det til Skam for Staden Monopoli, at ingen Nation er vil¬
ligere til at lade deres Klæder og Tøy forfærdige Udenlands,
og at giøre sig til Slaver, end Jndbyggerne i Monopoli.
Alle Folk lærer at giøre Beregning over, enten de trækker fle¬
re Penge ind i Landet, eller de skikker flere ud af Landet; men
ikkun disse visse Borgere holder det for en overflødig Uma¬
ge. Endelig, da deres Tal blev alt for stort, som forskreve
deres Vahre til Klæder og andre Fornødenheder fra Fremme¬
de Stæder, men Monopolitanerne ikke forbedrede sig i deres
Fabriker eller Haandarbeyde: saa tog deres Afsetning af.
De skraalede og klagede den ene over den anden; og da de ikke
kiendte deres fædelige Tilstand: saa forbedrede de den heller
ikke, ja de bleve heller immer fattigere. Borgeren vil dog
leve med Kone, Børn og Svende: og da han ingen andre Mid¬
ler har end det Monopolium at pukke paa hans Arbeyde, og
at hente det ind igien og komme sig ved høyere Priser; men der¬
ved driver han Folk endnu mere fra sig: saa at enhver heller la¬
der arbende i Landsbyerne og hos Fuskere, end i Monopoli
hos de borgerlige Haandverksfolk. Disse sidste ere formedelst
deres egen Dyrhed og svekkede Afsetning tvungne til, at tage
lettere og altfaa slettere Materialier til deres Producter, samt
at sludre det fra Haanden, for at faae des meere færdigt, og alt¬
saa derved paa deres Næstes Bekostning at indføre en Slags
Skadesløsholdelse. Medborgeren, Huusfaderen, som end¬
nu behøver saadanne Arbeyder, seer, at Borgerne immer ta¬
ger slettere og daarligere Tøy dertil, og stedse sludrer Arbey¬
det mere og mere af. Han beslutter derfor heller, at lade sig
giøre de fornødne Instrumenter i Landsbyerne hosde der tilta¬
gende Professionister, og bringe dem hemmelig ind i Staden,
derved bliver de øvrige Borgere atter fattigere, efterdi mange
af dem ligeledes sender deres Penge ud paa Landet for Jnstru¬
menter. Proprietairen henregner det til en Dyd for sig,
samt til en Landhuusholdning, ja maaskee og til Rettigheder,
naar han i sine Landsbyer kan sette alle Slags Professionister,
Fuskere, Stympere og Flikkere, og sette dem hen i blandt sine
Bønder, for en liden Afgift. Han maa ofte giøre det fordi Bor¬
gerne i Kiøbstæderne ere saa flet i Forlag, at man intet mere kan
have af dem for let Priis, og intet til den belovede Tid. De
ordentlige Afgifter gaaer alligevel ført, og disse Penge løber ud
i Rente og Skatte Casserne, følgelig gaaer Pengene ud af
Staden igien. Gudstienesten maa nødvendig ogsaa vedlige¬
høldes; thi de roser sig ved al deres forglemte Menneske-Kier¬
lighed, at de alligevel ere gode Christne. Den forhen over¬
haand tagne Overdaadighed, Klædepragt og nye Facons af
Sikke og andre Udenlandske Vahre er bleven til Mode og til
den anden Natur; man skikker derfor de faa forhvervede Pen¬
ge atter ud af Landet. Der gaaer vel for den daglige Nød¬
tørfts Skyld Penge til Bageren, til Mølleren, til Bryggeren;
men alle disse giver disse Borgerlige Penge atter ud i Landet
igien for Kornvahre og Qvæg, for Malt og Humle, ja for
den sidste vel endog Udenlandk. Endelig, fordi Pengene urig¬
tig indløber til Slagteren, og den høyanseelige Kiødgield vox¬
er meget betyde ig til, saa søger den Borgerlige Slagter at
faae rede Penge for Huden. Men han sælger den med mere
Fornøyelse raa Udenlands, og det ydermeere Læderhandler¬
ne til Trods, paa det at Skomagerne skal smukt blive nødte
til, ligeledes at skikke deres Penge ud til Fremmede for Uden¬
landsk Læder. Man giør sig skadesløs ihenseende til Kiød¬
gielden ved en søgende høyere Kiødpriis, paa det at de redeli¬
ge Betalere kan med Skyldnerne nok engang komme til Haand¬
kys. Og saaledes er Moralen beskaffen.
