1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 50
Stadens Sæder.
Efter en Jnvenals Satyre.
N¬
ey, min gode Ven, mit Hierte skulde slet ikke blø¬
de i mit Lid, om jeg forlod denne Stad. Jeg
skulde være lykkelig, om jeg kunde komme ud paa
det aabne Land, hvor man lever uden Bekymring, og hvor
det kunde være mig tilladt, at skienke Muserne en Ven;
thi Stilhed er hellig for dem, og den afsides rolige Lund
er dem indviet.
O min Ven, jeg skulde langt mere elske det ødeste
Opholdssted, end denne larmende Stad. Thi hvad for
et Sted kan Jndbildnings Kraften forestille sig saa bedrø¬
veligt og saa øde, naar skal Eensomheds billede saa for¬
skrekke, at den jo skulde give samme Fortrin for disse Sce¬
ner, som ere saa fulde af Fortredelighed. Det brændende
Had, den undergravende Avind, de lyvende Løvter, tusin¬
de Snarrer og besnærende Garn, og tusinde Farer og An¬
stød, som ere lagte i Veyen af de grusomme umedlidende
Byefolk; dertil det qvælende Sælskab af Daarer, den vig¬
tige Mine af den lykkelige Uforstandighed, de bepudrede
Springeres Stolthed, den døvende Skare af dem, som ud¬
forsker de Huuslige Omstændigheder.
Da sidst mineralske Vande, dog meer den sunde
Landluft og dit Selskab helbredede det syge Legeme, og
Morgenen var opofret til Friehed for Arbeyde, ikke til
Sorg og Bekymringer, hanede jeg, da Solen endnu op¬
drak Duggen af Græsset, ind i Granneskovene, hvis Skyg
ge jeg elsker; thi Stilhed boer under dens grønne Løv,
ja der har Eftertanke, Overleggelse og fast Beslutning imod
de pludselige Anfald af Lidenskaberne sin Bolig. Det ro¬
lige Hierte hører her Fornuftens Lærdomme, og vender
stærk tilbage imod den kommende eller tilbagevendende Fare
paa Verdens Skueplads. - Saaledes hørte Numa i
den dybe Lund Egerias vise Lærdomme, og tæmmede det
stormende Folks Bølger. Her slængte jeg mig ned ved Tibe¬
rens Aabred, som er Skovguderne saa behagelig, efterdi
grønne Enge indslutter dens Rende, og ingen Marmor
fordriver den her avlede Flinte= og smaa Steen. Uvillig
tænkte jeg, naar du, o Stad, nægter Videnskabernes Op¬
holds Sted, naar Arbeyde ingen Belønning forhverver,
naar den nærværende Dag giør Gaardagens bedrøvede
Stilling endnu ulykkeligere, og den Dag i Morgen bliver
ved at oprykke de faa overblevne Kræfter, saa ville vi fore¬
tage os med dædaliske Vinger at ile herfra. Endnu spin¬
der Lachesis Traaden. Endnu blomstrer min første Ung¬
dom, endnu er jeg baade fund, frisk og sterk, endnu kan
mine Fødder bære mig, og jeg behøver ikke nogen Stav
i min høyre Haand, for at fløtte mig ved. Jeg vil flye
fra og forlade mit Fæderneland. Lad Arturius og Ba¬
tulus længe nok leve der. Lad dem blive der, som for¬
staaer at giøre sort til hvidt, som det falder let at prale
med borget Glands og eftergjordt Pragt. Det skader
dem ikke, at den Kloge opdager dem. Den store Hob be¬
undrer dem, den Lettroende Store smiler ad dem, og snart
troer de om sig selv, at de ere alt det, som de udgiver sig
for. Og hvorfor skulde de ikke troe det. Gav Lykken dem
ikke alt hvad de forlangte? Thi naar den gode Gudinde
er oprømt, saa ophøyer hun ofte for Spøg paa den høye¬
ste Spidse af hendes Hiul - Narrene.
Hvad skal jeg giøre i Staden? Jeg kan ikke lyve.
Jeg kan ikke rose noget slet Digt, eller med smigrende
Utaalmodighed forlange det af Forfatteren. Jeg kan ikke
opmuntre den ødsele Arving med den Trøst, at hans Fa¬
der snart døer, jeg kan ikke være Kobler for nogen Velly¬
stig, jeg kan ikke befordre Bedragernes Kunster, eller ud¬
spionere den forbigaaende Stores Vey, for at hilse ham
med en dybt og krumbøvet Ryg. Hvor skulde jeg altsaa
her finde nogen Ven, For at blive elsket af disse Folk,
maa man tage Deel i deres Forbrydelser. Verres kiender
mig jo, hvorfor hielper han mig ikke. Ney, han hielper
Carus. Vist nok, thi han er ham forbunden. Carus
veed Hemmelighederne, det er Verresis Forbrydelser; og
dersom han vilde sladdre, saa kunde han bringe ham i Arres
og til Galgen.
O min Aand, skatteer ikke den skyggefulde Tagus?
rige Sand, og alt det Guld, som den velter ud i Havet
saa høyt, som din rolige Samvittighed, din søde Søvn
hvilken ofte afbrydes af Kummer, men aldrig af Skrel
for Straf. Lær at foragte Værdigheder, naar de skal
kiøbes for Nederdrægtigheder eller Laster, eller et stort
skarns Menneske vilde dermed belønne din Tavshed, for
du tier med de Laster, som du selv hielper ham at begaae.
O du Satyr, som gav Juvenal den skarplydende
Fløyte, lær mig, at efterligne hans Toner, og at udlee
Folket med en bidende Spot, det Folk, som nu befalder,
og fra hvilket jeg er flygtet hen til denne Skov. Jeg kan
ikke udstaae den Franske Stad! Allerede i lang Tid har
den Galliske Seine ogsaa blandet sit Vand med de Auso¬
niske Floder. O J Borgere, dersom J ville efterligne,
saa efterligner Vittighed, Arbeydsomhed, Menneskekiær¬
lighed hos Udlændingerne. Men J optager ikkun deres
Laster. Den Kunst, at synke finere, den høflige Falsk¬
hed, den pyntede Vellyst, og den falske Pynt, den sande
Skiønheds Abe. Gaaer altsaa J, hvis eneste Fortieneste
er Videnskab og simpel Redelighed. Nu omstunder er det
en Fortieneste at bære Guld og Sølv, og at gyde balsa¬
misk Duft af sine Lokker. Denne Dragt skiuler vel den
