liderlige Forøder, den intetværdige Storpraler, den tanke¬
re og græde, naar han giør en bedrøvet Miine. Han for¬
løse Studser og Springer. Men det er just disse, som
langer en Vinterklædning paa, naar det er en fugtig Høst¬
trænger sig frem for den tiende og tilbagevigende Fortiene¬
dag, og paa Timen ifører de sig en Peltz. Det er varmt i
ste, og river det til sig, som tilhører Videnskaberne og Lær¬
Dag, siger deres Ven, og paa Timen tørrer de Sveden
dommen. Hvem er det, som hisset taler med flagrende
af sig.
Vittighed, med grændseløs Tillid, med Demosthenisk
Krybende Uhyrer, eders Gift besudler alle Ting.
Veltalenhed? Hvem er det? Hvad for en Mand har man
Opmuntrede ved eders bifald, bliver de helligste Pligter
bragt i vort Sælskab? Uden Tvivl en stor Kunstdommer,
overtraadte og de største Laster foretagne. J ernærer, fø¬
en Orator, en stærk Mathematikus, en bekiendt Tonekunst¬
der og underholder de Stores Feil, eders Berømmelser
ler, en fortryllende Maler, en rørende Digter
billiger deres Udskeytelser, formedelst eder bliver de Folkets
Ak ney, ney, en dristig Praler!
Gidseler, og hvor J har fæstet Bolig, der kan den ikke faae
Men man skulde dog virkelig tænke, at han var alt
nogen Ven, som ey vil forhverve sig hans Venskab ved at
dette, og at han kunde klavre op i Skyerne. Hvad er
bifalde hans Laster.
det dog deyligt, at have en løbende Tunge, og liden Over¬
leggelse og Eftertanke, Og jeg skulde ikke flye? Jkke flye
Siig mig engang, hvilke ere de Fortierester, som kan
derfra, hvor man ikkun skatterer og setter Priis paa Pra¬
forhverve, en Fattig, en Uanselig, en stor Vn? Det er
lerie i en bebræmmet Klædning? Hvor den rige Nar regie¬
let at sige: han maae blive en Forsvarer, en Lovtaler af
rer Sælskabets Tone, og skiødesløs hengende paa Kana¬
deres Gierninger. Han maa forsvare dem imod andre,
væen allene sysselsetter Vertens Opmerksomhed? Hvor det
han maae forsvare dem imod ham selv, imod en nagende
ikke hielper den Fattige, fra Ungdom op at have inddruk¬
Samvittighed, som undertiden alt for høyt opløfter sin
ket Luften af det tospidsede Helicon, og at være bleven op¬
Røst, sin vidrige Lyst for den Vellystiges Rolighed. En
dragen i de milde Dyders Skiød. Ney jeg kan ikke skikke
Forsvarer ved Ord og ved Gierninger. Det er ikke nok,
mig derudi, hvor man hvert Øyeblik maa paatage sig et
at han ved en smigrende Berømmelse opmuntrer til La¬
andet Ansigt, beundre enhver daarlig Gierning og narag¬
ster; han maa selv venskabelig tage Deel i dem. Ved
tigt Foretagende med opløftede Hænder, hvor man endog
Taffelet, ved Vellystens Altere, stolt imod enhver uden
for at fortiene et Maaltid Mad og et elendigt Gæzebud,
imod ham, et frekt Redskab for hans Hævn, ødsel med
roser enhver Ret, ethvert Slags Viin, og ved hver Skee¬
ham eller gierrig, - ifald og Gierrighed nogentid har
fuld priser og ophøyer Vertens Smag.
fundet Hyklere!
Man taber Taalmodigheden, ved at vise Øyentiene¬
Der spørges og nu ikke meer efter Fortienester og
res og Hykleres listige Slægt. De ere de færdigste Co¬
Retskaffenhed, for at bestemme en Mands Værd. Hvor
moediant Spillere, og kan paatage sig og spille hvad for en
mange Folk og Betientere holder han? Ere hans Jndkom¬
Person, de ville. Og desverre er intet Hyklerie lette¬
ster anseelige? Er hans Indretning prægtig? Spiser man
lig saa uforskammet, at jo den skulde troe det, som der
got hos ham? Disse Ting ere den Alen, som afmaaler vor
bliver hyklet for. Den dumme Velynder og Patron bli¬
Høyagtelse; disse Ting bestemmer vor Nidkierhed i at tiene
ver i Hyklerens Mund en Baile, den heslige ligner Vene¬
ham, og at tilbyde ham vor Formue og vor Borgen. Thi
ris Yndling. Hyklere sammenligner den svage Vellyste¬
enhver har ikkun saa megen Credit, som hans Formue be¬
ges Arm med Herkulis Arm, som trykte Antæus høyt op
løber sig til. Den Fattige maae sette sin Ære til Pant,
i Luften, og raaber et lydeligt Bravo, naar han synger, som
og sværge ved alt det, som helligt er. - Daarlighed
naar en Griis hviner. Deres Ansigt, deres hele Legeme
og Narrerie! Den Fattige bliver nu omslunder anseet for
retter sig efter deres Mæcenater. En lydelig Latter ryster
en tegnet Synder, for en Himmelens Fiende.
deres Mave, naar han ikkun smiller. De kan fælde Taa¬
(Slutningen følger.)
Den Danske Argus.
Jmpiger extremos curris mercator ad Jndos.
Per mare pauperiem fugiens, per fxa, per ignes
Hor
Du kiere Handelstand, Hvor staaer det til med Dig? Du, som er saa vigtig i et Land, er dog nok værd,
A¬
at Argus iblandt værdiger Dig et Øyekast. Det er jo dog Dig, som skal holde os i Ligevægt med andre
Nationer? Hvor staaer det til med Balancen? Giør vore egne eller fremmede Vahre Udslaget? Mig tykkes
alle tier, ret ligesom ingen enten ikke vilde, eller kunde, eller turde tale. Nu, sig kun frem. Har Du en retfærdig
Sag, og vil tale for det Almindelige Beste, saa har Du Frihed at tale, men vil Du kun meele Din egen Kage, og
