1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
no. 43
Brev fra en Kone til hendes Mand i Tugthuset.
Jo, jeg er det endnu; det er din ømtelskende og ulyk¬
kelige Kones egen Haand, min allerkiereste stakkels
Mand! som du faaer disse Linier fra. Betragt
Skriften kun ret; det er endnu de samme Trek, hvorudi
det beste, det ømfindtligste Hierte forhen udtrykte sig for dig.
hvorudi jeg første Gang forsikkrede at jeg elskte dig fremfor
og over alle andre. Ak, hvor glimrende var den Gang alle
Ting! og hvor lykkelig troede jeg at blive! Den Tid fore¬
stillede jeg mig endnu ikke, at jeg engang skulde komme til
at sukke om Brød og ikke faae det: at jeg skulde komme til
at væde den første Frugt af vor Kierlighed med andre, end
Glædes Taare, og at din førstefødte, o min Allerkiereste
skulde komme til at forhungre ved mit Bryst. Jeg var
ung og uerfaren, og levede ikkun for din Fornøyelse. En
hver Foræring, som du saa smiggrende giorde mig, tog
jeg an med Glæde, for at pynte mig dermed og behage
dig saa meget mere. Dig tiltroede jeg Overleg og mig
ikke andet end Lydagtighed, Men hvorfor overlagde du da
ikke, at dine Udgivter ey skulde overstige dine Jndtægter?
Hvorfor opmuntrede du mig selv og tilskyndede mig, ja nød¬
te mig til, at følge og optage næsten enhver nye Mode, og
paa en eneste Dag at forøde det, som skulde have været til¬
strækkeligt til vor ærlige Underholdning i et heelt Aar? Og
hvorfor skulde jeg mere rære din Forfængeligheds end
din Fornufts Yndling? Det faldt dig til, at sige mig, hvad
jeg skulde udgive, og hvad jeg skulde spare. Af din Kier¬
lighed kunde jeg vente dette Raad; og hvor født skulde end
og det tørre Brød have smaget mig i dit Selskab! det Brød,
som jeg havde maattet fortiene med Spinde Røkken? Ja,
Allerkiereste! vi kunde have været lykkelige. Det, som vi
virkelig behøvede, var ikke meget; vi havde kundet forskaffe
os samme ved noget Arbeyde og med nogen Flid af de Jnd¬
komster, som vi havde; og naar jeg da efter en møysom¬
melig Dag ikkun havde faaet et venligt og erkiendtligt Øye¬
kast af dig; hvor lykkelig skulde jeg da have hvilet i dine
Arme! Jeg var ung og ømsindig og ikke ilde opdragen; et
Ord af dig havde giort et undslukkeligt Jndtryk i mit Ge¬
myt. En aabenhiertig Tilstaaelse om din Gield skulde maa¬
skee have sat mig i nogen Bestyrtelse; men da det strax i
Begyndelsen endda hav de været mueligt at redde dig, hvor
munter skulde min Jver da ikke være bleven, for at tage
Deel i denne Fortieneste med dig? Denne Oprigtighed, min
allerkiereste ulykkeligste Mand! skulde have viist mig din
gandske Kierlighed; jeg skulde ved denne Fortrolighed have
holdt mig for ret stor i dine Øyne. Og da, hvilken Triumpl
for min Kierlighed, at være bleven en Medarbeyder paa
din Redning og Frelse? Hvert lidet Trin, hvorved vi hav¬
de nærmet os til dette Haab, og hvilket vi da efter enhver
fremarbeydet Dag skulde have overregnet med hinanden i
den glade Aftenstund, skulde have forsødet vor Møye, vor
Mad, og o Allerkiereste! ogsaa vore Kysse; jeg skulde væ¬
re blevet den slolteste Kone i Staden, i fald man da vilde
have sagt til min Berømmelse, at jeg for din Skyld afsag¬
de alle Moder, skyede al Pragt, og kogte selv en Ret Mad
af grønne Urter og Havevexter for dig og mig: at jeg var
din gode, redelige og fornuftige Kone. Dette skulde have
ophøyet mig til en langt anden Høyde, end alle de flag¬
rende og kostbare Smaating, hvormed du førte mig din¬
ak hvor dybt faldene - lille Engel i de største Selskaber.
Med hvad for en ædel Stolthed, med hvad for en Over¬
tydelse om din og min Værdighed skulde jeg i Sarge og
Flonel have seet need paa alle de Fruentimmer, som opof¬
rer deres Formue for en eneste Dags forgiengelige Glands,
og opofrer deres Lives Rolighed, deres Børns Velstand og
alle Retskafnes Høyagtelse for en Smule Avinds og misun¬
delig Beundring. Ak, Mand! Mand! hvor meget et
det vi har mistet! Jkke blot allene den Formue, at conser¬
pere os; ikke blot din Frihed; ney noget større end begge,
alle Retskafnes Høyagtelse; og maaskee - o min Smerte
er nær ved Fortvivlelse - endogsaa det, hvorpaa jeg ikkun
tænker med Forfærdelse. Kunde du, min Allerkiereste, i
den Fortvivlelse, hvorudi din Gield styrtede dig, ikke imod¬
staae den Fristelse, i et uvist Haab, at angribe fremmede
dig betroede Penge; Hvor skal jeg da kunde taale at see dit
Barn forsmægte, og ikke før tage Livet af mig selv? Du
var redelig; jeg og. Men Gud afoende Fristelsen!
Man har udpantet alle Ting fra mig? Af alle dine
kostbare Foræringer, af alle mine smukke Klæder har jeg
slet intet beholdt. Vor Seng er borte. Jkkun mit Barn
har jeg tilbage; og dermed sidder jeg nu allerede paa tredie
Dag i mit Sovekammer, som jeg inden 24 Timer skal
forlade; thi jeg har ikke det Hierte, at gaae uden for Døren,
og udsette mig for mine Naboerskers spodske eller stolte Med¬
lidenhed. Hvad for en Overvindelse vil det dog koste mig,
mar jeg skal bede dem om et Stykke Brød, O hvor uvær
dig og Fortienesteløs bliver denne Overvindelse i Sammen¬
ligning ed den, hvorved jeg havde kundet forekomme al
Ødselhed og vedligeholdt vor Formue og conserveret dig i
Ære! Hvad skal der nu blive af mig? J mit 19de Aar
allerede saa ulykkelig! og maaskee til ævig Tid adskilt fra
dig! Med et Barn, som ikkun indsuer de Taare, der rul¬
ler ned af mit Bryst, og i et længselfuldt Øvekast viser mig
sin ulykkelige Faders ømsindede Attraae!
Forlad mig, o Allerkiereste! dette Udtrok af min
Smerte! Jeg burde skaane dig, thi du er ulykkelig nok;
og det kunde trøsle dig, om du vidste, at jeg var røligere.
