handle i Smu, besvige Kongen sin Told og tage Brødet af Munden paa dine jævnlige, saa maae Du skamme Dig og
tie, Nu, hvad siger Du? Endnu ikke Ord! Er da Handelen død, at den ikke kan tale? eller er den saa levende,
at den behøver ey at svare til saa ringe et Spørsmaal? Mig tykkes dog, at det Spørsmaal: Om vore egne eller
fremmede Vahre giør Udslaget paa Balancen, er af temmelig Vægt, ja, saa vigtigt, at det i mange Aar har været
fremfat; men ey endnu besvaret, og fastsat. Det koster en temmelig Umage, og fordrer en stoer Jndsigt, siger man.
Men, maatte jeg spørge, om den Umage var ikke vel anvendt, og om det er tilladeligt at spare den i saa vigtig en
Sag? Mig tykkes dog, man temmelig nøye kunde komme efter denne Hemmelighed endog med maadeligt Arbeyde
og maadelig Jndsigt. Kommer kun frem med Toldbøgerne over ind= og udgaaende Vahre. Der kan man jo komme
efter heele Hemmeligheden (Hvad der er gaaet uden om, vil jeg nu ikke berøre) Det var dog nok værdt at vide, hvor¬
dan vi sidder i det. Enhver fornuftig Huusfader holder jo dog Bog over sin Jndtægt og Udgivt, og det er kun den
Efterladne, som lader det komme an paa en Foged eller leyet Huusholder. Seer man ikke, hvorledes Engelland, Hol¬
land og andre forsigtig handlende Nationer giør nøye Overslag paa deres ind og udgaaende Vahre. Det fortryder
ingen af dem, om de kunde arbeyde for heele Verden, om den vilde være saa eenfoldig, at lade sig bringe bag Lyset
af dem. Ney, man trykker sig. Endnu vil ingen svare. Hør, bør, f. Ex. en Skoemager ikke vide, om han giør
saa mange Skoe, at han kan betale sine Skræder=Regninger? Thi gaaer Udgivten til Skræderen over Jndtægten
for Skoene, saa er det jo Tegn til, at han har ladet arbeydet meere for sig, end han med sit Arbeyde igien kan betale,
og følgelig vil han snart lade af at være Skoemager. Fleere Exempler behøver jeg vel ikke at fremføre. Dog, endnu
et: Hvad mon man vel vilde sige, om en fattig Bonde var saa kræsen, at han ey kunde lade sig nøye med et Stykke
af sin egen Flæske=Skinke, men vilde have Bajonner og Vestphaler, og saa lækker, at han væmmedes ved sin egen
Faare=Ost, men vilde have Engelsk &c. Jeg troer, man vilde dømme saadan en Bonde fra Forstanden, og han vilde
og nok snart gaae fra Huus og Gaard. Disse Exempler ere noget enfoldige; men jeg troer dog de nogenlunde kan
oplyse Sagen. De vil kun sige saa meget: at den Stat, som væmmes ved sit eget, og higer efter Fremmedes, vil
intet giøre selv, men lade andre Nationer arbeyde for sig, maa omsider blive fattig, om den end havde de peruvian¬
ske Guld=Miner. Mon da det Spørsmaal: Hvor staaer det til med Handelen, ikke nok var værdt at svare til?
Ney, endnu tier alle. Nu, saa maa da Argus snakke for sig selv.  Jeg vil kortelig betragte Handelstanden,
fra tree Sider: Først, som den besværligste Stand for sig selv. Andet: som den fornøyeligste Stand tillige for sig
selv og andre. Og Tredie: som den vigtigste Stand for et Rige. - Først, som den besværligste Stand for
sig selv: Naar jeg betragter, hvorledes en Kiøbmand ofte maae betroe sine Eiendomme paa det Bundløse Dyb, hvor
en eneste Planke, saa at sige, er ham Borgen for al hans Velfærd; hvorledes han ligesom maa vove sig igiennem Jld
og Vand, Klipper og Svælg, for at giøre en liden, og ofte uvis, Vinding; og hvorledes han, for at undgaae den
elendige Fattigdom, der følger Ladhed i Hælene, søger til de længstbortliggende Lande; hvorledes han med al sin
m Fornuft, Stræbsomhed, Forsigtighed og Redelighed ofte bliver en fattig og ødelagt Mand ved uredelige Folk og slet¬
te Betalere; hvorledes han er lige saa usikker for sine Eiendomme paa Landet, som paa Vandet. Seer man ikke
hvorledes en og anden Inden= og Udenlands Bankerot drager de fleeste Gange flere efter sig, og her kan det he¬
de med Sandhed, een Ulykke kommer sielden allene. Kort sagt: Handelstanden fra denne Side betragtet, er den møy¬
sommeligste og usikkerste Stand. Men, mon den da ikke kan behøve Opmuntringer og Understøttelser, om den ey skal
lade Modet falde, og give tabt under saa svære Byrder, som ligger paa en udvidet Handel? Men, naar saae man
en flittig, sparsom og fornuftig Kiøbmand, der med alle sine gode Egenskaber ved ulykkelige Tilfælde er bragt tilbage,
at blive hiulpet paa Fode igien; Mon saadan en umistelig Lem i en Stat kunde gribes formeget under Armene, om
det endog skulde skee paa almindelig Bekostning? Gid her var Belønninger for de gode, som ved ulykkelige Tilfælde
bleve satte ud af deres Velstand, og tilstrekkelige Straffe for de Onde, der med Forset forderver baade den inden= og
udenlandske Credit! - Fra den anden Side er Handelstanden den fornøyeligste for sig selv og andre: Hvad
Syn i Naturen kan optænkes behageligere, end naar en Kiøbmand seer sit Skib og Gods at legge ind i sin sikkre
Havn, efter at det har trengt sig igennem fra et Hav til andet, tumlet sig om imellem de stolte Bølger, snart været
nær Syvstiernen og snart i Havets Afgrund. Mon ikke enhver Tilskuer med saadan en Kiøbmand maae glæde sig over
Forsynets forundringsfulde Førelse? Kan nogen siges, at vove sin Velfærd, for Statens Beste, da bliver det nok en
retskaffen Kiøbmand; men en retskaffen Mand føler ingen sødere og fuldkomnere Glæde, end at kunde gavne Staten
og befordre det Almindelige Beste. See, i den Henseende er Handelstanden tillige den fornøyeligste, da saa manges
ja Statens Vel saa nøye er forbundet med den. Enhver brav Kiøbmand kan da ikke andet end lykønske sig selv med
sin Stand i det Land, hvor Handelen florerer, og dens Værd vorder rettelig paaskiønnet. - Ende¬
lig er Handelstanden, fra den tredie Side betragtet, den vigtigste Stand for et Rige. Agerdyrkningen er vigtig;
men Holland er et levende Exempel paa at Handelen indbringer overflødigt Brød i et Land, som ey er et Kornland.
Men, hvor rigt mon da ikke et Kornland maatte kunne blive, naar Handelen tilligemed Korn=Ageren stod i fuldkom¬
men Flor. Seer man ikke hvorledes alle Stater alt meere og meere indseer Handelstandens Vigtighed; den ene kappes
med den anden om Fortrinnet, om det end skulde koste blodige Krige. Men ere nu alle oplyste Stater enige i at be¬
