Den Danske Argus.
Dituit, ædificat, mutat quadrata rotundis.
Ho¬
J Dag vil Argus være Bygmester. (Hillemænd! siger Skumleren, da faaer man nok nogle ægte Lust=Ckasteller)
Ja, du kan ansee dem for hvad du vil. Sandt nok, jeg har hverken Kalk eller Steen, ligesom mange andre,
der dog bygger NB. med andres; men jeg vil følge Horazes Plan: Bryde ned og bygge op; giøre fiirkand¬
tet til rundt, og rundt til fiirkantet. Naar jeg saaledes nedbryder først, faaer jeg jo Steen til at bygge op med
igien. Aldrig kan nogen, uden de Erfarne, forestille sig, hvilke deylige og feede Sportler, der falder ved slige Ar¬
beyder. Auctioner og Licitationer: O allerkiereste Tids=Punkter! om det ikkun er et gammelt Tapetzerie at nedrive
og et nyt at opsette, vanker der dog en Smaus. Altid det Gamle, og alting paa den gamle Fod, bliver jo det, det
er. Det kaster intet af sig, og det kan man jo blive kied af. Hvem veed ikke, at Forandring forlyster, og hvem fin¬
der ikke Behag i Førlystelser? Sandt nok! man vil belee den Mand, som af nogle egennyttige Haandverks Folk lod
sig forlede til at bygge sit Huus om hvert Aar, og det saa længe at han tilsidst neppe havde et mageligt Værelse for sig
selv. Men lad saadan en Mand, som giør Dør til Port og Port til Stue, længe nok være en Tosse. Det er kun
den særsindede Uegennytte, som vil, at en gammel Ting, NB. naar den er god, skal blive det, den er. For Egen¬
nytte derimod er ingen gammel Ting god. Den væmmes ved alt det, som lugter af Alderdommen, og til sin egen
Fordeel har Egennytte immer nye Forslag i Hovedet. (De ere kun faa, som giøre uegennyttige Forslag o: Projec¬
ter, maaskee man bedre forstaaer dette fremmede Ord. Ja, vi har til visse lært at forstaae det.) Man maatte falde
i den største Forundring over en og anden god gammel Tings Forandring, dersom man ikke, skiønt de fleeste Gange,
desværre, for sildig, kunde komme efter de forunderlige Hull= og Krumveye, som den sneedige Egennytte har gaaet for
at naae sit Øyemeed. Hvorledes den, trods de beste franske Jngenieurer, har undermineret en og anden Ting, at
den i et Øyeblik er faldet, og omkommet i sit eget Gruus, som dog for Menneskelige Øyne syntes at være en Kiæmpe¬
Bygning. Det er Egennyttes Hoved Egenskab at fiske i rørte Vande, ret ligesom vore Lommetyve, der lader deres
Behændighed kiendeligst fornemme blandt Folks Opløb, enten ved Jldebrand eller andre Tilfælde, som drager Foll
tilsammen. Det er Egennyttes almindelige Talemaade: Det og det Gamle duer intet; eller naar den vil være noget
fiinere, trækker paa Skuldrene, og siger: Det og det Gamle er vel got; men det kunde dog, NB. ved en liden Foran¬
dring, blive langt bedre. Egennytte faaer da saadan en Ting under Hænder til Forbedring. Da gaaer det lystigt
til, min Læser, den bryder da ned og bygger op, (undertiden glemmer den dog det sidste) den giør fiirkantet rundt, og
rundt fiirkantet. Og i alt dette smører Egennytte sin Stræng galant, uagtet, man kan høre den tidt at klynke, at
den taber og setter til af sin egen Lømme. For at bevise dette, vil Argus ikke gaae længere end til Maanen, den nær¬
meste Planet fra Jorden (Ha! tænkte man ikke nok, det vilde blive Luft=Casteller, Argus vilde bygge,)Giv
Tid, det lader ilde at falde en Mand ind i Taleu. Mærk nu, mine Læser! (Siger Præsten, naar han har søvnige Tilhørere.
Vil Folk, som har kun to Øyne, og endda ikkun med det ene seer igiennnem en Kikkert, bilde os ind, at de seer
Bierge, Skove og Markek &c. i Maanen. (Sandt nok, nogle Eenfoldige vil ikke troe det, men alle, som paastaaer,
at være meer, end almindelig, Fornuftige, synes selv at see det) Hvormeget meener J ikke da at Argus med hun¬
drede Øyne kan see? Og, naar jeg faaer fortalt, hvad jeg har seet i Maanen, skal den Eenfoldige ey længer tvivle
om, der ere Mennesker i Maanen. Hidtil har saadant ikkun været Gisninger; men Argus har selv taget dem i sin
Kikkert. Troe ham nu. - Forleden, da vi havde Fuldmaane, og klar Maaneskin! faldt mig ind, at gaae op
paa runde Taarn, for en Gang at faae frie Udsigt til Himmelen. Maanen faldt mig da strax i Øynene. Det er et
velsignet Land, og derfor trækker det og mange Fremmede til sig. Det er naturligt. Jsraels Børn fandt sig jo be¬
dre holden ved Kiød=Gryderne i Ægypten end ved det tørre Sand i den Arabiske Ørk. Det første mine Øyne
faldt paa, vare to, som vare i Haar paa hinanden; Den ene, som var klædt i en gammel luslidt Kiol, hedte Uegen¬
nytte, den anden, som var klædt a la Francois, hedte Egennytte. Men da denne sidste var understøttet af nogle mæg¬
tige Sekundanter, kom den første til at ligge under. Dog maae jeg sige at nogle af disse Sekundanter ey kunde see
Egennytte i Hiertet, hvorfore de og lode sig indtage af hans glimrende Ord og prægtige Løvter. Thi Egennyttes Tunge
er glat, som den glatteste Aal, og kan snoe og vende sig i de forunderligtte Bugter og Krumninger. Altsaa kun¬
de de Sekundanter undskyldes, men de, som giorde Eet med Egennytte, ere uundskyldelige. Saasnart Egennytte
havde faaet Bugt med sin Modstander, Uegennytte, sang den første denne Seyer=Sang:
Til hvad Side jeg mig vender,
Lige got hvordan det bliver,
Har jeg nu ubundne Hænder.
Naar det mig kun Fordeel giver.
Til at vende op og ned.
Derom Lommen veed Beskeed,
da Capo.
