Nyt fra Engelland.
JLondog har uylig tildraget sig en Begivenhed, som
man i ethvert andet Land skulde holde for meget sælsom;
men i Engelland gives der flere deslige Exempler. Et
ungt Menneske af den nedrigste Pøbel, som er givt med
en Østers Kone, og har tilforn været Haandtlanger, har
arvet 13000 Pd. Sterl. aarlige Jndkomster efter en gam¬
mel Tante, der var den sidste af den Familie, som tilhørte
dette Gods. Hans Glædesbeviisninger ved den Leylighed
iblant hans gode Venner af lige Stand ere ligesaa udskey¬
tende som latterlige, og han og hans kiere Kone ere begge to me¬
get forlegne og ilde farne, for at beslutte, hvad|for en Leve¬
maade de ville gribe til, som kan være anstændig for dem
efter deres Formue.
En ikke mindre særdeles Historie har ikke længe siden
tildraget sig i Harrongate i Hertugdømmet Jorck. Et
ungt Menneske blev vaer, i det han dandsede, at han hav¬
de sønderrevet sin Skoe; han beklagede sig af Spøg over
den Bekostning han nu skulde have, for at lade den flikke
igien, og bad Selskabet om en Bihielp dertil, i det han
gik omkring med sin Hat, da nogle kastede en halv og an¬
dre en heel Penee derudi. En Dame gav ham en Tut
med med 20 Guineer. Han lod, som han ikke merkede det,
men gik anden Dagen hen til hende, og spurgte hende om
Aarsagen til denne usædvanlige Foræring, da hun vel kun¬
de see, at han ikke havde forlangt Biehielpen for Fattig¬
doms Skyld. Hun svarede, at ikke allene disse Penge vare
til hans Tieneste, men da hun var meget indtaget af ham,
saa støde endnu 30000 Pd. Sterl. tillige med hendes Per¬
son til hans Tieneste, naar han vilde imodtage samme for
Alteret. Det unge Menneske betænkte sig ikke længe, og
tre Dage derefter holdt de Bryllup. Han er en ung Kiøb¬
mand, som just ikke er meget rig, og hun er heller ikke nogen
stor Skiønhed.
En Fransk Haandlæge, som en Tidlang flittig besøgte
Abbediet St. Denis, blev seet af en Munk, hvorledes han
faldt paa Knæ ved Ludvig XI. Grav; Munken sagde her¬
paa til ham: Min Herre! dette er ingen Helgens Grav.
Haandlægen svarede: min gode Pater, det er maaskee ikke
eders Helgen, men det er dog min; thi han var den første
som bragte en Sogdom til Frankerig, ved hvilken jeg har
fortient 25000 Daler.
Anecdoter.
En Fransk Marguis kom til et Tydsk Hok, og da han
havde en saadan lykkelig Dristighed, som er hans Nations
egen at tale om alle Ting i den meest afgiørende Tone, saa
blev han Directeur des Plaisirs ved samme Hof. Af hans
Kundskab og Jndsigt i Musiken ventede nu Hoffet at Or¬
chestret fornemmelig skulde faae et stor Forbedring. Strax
ved den første Concert gav han et Bevis paa hans Jndsig¬
ter. J et Musicalsk Stykke havde Hautboisierne en lang sI
Pause. Den gode Marquis, som merkede, at disse Folk 7
ikke spillede med, skikkede sin Kammertiener ned til dem og
lod dem spørge om Aarsagen dertil. De svarede,
at det nu forefaldt, at de skulde pausere. - Mar¬
quis skikkede strax Kammertieneren til dem igien, og lod
Hautboisterne under Straf forbyde ikke fremdeles oftere at
pausere; thi, lod han dem sige, man maatte aldrig pau¬
sere i Fyrstens og Landherrens Tieneste.
Der blev engang i et Selskab talet om Sielevandrin=
gen. En, som meente at have et vittigt Jndfald, sagde,
han erindrede sig, at han virkelig havde været Guldkalven.
Men en Dame svarede ham endnu vittigere derpaa: "Det
er gandske sandt, min Herre, og J har slet intet tabt uden
Forgyldningen."
En Fabel.
En vis Herre havde saa ond en Madame, at han i hen¬
des Nærværelse ikke torde lukke sin Mund op, eller under¬
staae sig at indvende noget imod de Horne, som hun for
al Verden satte ham paa. Denne Konge af Hornebærere
var den allerfredsommeligste iblandt alle, som nogenfinde
har været til; samme havde en meget lystig Tiener, som
skærtsede fortroelig med ham. Da han nu en Dag talede
med sin Tiener om en Sag som han nu var redebon at tage
sig for, da svarede Tieneren ham: Han maatte for alting
først have Madamens Samtykke. Hahnrederen svarede
derpaa: Madamen skal hvad jeg vil. Jh! det maa Her¬
ren giøre en anden viis, men mig ikke. Jeg veed gand¬
ske vist, om Herren ogsaa havde nedsluget en heel Kurv fuld
med Fiedre, vilde han endda ikke understaae sig hverken at
hoste eller spy noget ud, om det ikke befaldt Madamen.
Ach! troe mig, fremsatte Hahnrederen: Dersom jeg vil¬
de, vilde jeg nok sættte Madamen til Rette; jeg er Herre
i Huuset, og bærer Buxerne: Ha, Ha, naar det er saa, be¬
gyndte Tieneren igien, saa er Madamen endnu meer Herre,
end Herren selv; thi Herren bærer kun eet Par Buxer, og
maaskee de samme et heelt Aar; men Madamen bær vel
5 a 6 Pat i en Time.
Grabschrifft.
Ss lebte einst ein Ritter,
Bernhardus Parirot.
Er schmekte sus und bitter
Und mog vier tausend Loth;
Jn einem Ungewitter
Schlug seiner Frau ibn todt,
Und nun liegt hier der Ritter,
Bernhardus Parirot.
