Pen. Gud give Dig Lykke, Argus! ønsker de Betrængte. Tak, Børn! Argus er saadan en forunderlig Karl, at
han ikke lokkes ved Løvter, eller skrækkes for Trusler. Tar Jer derfor i Agt, J, som tager Stikke=Penge; thi Argus
lar sig ikke forblinde, og J skal ikke kunde udstikke et eneste af hans Øyne med den vægtigste Ducat=Pung. Dog, hvad
er det du siger, Argus? Du skræmmer jo strar Gotfolk? Det er jo ikke den rette Maade at krybe logrende frem?
Holla! Munden paa et andet Skaft: (Seer J, mine Herrer! Argus kan og vende og kiøre i en Hast) Nu da, set¬
ter kun Frygt til Side. Argus er ikke saa slem, som J meener. Han kan ligesaa vel see det Gode, som det Onde.
Du ærlige Patriot og Fædernelandets Vel! glæd dig ved Argi Nærværelse. Din sande Roes skal ved Argi Pen legges
ligesaa tydelig for Dagen, som Lurendreyerens Skam og Beskiæmmelse.
Tænk engang, hvor fornuftig Argus er; han tilstaaer; Naar den Mægtige ey misbrugte sin Magt til at under¬
trykke den Ringe, naar den Ringe ey vilde efterabe de Rige, naar Dommeren aldrig dømte for Gunst, Gave eller af
Had, men allene saae paa Retfærdigheds Haandthævelse, naar Præsten levede, som han præker, NB, naar han præker,
som han bør, naar Procuratoren brugte ingen Lov=Kroge, og bragte Dommeren bag Lyset, naar Kiøbmanden og andre
ey besvigede Kongens Told, og Tolden ey gav alt for stoer Anledning til Toldsvig; naar den Fattige, som kunde arbey¬
de, blev forsynet med Arbeyde, og den, som ey kunde, blev forsørget og ikke hadet; naar den Egennyttige ey vilde tage
Stikke=Penge, men opofre egen Fordeel for det almindelige Vel og Beste, naar Aagerkarlen ey udsugede sin Næste med
ulovlige Renter, og Renterne (NB. de gangbare) bleve saaledes, at Udsætteren og Modtageren kunde leve, og Kongen
dog faae sit; naar de Gamle ey begik Ungdommens Daarligheder, og Ungdommen blev opdraget til Dydens Øvelse, og
følgelig til Fædernelandets Tieneste, naar Hykleren ey fordervede de beste Gemytter, vilde bilde Ravnen ind, han
havde Paafugle=Fiedre, kalde det Sorte, Hvidt, og det Hvide, Sort, og narre baade Gud og Menneskene, naar Her=l¬
remanden ey vilde giøre sine Bønder til Trælle, og Bonden ey vilde være Borger og Borgeren Adelsmand; naar Her=i
ren vilde sette sig i Tienerens Sted, og Tieneren i Herrens; kort: naar alle, hver i sin Stand, vilde giøre Ret og
Skiel, see paa Kongens, og følgelig paa Landets Vel: saa kunde Argus give sine 98 Øyne Afskeed, og lade sig nøye
med 2, og da see ud ligesom andre Mennesker; thi saa havde Argus intet andet at bestille, end udbasune Gotfolkes
Dyder, og dem, meener han, nok at kunde oversee med to Øyne. O! en lykkelig Tid! Da var det en Lyst at være
Argus, og da vilde Argus være velkommen. - Jmidlertid vil Argus troelig holde sig til sit i Dag antagne Val¬
sprog, og allene beskiæftige sig med det, som er Sandt og Anstændigt. Got! siger Lurendreyeren: Vi har alt vundet
Spill; Argus vil da snart holde op at skrive, og med alle sine hundrede Øyne og skarpe Syn blive usynlig. Ha!
ha! Argus vil kun skrive Sandhed og Anstændigt. Nu maa vi lee. Hvilken en eenfoldig Tosse er dog ikke den
Danske Argus, som ikke veed, at han allerede har begaaet en stor Uanstændighed i Valsproget selv. Er det anstæn¬
digt, at sige Sandhed? Ney, Argus, pak kun ind. Tys! tys! Hr. Lurendreyer! veed Du maaskee ikke, at den
Tid, da Du spillede Mester, er forsvunden, og at det nu er Landets Sønner tilladt at sige anstændig Sandhed.
Skiul dine Stræger, Hr. Lurendreyer! thi paa dig og dine Kneeb vaager alle Argi hundrede Øyne. Hvilke Jndfald!
See, hvor man endog veed at betiene sig af et fattigt og uskyldigt Valsprog.
Men at Læserne kan giøre sig et lidet Begreb om Argi gode Sindelaug, da kan jeg aldrig fuldsige Dem, hvor,
glad Argus bliver, naar han seer, det gaaer ret og retfærdigt til. Er det en Lyst, at see en Foged tiene sin Herre,
troe i sin lille Sirkel; hvor meget mere maa da ikke enhver ærlig Patriot lystes og glædes ved, naar man seer Kongens
store Mænd at tiene deres og alles vores Herre troe i den store Staats=Huusholdning. O! hvor vel er det da
ikke bestilt med Staten og det almindelige Beste, O! hvor trives ikke Hiorden, naar Hyrden vil føde og ikke malke
den alt for nær! og da bliver Argus saa glad, som nogen kunde stikke ham 20000 Rdlr i Næven. Kan Du der
see, Hr. Lurendreyer! at Argus er ikke egennyttig. Vær Du ligesaa. - Argus snakker saa meget om sig selv,
siger man maaskee; han skulde fortælle os noget Nyt. Ja, mine Læsere! Lad see engang. Men veed Argus og noget?
Jo, nu faldt mig noget rart Nyt ind, giv vel agt, J Nysgierrige!
Vi har havt en forskrækkelig Størm i dette Efteraar? Prægtigt Nyt! som alle veed, siger Skumleren;
nu veed Argus intet mere at snakke om, og derfor, ligesom vore Koner, naar de giør Besøgelser, begynder, vedlige¬
holder og ender deres Tale med Vind og Væyr. Ey, lad Argus tale ud; Der reyste sig for nogen Tid saadan en
Storm paa Libanon (Dette Bierg hører Tyrkerne til endnu. Kan J see, Argus har en vidtløftig Brevvexling, jo,
luur ham) Denne Storm var saa stor (De offentlige Blade har intet meldt derom, fordi de Confoedererede opsnappede
Posten) men min Brevvexler siger, den var saa hæftig, at de rankeste Cedertræer rystede tillige med de krogede, og
nogle bleve reent oprykkede. Har mine Læsere ikke nok hørt tale om de store Ceder=Træer paa Libanon? Jeg maa
dog ellers fortælle dem, at Træerne voxer der, ligesom andre Steder: Nogle tykke og nogle tynde, nogle høye og nogle
ave; nogle ranke og lige og nogle skieve og krogede. - Gud hielpe de Søefarende i saadan Storm!
