Lyksalige Dage venter efter dig! Herren hører
din hellige Paakaldelse; Udi lykkelige Efterkommere
skal den fromme Moders Dyder fremleve. Hun hel¬
ligede dem for Herren, førend de bleve fødte og hendes Bøn
samlede alle Velsignelser for dem, da de endnu moednedes
til Livet under hendes Hierte. Midnatten hører hende, og
Gud tæller hendes Eensomheds Taare, som hun andægtig
fælder for ufødte Børn. Omendskiønt den bange Natur
skielver for de forestaaende Smerter, saa vinder dog For¬
nuft og Dyd Seyer og triumpherer: saa træder dog Høy¬
modighed og Haab enhver opstigende Frygt og Gysen un¬
der Fødder. Hun føder som en Heltinde. Jkke en Afgud
for sig, men en tilkommende Himmelens Borger. Glædes
Taare glindser i den glade Moders Øyne. "Det er din
Skabning, siger hun, i det hun omfavner den kiere Ynd¬
ling; det er dine Hænders Gierning, min Fader! Jkke
Verden, ikke mig og Synden, men Dyden, Dig og Æoig¬
heden lad det være gandske opofret!" saaledes beder hun,
og tusinde gange igientager hun hendes hellige Bøn og Paa¬
kaldelse. Hun seer i den kiere Patzeglut allerede den tilkom¬
mende Dyd, og den blivende Engel. Stor nok til at tænke
denne Tanke, og under Støvets Rosenknop at see Udøde¬
ligheden, sukker hun, jo meer hun betragter Yndlingen,
hver gang inderligere for hendes Kierligheds første Frugts
Held og Lykke. Sød er den nærende Melk for den begier¬
lige Patteglut; men endnu sødere er det for en dydig Mo¬
der, at opfylde hendes Pligt.
Dit Huses Velsignelse! Himmelens Øyemerke! lyk¬
kelige Moder: Du er værdig til at see Glæde paa Børn
og Børnebørn, og berømmelig at fremleve i vidtløftige
Slægter. - Med hvert Aar voxer hendes Arbeyde
og Glæde. Muntre Sønner staaer paa hendes høyre Haand,
og elskelige Døttre snoer sig smiggrende om hendes Arme.
Alle voxer under hendes Viisdoms Dug til frugtbare Gre¬
ne paa en velsignet Stamme. Venlighed og Mildhed frem¬
lyser af deres Øyen, og fra deres Læber drypper Behage¬
lighed og Uskyldighed. Den omhyggelige Moder udsaaer
Dydens rene Sæd i de endnu bløde Hierter, og bilder
dem betimelig til øm Følelse af godt og ondt. Jngen
mørke Fabler og Eventyrer forvilder de unge nysgier¬
rige Siele, eller opfylder dem med Frygt og Overtroe.
Jngen fæle og grusomme Historier, fortalte med smilende
Miene, vænner dem hemmelig til Grusomhed. Deres Læ¬
re=Timer bliver ikkun tilbragte med hellige Historier, med
Exempler paa Ædelmodighed og Dyd, med Fortællinger
om de himmelske Lærdomme og den Guddommelige Forlø¬
sers høye Bedrifter, og om det Dydbelønnende Forsyns
vise Veye, og de unge Siele gives betimelig en lykkelig
Bildelse. Den første Straale af den vaagne Dyd er saa
uskatteerlig for den lærende Moder, som Tanken om hendes
Udødelighed.
Hendes befalinger grunder sig aldrig paa en utidig
Egensindighed; de bliver alle ledsagede af billighed. Be¬
hagelighed hersker i hendes Formaninger; Kierlighed smi¬
Lr frem under hendes Alvorlighed selv. Sagtmodig Vis¬
dom dreyer og leder hendes Børns Hierter; men ikke hem¬
mende Lænker af vrede Øyekast og fortredelige Miner. Hun
brekker den opskyder de Egensindigyed med Klogskab og
Godhed, uden selv et røbe Skin af nogen Egensindighed.
Børnene kiender ikke altid Hensigten af hendes befalin¬
ger. Moderen læter dem Lydighed, og de fornemmer, at
de lærer Lyksalighed.
Hun er fortrolig med Børnene, uden at tabe en Mo¬
ders Anseelse. Hun udforsker deres Hierten med en aar¬
vaagen Omhyggelighed. Hun kiender et hvert Barns Feyl,
og er viis nok, at vaage for alle. Hun tugter aldrig, for
at straffe; men for at bedre. Aldrig tugter hun af Uvillie,
eller i en fortredelig Lune. At vredes er en Nederdrægtig¬
hed i hendes Øyne. Jkkun det som røber Ondskab, eller
en ulykkelig Færdigheds Udyd, skynder hende til alvorlige
Tugtelser; at giøre Følgerne af Udyd og Laster følelige, er
hendes Riis; og Snærterne deraf giør hende selv mere
ondt, end dem, som de treffer. Men hendes Ømsindig¬
hed afværger flere Uartigheder, end en for høyt dreren Lyst
til at straffe. Et moderl gt Øyekast bortjager heele Hære
af Lidenskaber. Hun forglemmer snart hends Børns For¬
seelser, og vogter sig omhyggelig for at giøre dem utidige
Bebreydelser og Jrettesettelser. Desto mere tager de sig i
Agt, at fornærme deres gode Moders Høymodighed. Saa¬
ledes lærer de uformerket høye Tanker og ædel Tænkemaa¬
de, som bedre bliver dem bibragt ved Exempel, end ved Ord.
Forlystelser tillader hun dem gierne. Men hun ud¬
vælger ikke saadanne, som føder Børnenes Forfængelighed,
men saadanne, som kan give deres Sind og Aand afvexlen¬
de Sysselsettelse, eller Legemet sin Styrke og Lemmerne den
fornødne Smidighed ved afpassede Bevægelser. Deres For¬
lystelser ere intet andet, end afvexlende Arbeyder, eller lære¬
rige Lege, over hvilke hun selv forbeholder sig Opsigt.
Nu kommer Faderen hiem. Hans Hustrues Dyd
smiler ham i Møde af hendes Børns Øyne. Han betragter
dem, og hans Hierte føler de ømmeste Opvældelser. Hvor
de nu skynder sig, at kysse hans veldædige Hænder, og at fore¬
komme den dydefulde Moders glade Omfavnelse! Nu for¬
tæller de ham deres Forretninger, og alt, hvad den kierlige
Moder har lært dem. De viser ham de Foræringer, hvor¬
med deres Flid og Lydighed er blevet belønnet efter hans Be¬
faling. Han kysser dem kierlig, og opliver deres Jver og
Nidkierhed ved nye Forsikkringer om hans faderlige Vel¬
behag.
En nye Dag opvaagner, og med den tillige den om¬
hyggelige Huusmoder. Priis og Tak ere de første Følel¬
ser og Fornemmelser i hendes rolige Hierte, som hun giør
almindelige i hele Huset. Opfyldt af tillidsfuldt Haab
udbeder og sukker hun om Guds Bistand for den tilkom¬
mende Dag over alle dem, som ere hendes Hierte saa nær
paarørende, eller som ere betroede til hendes Opsyn. Der¬
paa raadfører hun sig med hendes Mand om den Dags
Forretninger, og tildeler enhver sit efter hans Villie.
Ved hendes Ømsindighed og ved hans Børns Lydig¬
hed opmuntret til Glæde, gaaer han fornøyet til hans
