Søn skal overgaae hende i ædelmodig Gavmildhed. Hvad
om Moderen ved hendes egen overordentlige Gavmildbed
havde foranlediget hendes Børn til at spørge, hvorfor hun
giorde det? Skulde hun da ikke lettere og mere giennem¬
trængende kundet have overbeviist og bevæget Sønnen, til
at giøre ligesaa eller det samme?
Om den nødvendige Forsigtighed ihenseende til Børns
Legetøy.
Uerfarne Børns omhyggelige Forældre ere deres kielneYnd¬
linger den Opmerksomhed skyldige, at have et vaaget Øye
over alle deres smaa Snurrepiberier, Legetøy og Tidsfordriv.
Den sande Ømhed tillader ikke, at betroe Opsigten øver vore
Børn til leyede Personer, som gemeenlig besidder meer flag¬
geragtig Letsindigded end fornuftig Forsigtighed, i det mind¬
ste ikke at betroe dem Opsigten allene. Tusinde ulykkelige Til¬
fælde, som ere blevne stiftede i anseelige Familier ved uagt¬
somme Opvarterskers naturlige Letsindighed, tiener ømsin¬
dede Mødre til en nyttig Advarsel, ikke at lade deres Hierters
spæde Yndlinger komme af deres Øyesyn. Naar Forsynet
anbetroer os samme som hellige Pandter, udrustede med Mun¬
terhed og sunde Lemmer: saa bliver deres Legems Velstand og
deres Sieles betimelige Bildelse fordret af de lykkelige Eyer¬
mænd til disse elskværdige Himmelens Gaver. En natur¬
lig Ømheds Fornemmelse, naar den ikke bliver under¬
trykt af Stolthed og Forfængelighed, taler uden Afladelse
i fornuftige Forældres Hierter til Fordeel for deres Smaa
og Umyndige. Just denne Ømsindighed forsøder dem alle de
møysommelige Besværligheder, som ere uadskillelig forbundne
med Forældres, i sær Mødres ærværdige Characteer. Jnd¬
til den muelige Brug af deres egen Fornuft maae Børnene
holdes skadesløse ved anstrænget Brug af deres Forældres
Fornuft. Deres Bevarelse beroer blot paa Forsynets Be¬
skyttelse og deres Forældres kloge Aarvaagenhed. J de før¬
ste Aar skulde hvert Øyeblik, uden fornuftig Opsigt, true
dem med øyensynlige Farer. Det er derfor billigt, og i for¬
sigtige Familier meget sædvanligt, til deres Tidsfordriv og
Legetøy ey at tilstede dem nogle skierende eller stikkende Jn¬
strumenter. Naale, Gafler, Knive, Saxer, Borer, Ham¬
mere og alle Slags skadelige Redskabe maae de af en billig
Forsigtighed ikke faae. Man søger kierlig at advare dem for
Trapper, for at klyve op paa Stole, Bænke, Skammeler, el¬
ler andre høye og fleyle Steder, samt at beskytte dem for de
Farer, som de kan tildrage sig ved unaturlige Stillinger eller
Bøyelser og heftige Rykkelser med Legemet. Kort sagt, man
anvender tusindfoldige Midler, at sette deres Sundhed og
deres Liv i Sikkerhed, som alle i sin Art ere roesværdige.
Midt iblandt alle disse Omhyggeligheder indsniger sig allige¬
vel en Mængde, ved Vane og Fordomme privilegerede Feyl,
der uformærkt kan stifte ligesaa megen Skade, som alle anførte
Farligheder, hvilke man ved tilstrækkelig Opsigt pleyer at
forebygge. Jeg vil iblandt Mængde af uerkiendte Forseelser
ikkun her anføre een, som hemmelig allerede har stiftet meer
Ulykke, end man kan forestille sig.
Det er bekiendt, at man gemeenlig pleyer at forfærdige
smaa Børns Legetøy, som først gives dem i Hænder af Suk¬
ker, Kalk, Deig, Træ og andre Materier, som ere haarde at
fordøye. Dukketøy med et eneste Slags Farve paa, kan, som
man holder for, ikkun giøre faa Jndtryk paa smaa Børn.
Disse smaa Engles Øyne skal endelig forlystes med noget brø¬
get. Man bemaler altsaa deres Legetøy med røde, gule, grøn¬
ne og allehaande adskillige Farver, og belegger det vel endog,
for derved at giøre samme desto mere behageligt, med uægte
Guld= og Sølv=Skum. En Sædvane, som er desto farligere,
efterdi man i særdeleshed søger at tilfredsstille Børn med saa¬
dant brøget og buntet Legetøy paa den Tid, naar de skal have
Tænder, og pleyer at have andre smertelige Tilfælde, hvor¬
over de ere meget utaalmodige og gemeenlig skriger heftig.
Hvo veed ikke, at Børn i den Tid de lider Ondt for at faae
Tænder, uden Forskiel fører alt hvad de faaer i Hænderne
til Munden? De lader sig ikke nøye dermed, at afsuge Skum¬
met og Farven af deres Legetøy. Deres Pine tilskynder dem
ofte at bide hele Stykker deraf, som de nedsynker.
Beviis paa, at saadanne Tilfælde hemmelig undergra¬
ver vore Yndlingers Sundhed, og ikke sielden paadrager os
et smertelig Tab af dem, vil vel ingen fordre af mig, som ikkun
har nogen Kundskab om Skadeligheden af Spanskgrønt, Op¬
perment og andre Farver, og om Ufordøyeligheden af det saa¬
dant Legetøy sædvanlig bestaaer af. Jeg er overbeviist om, at
mange Forældre skulde see mindre Jammer og Elendighed paa
deres Børn, at mange ikke skulde saa klageligbegræde deres alt
for tillige Død, dersom de ikke selv ved saadant elendigt Legetøy
havde tilkiøbt sig Aarsagen til deres Gremmelse. Ufarvet Lege¬
tøy af det allerfasteste og haardeste Træe, af polerede alminde¬
lige Fyrstene, af Agat, Jaspis, Elfenbeen eller Bernsteen o. s. v.
kunde afværge alle disse truende Farer; og forsigtige Forældre
bør ikke unddrage det sin Opmærksomhed.
Dyden bliver til Slutning dog æret.
(En Fransk Historie.)
E¬
n Fransk Ridder var allersterkest hengiven til den Feyl,
som meest gaaer i Svang. Han havde et liderligt Skarn
til Laquay, som stod ikke lidet opskreven i hans Naade,
uagtet, naar han talede til ham, han ikke kaldte ham andet,
end Du Galgenstrick, eller Bestie. Engang, da Herren
om Morgenen klædede sig paa, sagde han: Dreng, forglem
ikke, i Aften at bringe mig en smuk H**. Karlen havde Fær¬
dighed og Duelighed nok, og havde for nogen Tid siden hen¬
vendt sig i saadant Ærende til en fattig gammel adelig Enke,
som havde en ung Pige til Datter, der var smuk som en Engel,
og endnu ikke sexten Aar gammel. Moderens meget store
Fattigdom, og denne underfundige Laqvayes Smiggrerier
og Kiertegn, samt de Berømmelser han lagde paa sin Herres
Ædelmodighed og Mildhed, aftvang hende det Samtykke,
at opofre ham hendes Datter.
Moderens Forestillinger og bevægende Grunde vare vel
mange Slags, for at bevæge hendes Barn til en Gierning,
hvilken hun selv, som hun sagde, havde Afskye for paa den
