1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 45
Bog=Collegiet.
D¬
en gamle Ungkarl. Jeg har dog tænkt, at jeg
kunde forstaae noget; men jo længere jeg lever, jo
dummere troer jeg, jeg bliver. Philet, en For¬
tælling, Elhøy den 16 Sept. 1770. Hvad vil det sige?
Hvor ligger det Trykkerie, Elhøy? Jeg gav mine 12 s.
for denne Fortælling (Min Lomme veed den var vel betalt)
men det skulde aldrig have fortrydt mig, om jeg kunde have
forstaaet det ringeste deraf.
Fætteren. Ja, jeg troer nok, at der ikke vare saa
mange Stræger i de Vers, der bleve giorde i hans Ung¬
dom, som i de, der nu omstunder giøres. Disse Stræger
har maaskee forvildet ham. Vers i hans Ungdom vare
saa eenfoldige, at Bønderne paa Amager kunde for¬
staae dem; men, naar nogle Linier nu omstunder skal
bære Navn af et Vers, skal de være uforstaaelige, ja, saa
uforstaaelige, at Poeten ikke selv forstaaer det. See! det
kalder man Vers i vore Tider.
Den gamle Jomfrue. Ja, jeg troer, Verden
staaer nok ikke ret længe; thi mig tykkes den bliver nu reent
gal i alle Ender, saa vel i Vers, som i ubunden Stiil.
Jeg kiøbte og samme Philet, en Fortælling thi jeg er meget
for Fortællinger; men jeg havde nær blevet forrykt i Ho¬
vedet, inden jeg naaede Enden. Jeg troer for min Deel
at Elle Folk maa have skrevet den; thi jeg har altid hørt,
at naar disse Elle=Folk overseer andre Folk, bliver de sidste
forrykte i Hovedet. Men Hr. Hovmester, har han de
Anmærkninger færdige over denne Philet, som jeg bad ham
om, at jeg dog kunde forstaae noget deraf, og ikke gandske
have spildt mine 12 s. (Thi 12 s. er ikke at skiemte med i
vore Tider; og for 12 s. kunde jeg jo have kiøbt mig Jo¬
chums og Annes, Jomfrue Mariæ Forældres Historie,
den kunde jeg have forstaaet.
Hofmesteren. Ja, Jomfrue! Her ere de. Jeg har
rettet mig efter de almindelige Begreb. Philet er just ikke
pagineret; men det kan enhver let giøre selv, og da meget
magelig ved Hielp af disse, som jeg vil kalde Sincer,
Noter, nogenlunde komme efter Meeningen. Man kan og
ansee det, som en Recension. Denne Erindring maa jeg
først giøre:
Saa vidt man, ved Hielp af de 70 Fortølkere, har
kundet komme efter Meeningen af Philet en Fortælling.
slutter man sig til, at den maa være en Afskeed forfatte
af nogle Bønder omkring ved Elhøy a) da deres Herskab
reyste bort. Men enten maatte disse Bønder, eller og de¬
res Poet af Bedrøvelse være faldet i et Raserie, eller og
2) Er en Høy beliggende i Jentofte Sogn.
Poeten har været lystigb), da denne saa høytravende Fortæl¬
ling blev forfattet. Dog ligesom disse Bøuder ere komne ud
af Fælledsskabet i deres Jorder, saa har de og vildet vise, at
de vare komne ud af den fiælleds Tænkemaade, som Hoben
har. De mange Stræger viser endog Fiinheden i deres
særskilte Tænkemaade. Disse Stræger skal være det samme
i deres Fortælling, som de mange Afdeelinger paa deres
Jorde; thi anden Klem kan man ikke see, der skal ligge i dem.
En Deel forundrer sig nok over den høye Priis 12 s. for
saadan en Fortælling; det er sandt, det er en Skilling for
hvert Blad, endog Titel=Bladet og det sidste rene Blad
iberegnet. Men denne Forundring falder bort, naar
man betænker, at disse Bønder, som ligger saa nær Kiø¬
benhavn, har for længe siden lært, at sette høy Priis paa
deres Vahre. Dog, har Poeten bedraget dem, saa ere
de undskyldte, og de skylder ham da ingen anden Tak, end
lange og korte Stræger.
Her ere Noterne over de, i vore Tanker, vanskeligste
Steder:
Pagina I. LI. Denne og følgende Stræger har jeg alle¬
rede erindret, hvad de betyder, nemlig intet.
Pag. 1. L. I. Bleege Skygger har man nok aldrig hørt før.
Poeten har ventelig seet et Gespænst bag den steyle
Muur, da han sank ned. Men, om man kan til¬
legge en Skygge nogen Farve, da bliver den nok
dunkel, og nærmer sig til det sorte.
Pag. 1, L. 4. Her kommer det an paa at kunne tyde. Men
hvorfor en bange Kummer bygger Muur imellem
sig og Haabet, er ey saa let at forstaae. De flee¬
ste er af den Mening: at Kummer heller nedret
den steyle Muur, for at komme til Haabet.
Pag. 1. L6. Her flyder Poeten hen i Graad, og dog har
han et følesløs Hierte. Ja mere: Hans følesløse
Hierte slaaer ordentlig og svagt paa en og samme
Tid. De fleeste meener: at en følesløs græder ikke
meget, og, at det Hierte, som slaaer svagt, slaaer
ikke ordentligt.
Pag. 1. L. 8. Naar Poeten med saadan Ligegyldighed anseet
Trudsler, Trøst og Smerte, (tree vist nok bevægen¬
de Ting) hvorfor mon han da bede got Folk, ey at
standse hans Graad. Dog Poeten græder, lige¬
som egensindige Børn, der græder undertiden, men
ikke veed hvorfor.
Pag. 2. L2. En skrekkelig Følesløshed! ubevægelig at see
den zittrende og blege Dyd at spadsere sit Huus for¬
bi. Man tænker: Den fandt ey sin Lige derinde.
b) Fæcundi calices quem non fecere disertum? Hor.
d. e.
Hvem bliver ey veltalende,
Naar han har tømmet Glassene.
