Skanfuldhed, at han havde ikke Magt til at svare et Ord, kunde igien vinde det gode Navn i Verden, hvkket haa var
paa hvad hun sagde.
Han gik nogle Gange omkring i Stuen i en forvirret
Bevægelse, og stræbte at faae den Sinds Frimodighed igien,
som syntes saa fornøden ved denne Leilighed, men forgie¬
ves. Omsider slengte han sig i en Læhne=Stoel, lige over
for den i hvilken hans Kone sad, og raabte: Gode Gud!
er jeg vaagen! Kan det være mueligt, at der er saadan en
Kone til i Verden?
Den søde Amasinas fromme og milde Gemyt kunde ik¬
ke uden Bekymring see ham i saadanne Sinds Forvirringer
saa at hun næsten fortrød, at hun havde givet ham An¬
ledning dertil; Hun løb hasteligen hen til ham, slog fine
Arme om hans Hals, og sagde: Min hierte allerkiereste
Palamon, lad det ikke forurolige Eder, at jeg veed en Hem¬
melighed, som jeg hverken har søgt efter, eller, da den i
visse Maader blev tvunget mig paa, har aabenbaret for
noget Menneske i Verden. Betragt mig som jeg er,
eders Kone - en Deel af Eder Selv - og J vil da
blive forvisset om, at J kan ikke være skyldig i nogen For¬
seelse, som jeg jo gierne vil undskylde og med største Fliid
skiule. Døm selv om min Oprigtighed, sagde hun frem¬
deles, omfavnende ham paa nye igien, af min Opførsel,
hvilken J selv veed at jeg har ikke i ringeste Maader foran¬
dret, endskiønt jeg vidste denne Handel.
O! Amasina, raabte han, trykkende hende kierligen
til sit Bryst, jeg er visseligen overbeviist om, hvor lidet
jeg har fortient saadanne Prøver af Eders forunderlige God¬
hed; min Siæl løber over af Taknemmelighed og Kierlig¬
hed; - dog, hvorledes kan jeg forsone min begangne
Misgierning?
Hun faldt ham ind i Talen og sagde: Ved ikke at tale
mere derom, og at lade mig have Deel i det Hierte, som
jeg, formedelst Mangel paa Yndigheder, ikke kan haabe
at besidde gandske.
Til disse søde Ord kunde han ikke svare uden afbrudte
Meeninger, men saadanne som meere forklarede hvad hun øn
skede at finde hos ham imod hende, end den største Veltalen
hed kunde have gjort. Hun var nu overbeviist om, at den
Seyer hun havde vundet over ham var fuldkommen og op¬
rigtig, og hun vilde fundet den inderligste ubeblandede Glæ¬
de derøver, dersom den ikke var blevet formindsket ved den
kiærlige Smerte, som det foraarsagede hende, at hun maat¬
te finde det saa vanskeligt, at overtale ham til at tilgive
sig selv.
Saasom han nu ønskede at betage hende, herefter,
al Frygt, angaaende Belinda, saa skrev han strax et Brev
til dette Fruentimmer, hvori han berettede hende at han
nu kiendte den Uret han havde giort imod den beste Kone
og Fruentimmer, og havde besluttet, aldrig herefter at
søge nogen Fornøyelse, som hun ikke havde Deel i. Han
forestillede hende med de allerbevægeligste Ord, hvilken Skam
og Daarlighed det var, at leve i saadan en hemmelig og
ulovlig Kiærligheds Forstaaelse, som deres havde været; og
formanede hende til at tænke paa at leve saaledes, at hun
skyldig til at bekiende, han havde hiulpet til at skille hende
ved; han forsikkrede hende derhos, at den faste Slutning
han nu havde taget ikke at see hende mere, var saa urogge¬
lig, at den ikke kunde omstødes ved nogen Argumenter, som
hun kunde benytte sig af; bad hende derfor at hun vilde stræ¬
be at følge hans Exempel, og forglemme alt hvad der var
forefaldet imellem dem.
Endskiønt han begierte ikke noget Svar, saa bekom
han dog et, der var opfyldt med de giftigste Bebreydelser
imod ham selv, og blandet med mange foragtelige Betragt
ninger imod hans Kone. De første agtede han ikke noget
om, men de andre udryddede ganske al den øvrige Agt og Ær¬
bødighed han havde for hende. Han rev Brevet i tufinde
Stykker, og for at vise dette ubillige Fruentimmer den For¬
agt og Fortrodelse, med hvilken han havde begegnet hvad
hun sagde, saa sankede han de adspredte Stumper op igien,
og sendte dem tilbage i et forseiglet Papir, men uden at skrive
noget Ord.
Saaledes endtes hans Kierlighed med Belinda; men
den ulyksalige Amasina nød hendes Dyds Belønning i
hendes Mands bestandige Kierlighed, som kunde aldrig elsket
hende halv saa meget, dersom han havde ikke elsket anden¬
steds, efterdi han kunde aldrig have faaet Leylighed til at
lære saa got at kiende disse Dyder hos hende, som vare Grund¬
volden til hans Kierlighed.
Den Medynk hun havde viist imod Belindas Barn,
var ikke et pludseligt og kortrarende Ansiød af Godhed; ney
hun blev ved at have den kiærligste Omsorg for ham, lod
ham opdrage paa samme Maade som hendes eget, og for at
forlindre hans Fødsels Vanheld, overtalede Palamon
til at sette en anseelig Sum Penge hen, hvormed han kun
de bringes an til en æragtig og nyttig Haandtering.
Følgende indvortes og udvortes Egenskaber fordrede
en vis Mand hos det Fruentimmer han kun¬
de indlade sig i Egteskab med.
Hun maatte eye et fromt og got Hierte, som var forbundet
med Ømhed og Ædelmodighed - Ansigtets Lineamenter
maatte vise Yndighed, Mildhed og Munterhed: behagelig
men ey fortryllende, ey nogen fuldkommen Skiønhed, men
ordentlig og velleignet. Fød af sunde Forældre, og selv
af en frisk og god Helbred. Jkke alt for stor, ey heller
alt for liden. - Jkke formeget hvidladen, men heller bru¬
nette. Ung? det forstaaer sig. - Gammel? Ney, Gud
bevare os. - Riig? ja men, dog uden Egenkierlighed.
Hun maatte have en god sund Fornuft, oplivet med
den Vittighed, der giør hende meer æret end beundret -
Men for alting ey være lærdt; Ney ingen Lærdom; jeg siger
det nok engang, hverken nye eller gammel Lærdom, den
maae være saa liden eller stor den vil. - Derimod en
Færdighed, vel at kunde udtrykte sine Tanker i sit Moders
Maal. - Snild, tækkelig, men hverken spitsfindig eller
stiklende. Hun maatte kunde skrive, men ey forziirlig
