1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 47
Voltaire.
Jblant alle Friegester &r voltaire vist nok den allerfar¬
ligste, efterdi han bedækker sig med Fromheds og Uskyl¬
digheds Kaaabe. Han bærer bestandig en Masqve;
men saa meget han søger at forestille sig, saa kiender man
ham dog. Man kan altid sige om ham, hvad Ha¬
gedorn siger:
Dich kenn ich Masque: nur vorbey.
Han vilde gierne fortiene Navn af en stor Geist,
skiønt han er den mindste af alle dem jeg har seet eller
hørt af
Alle Forstandens Fortrin, det munterste Vid, den
fuldkomneste Gave, at skrive smukt, og deslige flere Fordee¬
le udgiør endnu ingen stor Geist. Et got Hierte, æd
le Tanker, Oprigtighed, Menneskekierlighed, en bestandig
Bestræbelse efter at giøre Got. Dette ere de Træk, der
caractericere en stor Geist, og efter hvilke man maa de m¬
me, om et Menneske fortiener dette store Bienavn eller ik¬
ke; men hvo er i Stand til at finde en eneste af disse skin
nende Egenskaber hos Voltaire?
Jo længer et Menneske har levet, jo større Leylighed,
han har havt, at biedrage til Guds Æres Udbredelse, sin
egen Forbedring, og til det almindelige Beste, men ey
dertil anvendt, desto ringere Geist besidder han, saa stor
han endog regner sig af Fødsel, Rang, Velstand, Magt,
eller Forstand. De ere altsaa ikkun smaa Aander, som
har levet mange Aar, havt mange fordeelagtige Leyligheder
til at giøre Got, og dog ved dem alle, allermindst be¬
fordret sin egen og andre Menneskers Fuldkommenhed.
At Voltaire ikke besidder noget got Hierte, det vi¬
ser hans Handlinger, saavel i Omgang, som ved sine høyst¬
forargelige Skrifter, hvorved han forfører andre uskyldige
Hierter til de groveste Laster.
Man finder i nogle Tidender, gandske nye Ting om
en vis Herre de la Harpe, mod hvem han skal have viist
en ugemeen Ædelmodighed. Denne er ikke den første,
som af ham er bleven oplært i Vantroen. Jeg har med
Forskrekkelse og Forundring hørt af toe andre Mænd, som
tilforn har opholt sig hos ham, hvorledes det gaaer til i den¬
ne Viisdoms Skole; jeg har tillige hørt dem med megen Be
drøvelse at angre den Tid, de har anvendt hos ham. Det
er vist ikke smaa Siele, men meget fornuftige Folk, som
lever i anseelige Æres=Poster og blive meget høytagtede.
Man læse kun Candide og Pigen af Orleaus, saa vil man
strax erfare, at det er sandt! Paa deres Frugter skal
man kiende dennem.
At voltaire ikke eyer nogen ædel Tanke, beviiser
hans Opførsel mod alle sine Velgiørere, i Besynderlighed,
mod en stor Konge; hans skammelige Spot med alt,
hvad helligt kaldes, hvilket han dog, om aldrig andet,
saa for den blotte Velanstændigheds Skyld, burde holde
inde med. Hans listige Bedragerier, hvorom i sær den før¬
ste retmæssige Forlegger af Antimachiavel kan bære Vid¬
ne; hans skiendige Dadel mod Folk, der ere ti Gange be¬
dre end han, og at jeg ikke skal tale videre; hans uædle
Opførsel mod den ulyksalige Rousseau, hvis Satser og
Egensindighed, jeg ellers ikke agter at forsvare.
Hro vilde vel vente at finde Oprigtighed hos et Men¬
niske som fra Ugdommen af kun dermed har været beskæfti¬
get, hvorledes han kunde narre andre, for at berige sig
selv? og efter at dette er gelinget ham, opholder sig nu
paa et Lyst=Sted, hvor det gaaer forargeligere til, end i
Tiberii berømte Bordel paa Øen Caprea.
Hans Hyklerie gaar saavidt, at han betiener sig af den
bekiendte Sag med den ulykkelige Calas, for at skiule sine
Laster og erhverve sig Navn af Dydig. Eet Dosin Avis¬
Skrivere, der staae i hans Sold, forsømmer ikke at opløf¬
te denne Handling indtil Skyerne. Men, er det vel noget
Nyt, at Lasterne søge at skiule sig under Dydens Skik¬
kelse? Hofmod og Egennytte vare hans Drivefiere, og
ikke Menneskekierlighed og Ædelmodighed;; skiønt onde
Rødder frembragte her gode Frugter.
Paa samme Maade foranstaltede Voltaire, til beste
for sit Jndtet, som det heder, til hvilket han vilde for¬
mæle sig, et nyt Oplag af den berømte Corneilles Værke.
Han lod dem paa sin egen Bekostning trykke: og hvad der¬
for indkom, skulde være til Udstyr for hans kiære Abisag.
Derved bragte han mange fornemme Folk, af Medliden¬
hed for hende, til at afkiøbe ham alle Exemplarer, saa
at han derved blev saa mange Louisd or riigere.
Siden de fortredelige Begivenheder som mødte han
i Paris, London og Berlin, hvor visse Personer, paa en
følende og eftertrykkelig Maade lod ham vide, at de ikke var
vandte til, uhævnet at lade sig bespotte, har han temme¬
lig ophørt at bespotte Mennesker, og nu bespotter han
Gud.
Hvor har man nogen Tid hørt at saa stoer en Geist,
ey, som Voltaire, har tordet ladet sig see i det halve Eu¬
ropa?
Man kan ikke nægte Voltaire den Roes, at han er en
med de største Skialdre, som nu lever. Men i al hans
Poesie, viser sig tydelig Religions Spo=teren. Alle skul¬
de være saa forsvaret, som den Pontiske Drøm, hvilken han
i Berlin tilskrev en stoer Princesse. Det er got, at han dog
nogenledes dølger sin Gift i hans Sørgespil.
