Kommer J af en Hændelse i et Sælskab, hvor J fin¬
der nogle af de Skribentere, hvis Bøger ingen skiøtter om,
at læse; eller af de halv lærde Folk, som ikke engang har
Gaver nok til at være maadelige Skribentere, men som har
en Titel eller Betiening, eller er Medlemmer af en talrige¬
re og anseeligere lærd Forsamling, vil J merke af den høye
Mine, som de giver sig, og af den Foragt, hvormed de an¬
see Eder, at J hører kuns til den ringeste Classe af det men¬
neskelige Kiøn.
Efter 40 Aars Arbeyde beslutter J omsider at søge
ved List og Underfundighed det, som man ikke giver Folk for
deres Fortieneste; J spiller den samme Rulle som andre, for
at komme i det Franske Academie, og for at oplæse ved
Eders Modtagelse med en hees Stemme en Lov=Tale, som
Dagen efter bliver forglemt.
Dette Franske Academie er det hemmelige Maal for
alle Lærde Folkes Ønsker; Det er en Skiønhed, mod hvil¬
ken de skrive Viser og Skiemte Digter, indtil de nyde hen¬
des Guust, og som de forlade, saasnart de har nydt den.
Det er ikke saa fokunderligt, at de tragte efter at komme
ind en Forsamling, som altid har havt Fortienester, og af
hvilken de haabe, skiønt forgiæves, at nyde Beskyttelse;
Men J vil uden Tvil spørge mig, hvorfor de tale alle saa
meget ilde derom, indtil de ere komne deri, og hvorfor
det Almindelige, som dog har Ærbødighed for Videnska¬
bernes Academie, skaaner saa lidt det Franske Academie.
Det kommer deraf, at det Franske Academies Arbeyder
legges den store Mængde for Øyne, og at de andre ere skiul¬
te; Enhver Fransk troer at han forstaaer sit eget Sprog,
og han bilder sig ind at han har Smag; Men han giver
sig ikke ud for at være en Naturkyndig. Mathematiken
er altid for Nationen i Almindellghed en Art af Hemmelig
hed, og følgelig noget ærværdigt. De Algebraiske Udreg¬
ninger giver hverken Anledning til Skiemte=Digter, eller
til Viser, eller til Misundelse; Men man dømmer ubarm¬
hiertig om store Samlinger af maadelige Vers, af Com¬
plimenter, af Taler, og om de Berømmelser, der ofte er
ligesaa urigtige som den Veltalenhed hvormed de fremsæt¬
tes, Man er fortrydelig over at see Udødeligheds Sind¬
billede for i Spidsen af nogle Afhandlinger, som ikke in¬
deholde noget evigt, uden den Forglemmelse hvortil de ere
fordømte.
Jmidlertid er det vist, at det Franske Academie kun¬
de tiene meget til at forbedre Nationens Smag; Man har
kuns nødig at læse dets Anmærkninger over Cid; Cardinal
Richelieus Misundelse havde i det mindste den gode Virk¬
ning. Nogle fleere Arbeyder af dette Slags vilde have en
kiendelig Nytte; Man har nu i Hundrede Aar ventet dem
fra det eneste Selskab, som er i Stand til at giøre det med
Nytte og paa en anstændig Maade.
Man beklager at Halvparten af Lemmerne bestaaer af
Herrer, som fielden bivaaner Forsamlingerne, og at der i
den anden halve Deel neppe er 8, eller 9, lærde Folk som
ere flittige. Academiet bliver ofte forladt af sine egne Lem¬
mer. Jkke desmindre er aldrig saa snart en af de Fyrretipe
død; at der jo er Ti Medbeylere til den lediges Plads; En
Bispe-Stoel søges ikke med saa stor en Hæftighed; Man
reyser til Versailles; Man faaer alle Damerne til at tale
for sig; Man betiener sig af alle sine Venners List, sætter
alle Hiul i Gang; Had og Misundelse er ofte Virkningen
af disse Foretagender; Den fornemmeste Anledning til den
vederstyggelige Skiemte=Digt, som har skilt os ved den
berømte og ulyksalige Ronsseau, kom deraf, at han ikke fik
den Plads, som han søgte ved Academiet. Opnaaer J
endelig dette Fortrin for Eders Medbeylere, finder J strax
derefter, at Eders Lykke bestaaer allene i Jndbildningen;
Men faaer J derimod Afslag, er Eders Fortrydelse virke¬
lig. Man kunde gierne give de fleste lærde Folk den Grav¬
Skrift:
Her hviler nu ved Hippoerene
En fattig og foragtet Mand,
Som ved sin Møye vant allene
At leve i en usel Stand.
Men hvortil sigter denne lange Tale, som jeg holder til
Eder? Skeer det for at afskrække Eder fra Studeringer?
Ney; Jeg vil ikke saaledes sætte mig imod Skiæbnen, jeg
vil allene raade Eder til Taalmodighed.
En Prøve af den Chinesiske Historie Ghistoirechinoise.)
Philosophie og Verdslig Viisdom er Grundstøtten til
alle Stater. Lovenes Kraft og Godhed, Rigernes Magt,
Regieringernes Lyksalighed, et Folks Sæders Anstændig¬
hed, dets Dyder, den forøgede Folkemængde, den forbe¬
drede Agerdyrkning, dets Kunsters Fuldkommenhed, ere
hiin veldædige Moders, Philosophiens Verk. Ved den
maae alle de fornemmelig lade sig bilde, som ere kaldte til
at føre Folkenes Regierings Roer. Menneskenes modsatte
Tilbøyeligheder og Begierligheder ere nødvendige til den
selskabelige Forbindelses Vedligeholdelse; de ere ligesom de
Lod og Hiul, der holder Maskinen i Gang; men en viis
Regiering befordrer disse Kræfters Ligevegt, foreener dem
med hinanden, og afværger den Uorden, som deres Overvegt
kunde foraarsage paa den ene Side. To Bevægelser ere
immer Hiertet egne, dets personlige Nytte og Kierlighed
til Orden. Hele Kunsten af Opdragelsen og Lovgivelsen bestaaer
derude, at svekke den første, ogat forhøye og forsterke den anden,
eller at lette den personlige Nytte til det almendelige Bestes
Øyemeed, og at forbinde samme dermed. At Mennesker skulle
hade hinanden og være glade ved hinandens Skade, det er
grundfalsk; de elsker hinanden meget mere end Dyrene, og
deres Kiøns Vedligeholdelse har giort dette nødvendigt.
Hvor lever Dyrene i saa langvarigt og nødvendigt Selskab
hos hinanden som Menneskene? Falske Religions Mee¬
ninger, slette Love, der ikke henvender og dreyer alle per¬
sonlige Fordele til det almindelige Beste, en slet Opdra¬
gelse, som ikke foreholder Børnene Veldædigheds og Dy¬
dens Exempel, og anfører dem dertil, ere de sande og rette
