Hans faa kaldede Philosophiske og Historiske Skrif¬
ter, ere alle forfattede i en smuk og behagelig Skriver=Art;
men man maa deri ikke søge efter Sandheder; det er smuk¬
ke Opdigtelser, af en muelig Verden.
Hævngiærrighed er altid et Tegn paa et nedrigt Hier¬
te: atter et Beviis at vores Heldt ikke er nogen stoer Geist.
Utaknemmelighed er altid et overtydende Beviis herpaa.
Den kan alene herske i de nederdrægtigste Hierter; og det
er til alle Tider et afskyeligt Menneske, der belønner sin
største Velgiører dermed.
Hr. Voltaire vil ikke alene have Navn af en stoer og
skiøn Geist, han vil endog være det i Almindelighed. Der
er ingen Videnskab, i hvilken han jo søger at vise sin Styr¬
ke. Men hans Forsøg, har ofte mislinget ham, og om
halvtredsindstyve Aar vil hans Skrifter være forgiæt; Naar
en Montesquieus Verker, der sigte til det Menneskelige=Sel¬
skabs sande Vel, formedelst deres Værd, Aarhundrede vil
blive erindrede.
Dersom nogen vilde paatage sig upartiisk at forfatte
denne berømte Skribents og vildfarende Ridders Levneds
Beskrivelse, saa skulde man finde at samme vilde bestaae i
en Kiede af Vellyst, Gierrighed, Hofmod og det konstigste
Hyklerie, som alt findes indhyllet under Dydens Kaabe.
Af en sand Menneske=Kierlighed ønsker jeg at denne
skiønne Geist, der i det øvrige besidder mange fortreffeli¬
ge Gaver, nu i sin høye Alder, da han er nær Ævighedens
Porte, dog maatte faa sine Øyne opladte, paa det han ikke,
pludselig overfalden af Døden, skulde blive forfløttet til et
Sted, hvilket ham for nogle Aar siden, til en angenem
Vaaning, er bleven anviist, i de saa betitlede Breve fra
F** til Hr. Voltaire. Men det er vanskeligt for en
saa gammel Lastefuld, at omvende sig og leve.
Dog han døe naar og hvorledes han vil, saa vil det
altid hede om ham, hvad en af vore øye Digtere siger;
Bey Voltairs erhabnen Gaben,
Wird auch zugleich Voltairens Gift vergraben,
Der, wenn Zaire spricht, zum Mitleid uns
er vekt,
Doch bey Uranien Gott und die Tugend
schrekt.
(Denne Forfatter har, efter al Anseelse, ikke kiendt de nye¬
ste og tillige forærgeligste Skrifter af Voltaire.
En forgieldet Landmands gode Huusholdnings¬
Regler.
Han har fortalt dem selv paa følgende Made:
Veg var over i 3000 Dalers Gield, og fattede det
Forset, at rede mig ud deraf. Jeg maa tilstaae, at jeg
i Førstningen var meget tvivlraadig, om jeg nogen Tid
herudi skulde naae mit Ønske og Forset. Nogle giorde
mig det Forslag, at jeg skulde forsøge min Lykke i Lotte¬
rier; men denne Vey kiendte jeg, den var alt for stibrig
og mislingende. J Tillid til den anddømmelige Velsignel¬
se fattede jeg det Forset, at giøre alt, hvad mig mueligt
var ved min Fliid og Arbeide, og modig gaae frem, for
at legge et lykkeligt Skridt tilbage efter det andet.
Jeg giorde det til min første Hoved-Regel: At und¬
være og miste alt det, som kunde undværes og mi¬
stes; og derimod at benytte sig af alle Ting paa det
omhyggeligste, var min anden Hoved=Regel i min nye
Huusholdning. Caffe, The, Viin, Sukker, kort, alt
overflødigt i Mad og Drikke blev strax afskaffet. Alt det
overflødige Huusgeraad solgte jeg og giorde i Penge; og
jeg maae sige det til min salig Kones særdeles Berømmelse,
at hun adlydede mig i alle Stykker, og med en Selvfor¬
nægtelse, som var imod alle Koners Exempel og alle Mænds
Forventelse, solgte endog hendes Brudestads, og alle de
Klæder, som hun havde tilovers og kunde undvære. Den¬
ne Forandring i Mad, Drikke og Klædedragt gav vel i
Førstningen Anledning til Opsigt og Snak; men da jeg
nu eengang holdt for, at det var bedre, heller paa denne
Maade at giøre Opsigt, end ved at stævnes for Gield, saa
lod jeg mig derved ikke føre i Vilderede. Jeg søgte immer
at betale noget, og aldrig at borge mere; og alt det und¬
værlige, om det end kunde faaes for nok saa got Kiøb,
holdt jeg for at være meget for dyrt for mig. Alt hvad
vi selv kunde giøre, lod vi ikke forrette ved andre. Jeg
var den sidste ved Bordet og i Sengen og den første ved
Arbeidet, for at foregaae mine Huusfolk med et got Exem¬
pel. Paa denne Maade har jeg nu i nogle Aar arbeidet
mig næsten ud af al min Gield.- Jeg anseer alle dem
for daarlige, som setter Haab enten til Arvegods, Lotteri¬
er eller andre overordentlige lykkelige Tilfælde. Tillid
dertil og Længsel derefter har alerede bedraget og bragt man¬
gen en i Fattigdom. Man skal altsaa ikke giøre Bereg¬
ning paa sligt. Det er at merke, naar man ikke lader
det mangle paa Troeskab, Orden, Flid og Redelighed;
saa skal man gandske vist ikke fattes Velsignelse og Lykke.
Fabel.
En Mand havde en slem ond Qvinde, og da han engang
sov allene, kom der en Aand til Sængen, hvorover han
blev saare bange. Men langt om længe fattede han Mod
igien, og sagde: Hvem er du? Er du en Engel da tøt
du ikke giøre mig noget Ondt. Er du Dievelen da tør
du ligeledes ikke, siden vi er i Slægtskab med hverandre,
i det jeg er gift med din Syster.
En Bonde havde en Advocat som heedte Ravn, og
da Bonden havde glemt hans Navn, kom han til Staden,
og spurgte om der ikke boede en Advocat som heedte Krag?
samme svarede, at der ingen var som kaldtes Krag, men
vel en der kaldtes Ravn; ja saa var det, fangede Bonden
an, jeg vidste nok det var en Rov=Fugl. Jeg har kuns
væxlet Navnet.