Hvad Fabricanterne? - Ja, efterhaanden giør man
deres Levnets Midler dyrere, saa at de ikke meere kan arbeide for¬
let Priis. Ved det, at de havde liden Afsetning, tilstoppede
de paa nye Pengenes Jndflydelse, og reiste hiem. De gode
Svende, som hialp Mesteren at fortiene Penge, marscherede
bort, og de slette Arbeydere holdt deres Frie=Mandage, og
endda desuden aarlig over 40 Fesldage; thi hvor snart kunde
det skee, at der til Mesterens Fordeel blev arbeydet for meget,
eller at Ørkesløsheden og Lediggangen blev afskaffet. Skul¬
de Børnene arbeyde? ney, de maa studere, de maa lære La¬
tin, for at faae en god Bestilling eller et Præstekald.
Paa eengang taugde Ministeren. - Fyrsten saae paa
ham og sagde: " Har da Stæderne ingen Magistrat, intet
høyere Politie? – Dersom det gaaer saaledes til i Mono¬
poli; hvorledes vil det da gaae andre Stæder, som ikke giøre det
bedre? – Naadigste Fyrste, svarede Mintsteren: De
brøstfældige Huse kalder ikke paa eengang, men efterhaanden.
Og det er alt for Naturligt siger H. A. F. i hans tilfæl¬
dige Tanker om let Priis; at alle gode Hensigter kan aldrig
blive opnaaede uden den strengeste Jagttagelse af Politiens Lo¬
ve. Disse alene kan atter oprette Borgerskaberne og sette dem
paa Fode igien, og giøre Steder og Torve rige og lykkelige,
efterdi det er Flidens Maalestok. Men hvor mange Stæder
findes der, som maa sige: "Hvad Forfængelighed, Laster og
Daarlighed angaaer, saa har vi al id været de Udenlandsket
lærvillige Disciple. Skulde det da nu ikke engang være Tid,
at vi og begyndte paa at efterligne dem i Godhed, i Fliid, i
Arbeyde og i Raffinement? Selv Hoffet, bevaaget af Mis¬
undelses, Skindsyges, Vanens Datters og Hykleries Øyne,
undseer sig endog ved at bære noget, som er giort af de ubety¬
dende Borgere i Landet.
Derover falder Stæder eg Torpe i Gield, hvoraf de ikke mere
kan komme sig; Borgerskabet selv vil deller blive fattigere, og ved
Armoden immer skalkag igere.- Ellers lærer Nøden almindelig
Folk at bede og arbeode; men der heder det, at betle og gaae ørkes¬
løs. Nu, hvad skeer videre: Crediten gaaer bort, Fliden ilige
maade; Kunter og Videnskaber gaaer til Grunde; man drive
Satt med dem. Paa Markeder kommer ingen mere, efterdi Vah
tene bliver der saa slet betalte. Bonden skal levere sine Produkte
for got og let Kiøb; men han skal betale det meget dyrt, som han
behøver at kiøbe af Borgeren. Endelig begynder man at tumle eg
atticitere. Skoldnere, Klagere og Armod, Peocesser, Øvtigheds
Taxter, Kneeb og Skiererien, Executioner, Udpantninger, Men¬
neske og Ckristen=Kierlighed; alting tumles og vendes op og ned
iblant hinanden. Teoskab og Redelighed ligge: i Afma it. Be
dragerie og Rov, Nid og Fiendskaber faaer Plads; Laster holder
bøvtide igt Indtog: Religionen græder; Kierlighed til Næst ne
forsvunden, og Kunnfliden gaaer om at tinge. Forundres ikke,
naadigste Forste og Herre! om Landet ikke vil vorde rigere, den sæ¬
delige Tilstand ikke bedee, og Nærings-Forretningere ikke bkom¬
strende. Man iagttager dette nu omstunder end on i mangfoldige
Steder, hvor det ey gaaer et Haar bedre til. Den sagtmodige
Forste overveyede det: dan tænkte etter: Endelig udbrød han: Hvad
giør da Magistraten og Politiet? "Hvad giøre de? var Svaret;
De soer til indtil Comoedien har Ende; Verden er po en Skueplads.
