamle Herre: Ney, hun bærer den Uret, som
giør hende, med alt for stor Taalmodighed, og enten ikke
seer, eller lader som hun ikke seer det der er aabenbart for
den heele Ve den. Han begyndte derpaa mangfoldigen at
berømme hendes frømme Gemyt, at enten hendes Føyelighed
maatte tilskrives hendes umistænkende Natur, eller hendes
Klogskab, i det hun søgte at vinde hans Kierlighed tilbage,
ved saadanne Midler, som syntes de beste til at udrette det:
saa burde ingen af disse Egenskaber tabe sin Værdie hos en
fornuftig Mand; og mig synes, sagde han, at J burde skam¬
me Eder, saa ofte J betænke, at J har ført Eder saa¬
ledes op, at J tvinger hende til at udviise al sin Kiærlig¬
hed og Dyd i at tilgive Eder.
Disse og andre deslige Samtaler bleve ikke gandske
uden Virkning hos Palamon; og det er høystformodentlig
at naar han alvorligen sammenlignede en Hustrues retskaf
sene Fortienester med et Boelskabs ringe og letsindige Til¬
lokkelser, han da med Tiden vilde bragt sig selv til at giøre
den ene Ret, og gandske afladet at have nogen Agt for
den anden; men Amasinas Dyder havde allerede udstaaet
en tilstrækkelig Prøve, og Himmelen fandt for got at be¬
lønne dem, da hun, som var vant til at lide, mindst ven¬
tede Befrielse.
(Resten følger.)
Snakke=Collegiet.
Den gamle Jomfrue. Nu, J kiere Venner! Hvad
got Nyt?
Borgeren i Staden. Hum! hum! altid vil Jomfruen
have got Nyt.
Fæ teren. Jomfruen har Ret. J gode Tider formoder hun
ikke an det end got Nyt. Er det ikke sandt? Jomfrue
Den gamle Jomfuue. Det forstaaer sig. Himlen bevare
os fra at høre noget Ondt i vore gode Tider.
Hovmesteren. Man kan døg i vore gode Tider høre en Ho¬
hen Ondt udenlands fra, saasom, om Tyrken -- -
Den game Jomfrue. O! vi vil intet have at bestille med
de Udenlandske Affairer.
Hovmesteren. Hvorledes Raslerne tugten og ydmyger de
stølte Tyrke -- -
Den gamle Jomfrue. O! Hr. Hofmester! vi vil intet
have at bestille med de Udenlandske Affairer. De ere
alt for fæle.
Hofmesteren. Tyrkerne falder jo i Knæe for Russerne, og
beder om Naade og ikke om Ret -- -
Den gamle Jomfrue. Jeg troer, Hr. Hofmester, han
vil qvæle mig med de Udenlandske Affairer. Jeg har
jo sagt, at jeg ikke vil høre noget om dem; de veed
jeg nok, ere ikke gode. Men fortæl os noget got Nyt.
Hofmesteren. Hvad mere Nyt kan man vel fortælle hende,
end det, som er i alle Folkes Munde: At Russerne
har slaget Tyrkerne totaliter baade til Lands og Vands.
Den gamle Jomfrue. O! tie dog stille, Hr. Hofmester!
med de Udenlandske Affairer. Jeg er færdig at daane
naar jeg hører tale derom. Det er jo forskrekkeligt,
at Russerne ikke fandt andet end lemlæstede og halv
forbrændte Tyrker paa Strandkanten af Sciø.
Den gamle Ungkarl. Ja, Haaret reyser sig paa mit Ho¬
ved, naar jeg kun tænker paa at Russerne slog 150000
Tyrker til Lands, og opbrænde nogle og 30 af deres
Skibe.
Søemanden. Vivat. Russerne: De ere kiække Karle baa¬
de til Lands og til Vands. Jeg kunde selv faae i
Sinde paa min gamle Alder at lade mig hyre af dem,
dersom jeg vidste, man kunde slippe heelskindet igien¬
nem Dardanellerne; thi saa var det ikkun en Mund¬
fuld Skraa, at tage Constantinopel med heele Serailet.
Hofmesteren. Serailet er dog nok det mindste, de tragter
efter; thi havde de Serailet i Hovedet, gik deres Søe¬
Expeditioner nok ikke saa fort og saa lykkelig.
Den gamle Jomfrue. Jeg maae dog gaae ligesaa got først
som sidst. Begynder de ikke nu at tale om Serailet, Ney,
jeg maa gaae.
Fætteren. (holder paa hende) Hvorfor vil hun gaae, Jom¬
frue! Hun tør ikke være bange. Jeg skal være hende
god for, at hun aldrig skal komme i Serailet, enten
Tyrken beholder det, eller Russerne aabner de fierke
Jern=Porte derfor - - -
Den gamle Jomfrue. O! lad os dog ikke tale om de Uden¬
landske=Affairer, enten til Lands eller Vands. Men
fortæl han mig noget got Nyt, lille Fætter!
Fætteren. Det skal skee. Vil Jomfruen vel troe, at
jeg forgangen Dag, nær havde kommet i Ordkrig med
4unge Jomfruer paa 15 a 17 Aar, og det paa hele
Kiønnets Vegne i Hoved=Staden.
Den gamle Jomfrue. Ja, saadant noget gider jeg hørt;
hvordan, hvordan Fætter!
Fætteren. Disse 4 Jomfruer, sekunderet af et par deres
Piger, vilde bilde mig ind, at de kiendte ikke det Verk¬
tøy, som kaldes en Rok. Den ene Pige sagde, det
var kun en Ting, som bruges af Fattige Folk i Jyl¬
land og omkring paa Landet.
1ste Jomfrue. Hvad bruges en Rok til? Er der saadan noget
paa Jorden? Jeg har nok hørt, at der er nogle Stier¬
