Den Danske Argus.
Affinis nobis pauper: bene nos aliqnid facere illi decet.
Terent.
D¬
sagen vilde ikke slaae til, siger Cicero, om jeg vilde tale den Fattiges Sag. Og jeg maa sige, det Rum,
mig er forundt i disse Blade, er alt for knapt, om jeg vilde giøre det samme. Men da jeg sidste Gang lovede,
at jeg en anden Gang vilde tale meere i den Sag, og en ærlig Mand holder Ord, saa vil jeg i Dag opofre
den Fattige mit Skrive=Rum. Ydmyghed klæder store Folk got, lyder Ordsproget, og at man ikke skal beskylde Argus
for den fordømmelige Last, Stolthed, vil jeg i Dag fortælle mine Læsere, hvilke Visiter jeg forgangen Dag aflagde. De
vare endog af de saa kaldede Franske Visiter; thi det var mig umueligt, at kunde blive længe paa hvert Sted (Ja, siger Skum¬
leren: der er vel ikke mange, som holder paa Argus) Du har Ret, Hr. Skumler, hos Dig og falske Venner bliver Ar¬
gus ikke længe. Jeg maa dog sige, at jeg ey kiørte om, for at lade en nye Klædning beskue og beundre, eller fordi jeg ey gad
været hiemme; ey heller for at lade min Leye=Tiener (jeg har ingen selv) melde mig nogle 20 Steder en Eftermiddag, og uley¬
lige Gotfolk med at sige dem god Dag og Farvel; ey heller for at lade Leye=Tieneren udlevere et par Dusin V sit=Sædler, ney,
jeg vil ikke giøre andre Visit-Sædler skamrøde; thi tænk, hvor nogle vilde have opslaaet en spodsk Latter, om de ved Hem¬
komsten, blandt en Snees andre Visit=Sædler fra skikkelige Folk, havde fundet en paategnet med den Danske Argus.
De vilde nok have spurgt: Hvad giør Spurre i Trane=Dands. Andre ville have befalet alle i Huset at nægte sig hiemme,
om Argus skulde vilde være saa næsviis og komme igien; men det er jo ikke nyt at nægte sig hiemme for Smagefolk? Hol¬
berg i sin Tid bad jo en Tiener at sige sin Herre, at naar han en anden Gang gik ud, skulde han tage sit Hoved med. NB.
om han havde nogen. Maaskee nogle vilde, af Nysgierrighed, have ønsket sig hiemme, for at have faaet den Karl at see.
Men for at undgaae alle saadanne Uleyligheder paa alle Sider, gjorde jeg nogle langt anderledes V siter. Tænk engang!
Jeg besøgte Sygdoms og Fattigdoms Braaer. Og har Du min Læser! Taalmodighed til at anhøre, hvad jeg her saae,
vil jeg fortælle det. Dog, maaskee du kan anhøre det med koldt Blod: Her i denne Vraa laae en af Sygdom udtæret
gammel fattig Mand, og i en anden Vraae en Kone af lige Vilkaar, begge næsten i den bare Halm. Børn! sagde jeg:
Hvi ligger J her? Er der intet Rum i Hospitalerne? Det gaaer os, som hiin, sagde de: der havde ingen, som kunde
bringe ham i Bethesda Dam, naar Engelen havde rørt Vandet, og derfor blev liggende. Vi har ingen, som kan tale for
os, og ingen, som for intet vil skrive for os. Da vil Argus for intet give en Supplikke ind for Jer. Jeg er vis paa naar ved¬
kommende medlidende Herrer bliver underrettet om Eders Nød og Jammer, og naar Rummet i Hospitalerne og andre Om¬
stændigheder det tillader, bliver J ikke udelukt fra Nødtørftigheds Pleye. (Ak, hvor de ligger omkring i Krogene!) J en
anden Vraae sad en fattig Enke med smaa uopdragne Børn; hun havde ikke det tørre Brød, og dog undseer hun sig ved
at tigge. Ey heller tør hun. Ja mere, et Barn er sygt, det fordrer Moderens Omsorg; men hindrer hende tillige fra at
tiene en Skilling til Brød (Ak hvor veenefuld er hun) O! gid her var nogle Huse for fattige men skikkelige Enker af Middel¬
standen. Hvad vi de her ikke blive spundet, syet, ja maaskee smukke Tapetzerier virkede &c. Deres spæde Børn,
som endnu behøver Mødrenes Pleye, skulde være hos dem, og de større skulde i Opfostrings=Huusene, hvor de kunde lære
noget og i sin Tid blive Staten til Nytte. - J en anden Vraa fandt jeg to umyndige Børn syede sast til en fattig Dyne,
og skreege jammerlig. Børn, hvad skader Jer? Vor Fader er død, og vor Moder har været ude paa Arbeyde den gand¬
ske Dag; vi har ikke i al den Tid smagt en smule Brød; Vi ere sultene, vaade og forfrosne; Sengen kan ikke engang
varme os; Vor Moder syer os fast, at vi ikke skal gaae omkring og komme til Skade. (Ak! værdige men elendige Moder!)
Gid der og var Rum i Opfostrings Huusene for disse og fleere kiere Børn, de vilde og blire Staten til Styrke, i Steden for
de nu maaskee bliver Krøblinger, dem selv og Staten til Byrde, saalænge de lever. Døm nu, mine Læsere! om det
var mueligt for det mindst ømfindtlige Gemyt, at kunde blive længe i saadanne Visiter. Dette er kun dog lidet af den
store Elendighed omkring i Vraaerne. Jeg maae trække frisk Luft. Strax raaber en i denne Gade: Giv mig en halv
Skilling til en syg Mand. J en anden Gade: Giv mig en halv Skilling til Brød til mine fattige Børn. Stille, stille,
Børn! der maae ingen Betiere gaae. Kiender J maaskee ikke de ukiendelige, som lurer paa Jer? Gaaer hiem og Arbender.
Ak! vi ere fattige Folk; ingen tør betroe os end ikke et Pund Hør at spinde; Vi kan ey heller røre Fingrene af Kuld, og hvor
skal vi med Rokken kunde tiene Brødet til 3 4 a 5Munde? Ak! tænkte jeg, hvor mange holder dog ikke lige saa mange Hun¬
de, og nægter den fattige Smulerne, som falde af deres Borde. Her kom en med et Barn paa hver Arm. At! de
kiere Børn, have da og disse syndet; de ligner mere Skygger end Legemer. Maaskee de ere af de saa kaldede Hittebørn, og
maaskee de, som selv intet Brød har, har tilfneget sig dem, og endog æder det, Børnene skulde have. Hvo kan vogte sig for
alle Bedragerier, og hvo kan oversee den heele Zirkel? Jmidlertid forknyttes disse uskyldige Børn, og Staten taber endog
det paa dem anvendte. See, hvem skulde kunde forestille sig saadan Jammer, midt i vor Pragt og Overdaadighed?
M haver mange deylige Stiftelser for Fattige. Det er sandt: men vi have og de Hospitaler, hvor Lemmerne ey faaer meere,
end i Straffe= og Fange=Huuse. - Du velsignede lille Stiftelse, Christians Pleye=Huus! Gid du maae vorde stger!
og jeg troer, du bliver det, naar dine brave Tilsynsmænd maae leve med dig. - Du devlige Opfostrings=Huus!
Gid du kunde tage imod mange fleere forladte Børn. Her er nok at tage af. - Du skiønne Kiøbenhavnske Almin¬
