Om den Forandring, som dilde paafølge, ifald en¬
gang en Conets Hale skulde treffe ver Jordklode, lader
sig slet intet formode, efterdi vi slet intet kiender noget til
Halens Beskaffenhed, undtagen ihenseende til dens Ge¬
skalt. Men denne Fald bliver ikkun muelig, dersom Co¬
meten skulde faae sin Plads lige imellem Solen og Jor¬
den. Desuden er Cometbanens Flades Situation ofte
meget forskiellig fra Jordbanens Dechnation. De griber
i hinanden, ligesom 2 Leder af en Kiede griber i hinanden,
Whiston udleder Syndfloden af denne Begivenhed. Han
troer og, at en Comet engang skal ødelegge Jordkloden.
En anden holder Crmeterne for at være brændende Ver¬
dens Kugler, hvis sidste Dom nu treffer Dem. En troer:
at Cometerne ere endnu et Chaos, hvis Udviklelse og Be¬
folkelse først skal skee; En anden holder dem for at væ¬
re saadanne Verdens Kugler, som alerede ere forslidte,
og af Guds Haand langt bortkastede ud fra de beboede
Sphærers Selskab, samt at de alerede i Millioner Aar
har svævet Folkeløse omkring i et umaadeligt Rum. En
troer at Cometerne ere befølkede, og skatterer sammes Be¬
boere høyst lykkelige; de kan paa deres Boepæl reise igien¬
nem det umaalelige Rum fra en Soel til den anden, og
i Nærheden beskue Planeterne og adskillige Soler, Maa¬
ner, og betragte en usigelig stor Deel af Skabninger fra
langt bortliggende Synspuncter. Den lysende Hale og
den klare Taage, som kaster sin Glands igiennem en Strek¬
ning af Millioner Mile, vidner om det Lys, som omgiver
disse Lyksaliges glade Boliger. Endnu er der en anden,
som troer, at Evmeter ere et Opholdssled for Frafrærdige
Forbrydere; et Helvede.
Retfærdighed udelukker al Partiskhed, venskab og
Slægtskab. (En Persiansk Historie.)
Da en af Sultanerne havde leyret sig i Dalene for Ava¬
la, saa brød en vis stor Mand af Krigshæren med Magt
ind i en Bondes Huus, og da han fandt hans Kone meget
smuk, saa jagede han den arme Mand udaf sit Huus, og
lagde sig i Sengen til Hende. Bonden klagede derover den
følgende Morgen for Sultanen, og forlangte Hævn; men
det var ham ikke mueligt, at kunde navngive og betegne
Forbryderen. Keyseren, som var meget forbittret over den
Uret, der var vederfaret denne arme Mand, sagde til ham:
at dette onde Menneske vilde ufeylbarlig endnu engang
komme tik hans Kone, og naar det skede, saa befalte han
ham, i Øyedlikket at haste til hans Telt, og at melde det.
befaling manden kom og virkelig inden to eller tre Dage
i Bondens Huus igien, og kastede Eiermanden ud paa
Døren, som strax efter befaling henvendte sig til Keyse¬
ren. Sultaren kom i egen Person med hans Vagt ind i
den arme Mands Huus, og det var Midnat, da han an¬
kom der. Da nu enhver i hans Følge har en Fakkel i
Haanden, saa befalede Sultanen, efterat han havde ladet
udslukke alle Lysene, at opsøge Forbryderen og dræde ham.
Dette blev uden Ophold iverksat, og Legemet blev efter
Keyserens befaling, lagt hen paa Jorden, for ham.
Derpaa gav han Ordre, at antænde Faklerne igien, og
at stille sig omkring det døde Legeme. Sultanen nærmede
sig, saae ham ret i Ansigtet, faldt paa sine Knæe og bad.
Saasnart han stod op, befalede han Bonden, at bære frem
paa Bordet, hvad Forraad han havde af Mad. Bonden
frembragte en stor Mængde af slet og ret Mad, hvoraf
Keyseren spiste en heel Deel. Da Bonden nu saae, at
Keyseren var vel oprømt, saa understod han sig at spør¬
ge ham, hvorfor han havde ladet udslukke Faklerne, førend
han befalede ham, at dræbe Hoerkarlen, hvorfor han hav¬
de betragtet det døde Legeme i Ansigtet, da de bleve an¬
tændte igien, og da knælede ned og bad? og hvorfor han
derefter befalede, at bringe Mad frem, hvoraf han nu spi¬
ste saa frisk? Sultanen, som vilde stille sin Verts Nys¬
gierrighed tilfreds, svarede ham paa følgende Maade: Da
jeg hørte Forbrydelsens Størrelse, og at det skulde være
en af Krigshæren, som havde begaaet samme: saa havde
jeg Aarsag til at troe, at det maatte vel være en af mine
egne Sønner; thi hvem skulde vel ellers være saa dristig og
forvoven? derfor befalede jeg, at udslukke Faklerne, paa
det at Partiskhed eller Medlidenhed ikke skulde afholde mig
fra at straffe Forbryderen. Da nu Faklerne vare antændte
igien, saae jeg den Døde i Ansigtet, og fandt, til min
undsigelige Fornøyelse, at det ikke var min Søn. Der¬
for faldt jeg i Øyeblikket paa Knæe og takkede Gud. Men
at jeg saa hiertelig har spiist af den Mad, som du har sat
for mig, derover skal du ikke falde i Forundring, naar jeg
siger dig, at den store Gemyts Urolighed, hvorudi jeg har
gaaet, siden du første Gang klagede for mig, har været
Aarsag i, at jeg fra den Tid af, indtil dette Øyeblik, ikke
har kundet spise det allerringeste.
Om Børne Kopper.
Den berømte Doctor Heberden taler om de saa kal¬
dede Hønse Kopper eller Vind= og Vandkopper. De
Kiendetegn (siger han) hvorved man kan skielne disse fra
de ægte Kopper, ere 1. at den anden eller tredie Dag efter at
de er brudt ud, viiser sig i Midtet af disse falske Kopper,
en liden vandrig Blære. 2. at den Skorpe eller Roe, som
bedekker Kopperne den 5 te Dag, skeer paa en Tiid, da
de ægte Kopper endnu ikke er kommen til den høyeste Grad
af deres Moedenhed. Formedelst den støre Lighed imellem
begge Arter Kopper formoder han, at mange Personer,
istæden for ægte Kopper, ere blevne indpodede med Vand¬
kopper, og at de derpaa fulgte Kopper, af uerfarne og
alt for tilfærdige Oppassere, ere blevne holdte for ægte.
Dersom denne Formodning skulde have Grund, som ikke
er umuelig, hvad Under da, at saa ofte denne ellers
sieldne Hendelse indløber, at inoculerede Personer, der¬
efter faaer de ægte Kopper, og hvor meget bliver ikke,
ved saadan Jndvending, Nytten af Jnoculationen svække.?
