1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 48
Tanker om Aarsagerne til Kiøbstædernes Aftagelse
paa Landet.
(Af det Bayerske Adresse=Contoirs Blad.)
Jeg vil her anføre de Reflectioner, som en bekiendt Autor
anfører af en stor Statsminister, der var overbeviist
om Hr. von Loens Grunde, da denne forestillede Fyr¬
sten, hans Herre, Kiøbstædernes Forfaldelse og Aftagelse.
Naadigste Herre! sagde Minisieren, De forlanger at vide
Aarsagerne af mig, hvorfor mangen en Kiøbstæd eller Bye
paa Landet kommer i Aftagelse og paa Knæerne. Vil De laa¬
ne mig Deres priisværdigste Taalmodighed, og naadigst høre
paa mig: saa vil jeg aabenhiertig sige Dem det. Jeg kiender
Faderlandet, sammes Forfatning, Landsproducter, Hand¬
ling, Manufacturer; Næringsstandens Beskaffenhed og
Nationens Geist.
Jeg vil tage en Kiøbstæd eller Bye af middelmaadig
Størrelse til Cxempel, og kalde den Monopolis. Dens
gamle Jndvaanere vare huuslige og rige Folk. Enhver Fa¬
der var selv Politiemester i sit Huus. Enhver undte sin Med¬
borger hans Handtering, Gods og Eiendom; derover par
der ikkun faa Processer, efterdi det altid kom til Forlig, naar
der vare nogle Ting, som bleve omtvistede.
Mu Porgerlig Eendrægtighed førte Scepteret; Flid og Ar¬
beiie gerskede og regierede; og Troskab og Redelighed boede
4Pet. Gud, Landsfyrsten og Arbeideren fik hver sit rig
tig; og Ballaneen over Afgifterne og Selvfornødenhederne
vare i en ret Proportion, efterdi de paa begge Sider forud¬
satte Maadelighed og en god Huuholdning.
Øvrigheds Personer, Politiemestere og Justitsforval¬
tere vidste intet at sige af Juridiske Spørtler, men ventede den
evige Belønning for deres Pligters Opfyldelse. De vare
christelige nok til at tænke saaledes. - Enhver Kiøbstæd
havde derfor bemidlede, arbeidsomme og fredelige Borgere;
og der var Penge i Casserne. Men saasnart Efterkommerne
vilde være klogere, og satte en uvis Tillid til Belønningen i
hiin Verden: saa benyttede de sig af alt det, som de immer
og nogensinde kunde faae i denne Verden. Derved gave de
Plads for Uorden, og Ret og Orden blev nedsat og under¬
traaede. - Fremmede Giester, Gasconier, Formiers
Projektmagere, Kiettere, Fabricantere, Guldmagere, ær¬
lige Bedragere, kunstige Spillere, Krudtmagere og Savo¬
jarder, røde Næser og Skalkevarre, samt skramarerede Tig¬
gere, Hyklere og Snyltegiester faldt herpaa ind i Landet:
hvilke man gunstigst imodtog for deres forunderlige Figurs
Skyld, og for de store Papier=Summer, efterdi de forstode
got, at spille deres Kort, og dette giorde man, for at faae
Recepten af dem til at aftappe de gierende Vædsker af Stads
Legemet. - Borgerne saae disse Folk; de saae, at de, uag¬
tet de slet intet giorde, undtagen hoppede, dandsede, aalanl¬
serede, og svømmede i Overflødighed paa Landets Brkostning,
vare dog alligevel langt lykkeligere, end Landets Børn ved de¬
res Arbeide; altsaa fandt de og for got, at prøve en Eftera¬
belse efter den anden. Madamer, Jomfruer og Tienestepi¬
ger fandt Smag og Behag i den nye Mode: at leve i Vellyst
og Galanterie, at gaae og spadsere, og at prunke i fremmed
Klædedragt; kort sagt, de fandt Smag i den nye Mode at
leve paa, at holde Huus paa, og - at ødelegge. De, som
slet ikke vidste at skikke sig derudi, grebe nolens volens til Mo¬
deandagten, betimelig at lade deres Børn indsperre i Klosten¬
ne, førend deres Fornuft blev alt for meget oplyst; og førend
det gandske Menneske tog Overhaand.  Deels Sønner
fordi man immer aftakkede, og fordi Regiementet trakte og
en Eoujonade efter sig, tabte reent Modet, at beskytte Fæ¬
dernelandet, og gik i Udenlandsk Krigstieneste. De øvrige
maatte lære Latinsk og Grædsk, ja endog forsage det Tydske
Sprog, som var deres Moders Maal, for engang at skaffe
Forældrene den aandelige Trøst, at de allerede havde forsaget
Fornuften eller Verden, førend de vare komne til Skiønsom¬
hed. Den liden Rest af Krøblinge, dovne og unyttige Dum¬
methoveder, eller relegerede Studentere, bleve Borgerstan¬
dens Trøst for Haandteringer og Næringsbrugene. Og den¬
ne Hob er jo god nok til at ernære Staten og Landet. Dette
blev siden tilfældigviis den herskende Mode i Monopoli.
Men hvad skede videre? Regieringen maatte sige eller
befale hvad den vilde, hvad der ikke skede med Tvangsmidler,
skede aldrig. Man eluderede Love og Forordninger, og en¬
hver forklarede dem efter sit Behag. Den Sædelige Lov var
et fremmet Navn, og Mosis Tavler forpagtede man til Jø¬
derne. - Endelig tabte de gamle troe Raader Modet;
thi de unge opstillede Jurisler forstode mere Hebraisk, end hi¬
ne, og saaledes blev det et Chaos imellem Uorden og Ret,
Skielmstræger og Credit, og imellem Rov og Mord, - ind¬
til Borgerskabet immer føleligere fornam de indvortes Veer,
og klagede over Mangel og Armod. Den Haandverksmæssi¬
ge Ungdom blev ikke afrettet til Kunstfluttighed, ikke vant til
Arbeide, og i Skolerne lærte man det ikke. - For nær¬
værende Tid, da de indseer Feylene ved deres Profession, ere
de alt for gamle til at perfectionere sig, altsaa kan de ikke ud¬
vikle sig meere af Labyrinthen. Stand og Anseelse, at synes
at være rige Børgere, koster Penge. Sønnerne har hensmel¬
tet sin Fæderne=Arv ved Bekostninger paa Studeringer, og de
Aarlige Renter, som skal betaxs, samt det sædvanlige Vel¬
levnet fortærer alt det øvrige. Arbeidet bliver liggen¬
de. Der indfalder over 40 Festdage, foruden Søndagene;
Frie Mandagene endda uveregnede. Hvor skal jeg faae Tid
til at arbeyde, siger Borgeren, Han bortdriver altsaa Tiden
i Ørkesløshed, saa længe han kan, og arbeyder ikke meere, end
hvad man bestiller hos ham. - Det er allerede nok, at
han har Haandverks Rettigheden, og kan forlade sig paa sit
Monopolium. Den tærende Stand bliver derved immer
mere forøget, jo mindre han arbeyder. Jeg maa næsten sige
