Pag 2.L 4. Her føder ta Eiementer sammen, Børnlillel.
forskrækkes ikke! Skovtrolde tager sig en Springom,
med Havfruer. Saadan een Overeensstemmelse,
meener dog mange, har ikke Sted, uden i Poetens
Hierne.
Paa. 2 L. 12. Her kommer Poeten til sin Følelse.
Pig 2 L. 13. Mange meener: at Poeten lever i en Repu¬
dlik af luttet Herakkiter o: Grædende Personer.
Pag. 2. L. 15. Efter de fleestes Meening skal Lasterhafte nok
være det samme som Lastefulde, som gemeen Mand
kalder det.
Paa 3L4. Preten græder over Alt ug og blues ved Alting.
Duden, siger han, begræder Alting; han giør alt¬
saa Dyden blind, at den ikke kan see noget Got.
Gud skee Lov! Det Gode er dog endnu ikke gandske
uddøet.
Pag. 2. 27. Dette skal aek være en spodsk Latter.
Pag. 3. L. 10. Nu kommer vi ud af Drømmen. Det er
kun en Drøm. Ja, det tænkte vi nok at Poeten
drømte; men herefter er han lysvaagen.
Fag 3L. 1 1 Forrovne! kraadte hun- at Sandhed vinde.
Dette maae vi sige reent ud, at vi ikke kan forstaae.
Enter maae vi drømme, eller Poeten drømme endnu.
Pag. 4. L. 1. Ærværdig skal nok svare til Mænd og ey til
Hvile, thi en ærværdig Hviile veed man ey at have
hørt før. Dog om Poeten havde seet Bispen at
hvile sig paa Elhøy, saa havde han vel og kaldet
denne Hvile høyærværdig.
Pag. 4 L §. Elhør. Hrør denne Høy ligger er allereede
meldt i Erindr agen.
Pag. 4. L. 7. Her meener man sku de staae: over, isteden
for: paa; thi man forundrer sig jo ikke paa en
Ting, men over en Ting. f. E. vi forundrer os over
Poeten. Men hvad giør ikke Harm, naar den
overiiler Sangerinden?
Pag. 4L. 16. Disse Træk af Alderen skal nok ey sigte til El¬
høy, men til de Sølvgraae Mænd, som laae
paa den.
Pag. 5 L. 1. Dette meener de fleeste skal forstaaes saaledes:
at Bachanten hylede af Glæde; thi Glæden hyle¬
de rel ikke. Men at hyle af Glæde er en splinter
nre Talemaade. At hyle af Sorg, har man nok
hørt tilforn, saasom at hyle og græde, men aldrig
at hyle og glæde sig.
Pag. 5. L. 3. Poeten siatuerer ingen Stolthed og Overmod
iblandt sine Vadmels=Kioler. Got for dem at sligt
er langt fra deres Sted. Vi har altid hørt, at
Stolthed kan ligesaa vel ligge under en Vadmels¬
Køfte, som under en Purpur Kappe.
Pag. 5. L. 5. Til Lykke, Hr. Poet! som har fundet de Vii¬
ses Steen i Elhøy. Hvilke Skatte har ikke lagt
stiult i de Siellandske Høye indtil denne Dag. Nu,
det er d og sandt, hvad Horatius har sagt: Quie¬
qud sub terra est in apricum profer at ætas. 9:
Med Tiden skal dog Alting komme for en Dag.
Pag. 5. . 10. Poeten giør her ikke meget af Uskyldighed,
naar han siger: Et kun uskyldigt Folk. Et det
ikke meget at være uskyldig? Men han siger. kun.
En Smaating for ham at være uskyldig.
Pag. 5. L. 11. Et uafmaalt Mæle. Denne Talemaade er
ey saa let at afmaale. Meeningen skal nok være, at
Bønder snakker en Hoben. Poeten vil nok sige
faa meget som, at deres Snak er ey saa vel afmaa¬
let og afpasset som deres Jord.
Pag. 8. P. 3. Naar Natur, Uskyldighed og Glæde kommer,
er Kieden af Lyst vel ikke usynlig?
Pag, 9. L. 11. Det er vel dog neppe Poetens Meening, at
den Jordiske Herlighed har trakt Eyernes heele
Siele til sig; thi da var det en slet Vinding.
Pag 9. L 12. Hvorledes mon denne Skabning har om¬
støbt Hierterne? Ere de ved Rigdom blevne om¬
støbte i bedre eller verre Form? Dette burte Poe¬
ten have sagt os.
Pag. 9. L. 15. Herved skal nok forstaaes unge plantede Træer.
Pag. 10. L. 5. Nogle meener, at ved dette Chrystal skal
forstaaes en rindende Bæk; andre meener Morgen¬
Duggen. Vi overlader til Poeten, hvem der giet¬
ter rettest.
Pag. 10. L. 6. Et Bierg af Høe skal nok være en Høestak.
Pag. 12. L. 5. Her maa vi bekiende, at al vor Taalmo¬
dighed bliver adspredet, ligesom Poetens her ad¬
spredte Deele, da vi ingen Meening kan finde i
det heele.
Pag. 12. L. II. Poeten fortryder ikke paa at vi spørger:
Hvad disse lykkelige Gamle, som en Drøm, maa¬
skee, har famlet til Philets Forvirrelse. Her ere
vi gandske forvirrede.
Pag. 13. L. 4. En mørk Ven er, efter de fleestes Mening
ligesaa uforstaaelig, som en bleeg Skygge.
Pag. 14. L. 1. See min Taarer nu! Tys! nu græder
Poeten. Ja, vi græder med over min Taarer.
Den første Regel i Syntaxi befaler adjectirum
skal føye sig efter sit substant vum i lige Genere,
Numero og Casu. Her skulde da nok have staaet
mine Taarer.
Pag. 15. L. 7. Hvordan Poetens Geist her flyder, før¬
staaer vi ikke. De fleeste har fundet den Tanke,
at Poeten flyder over af Uforstaaelighed.
Pag. 15 L14. Der hører klare Øyne til at see i et lukt Bryst.
Pag. 18. L. 16. Her er det atter en Drøm, eller hvad det
er; thi hidtil har vi ikke vundet andet end adspred¬
te Tanker.
Pag. 19. L. 5. Her meener man, Poeten har glemt en
Stræg imellem Kredsen Glæde. Thi skal Glæde
høre til det første er der ingen Mening, og
skal den høre til det følgende, saa skal Glæde og
Heracliters Grille, som var at græde, bort. Til
hvilken Side vi vender os bør vi græde over Poe¬
ten, som hverken vil glæde sig eller græde.
Pag. 20. L. 6. Her lader det. som Poeten ikke veed, om
han græder eller ikke.
Pag. 20. L. 8. J Sandhed, han kan være afmægtig; thi
der hører vist nok mange (eller og slet ingen) Kræfter
til at kunne skrive 10 uforstaaelige Blade.
