1770.
No. 51
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
Slutningen af Stadens Sæder.
See No. 50.
O¬
sg ak, hans Ulykke er endnu større! Den Fattige giver
al Materie til at øve sin Vittighed, og drive Spot
med. Den førgyldte Springer seer ham i en luv¬
slidt Klædning, i skident og sønderrevet Lintøy, og dreyer
sig om paa sin Parisiske Hæl. Det er det bedrøveligste ved
Fattigdom, at den giør Menneskene latterlige. Dersom
den Mand ikke havde bidt Hovedet af Skam, siger man,
saa blev han borte fra Selskabet, da det har saa liden Ære
af at være kiendt med ham. Vel! saa optager da de pud¬
rede Narre derudi, og det rige Skarn, som med røvet
Gods har forgyldt Sømmene paa sine Klæder. Lad den
rige afdøde Gierriges dumme Søn ikkun glimre der, som
har arvet hans Fortienester, eller den spøgende tankeløse Hof¬
mand, eller den pyntede Soldat, hvis ziirlige Klædning rø¬
ber hans Heltemod. Saaledes befalder det dig, du for¬
fængelige Lykke, som saa falskelig og urigtig bestemmer
Stændernes Forskiel.
Hvs understøtter nu den retskafne Arme? Hvem skulde
vel give en blot Redelig sin rige Datter? Hvem skulde vel
indsette nogen til Arving blot for hans Dyds Skyld? Hvem
tærker paa ham ved Statens og Politiens Indretning? For
saadanne Uretfærdigheders Skyld flygtede engang Qvirin¬
Sønner paa det hellige Bierg. Jkke lettelig vil den have
Mod til at svinge sig i Veyret, som nedtrykkes af Armod
Vor Formue opædes og fortæres af Leyen for et ureent
Kammer og af Betalingen for Spiseqvarleers Mad, samt
af de slette Klæder for os og vor Familie Man henviser
den Viise at spise bittre Roer af Steentallerkener ved Curii
sparsommelige Bord.
Her ude paa Landet, hvor Levemaaden er simpel
opholdes vi ikke ved at udvælge den Klædning, som vi ville
iføre os. Endog paa Høytiidsdagene forsamles Følkene
paa Landet i lige eens Klæder, hvor maaskee ikkun en reen¬
ligere Klædning udmerker og adskiller den Rige fra den Fat¬
tige; eller og de unge Karle udmerker sig ved et broget Baand
og Sløyfe om Hatten, og Pigerne ved en Krands, som er
fletted om Haaret. Men i den udskeytende Stad hersker
en Pragt, som langt overgaaer vor Formue. Vi laaner
og borger af fremmede Chatouller, for at kunde giøre mere,
end vi behøver. Og denne Last er almindelig. Vi lever
alle i en stolt Fattigdom.
Derfor er her alting til fals. Saa meget betaler
man, for at faae hiin Store i Tale, og komme til at giøre
i sin Opvartning hos ham, - og saa meget for at han med til¬
lukte Læber skal give os et Buk med hans Hoved. Deres Tie¬
nere setter Priis paa os efter deres Behag. Deres Herrers
Clienter maae give Skat til dem, og betale deres latterlige
Pragt.
Her, hvor den sagte Tiber afskyller Sander af Granne¬
skovenes Roed, her ere Sorger og Bekymringer ubekiendte
for Landmanden, hvilke opvekker den stedse ønskende Bye¬
mand om Natten paa hans roeløse Leye. Vel ønsker
Hyklerens smigrende Mund sin Velynder at søve roelig.
Men, ligesom naar en hastig Jldebrand angriber et tomt
Huus, og Herren allerede er bortflyet fra de underste Væ¬
relser, og det tredie Stokverk allerede ryger, da den Fattige
beboer et Kammer under Taget, hvor ikkun Tagstene afhol¬
der Regnen, og hvor Duerne tæt ved har deres Reder og
udlegger deres Unger, ikke før bliver advaret for Faren,
førend den angriber ham; saa uadvaret, hielpeløs og sikker
indtil det sidste Øyeblik angriber den ubarmhiertige Man¬
gel den Fattige, og overleverer ham til Fortvivlelsen.
Derfor vil jeg ønske mig at boe paa Landet, hvor jeg
i denne veldædige Skygge rolig kan oversee den slangefor¬
mige Tiber, eller i hiin Haves jevne Gange kan give hun¬
drede Pythagoræer et Giestebud, og lære Sandhed af de
viise Døde. Her vil jeg høre paa Satyrernes bidende
Sange, og uden for lee ad Verdens Daarligheder, da jeg
ikke meere er blandet udi den.
O. A. N.
Marei Aurelii Fortælling om sin egen Opdragelse.
Afmin Moder har jeg lært Gudsfrygt og Godgiørenhed:
ikke allene at vogte mig fra at giøre det Onde, men endog fra
at tænke Ondt: at mætte mig med ringe Føde og spise med
Maadelighed: at føre en gandske anden Levemaade end den
riige Folk ellers i Almindelighed pleyer at føre. Af min
Hovmester har jeg lært at taale Arbeydt og at være tilfreds¬
med lidet: Selv at legge Haand paa Gierningen, ikke at
blande mig i fremmede Ting, og ikke for hastig give Anklagere
Gehør. Af Diogenes, ey at forøde Tiden ved unyttige
Ting, eller at være overtroisk; hellere at sove paa tynde Dek¬
kener end bløde Dyner, med flere andre slige grækiske Øvel¬
ser. Af Rusticus, at taale Forestillelse og Modsigelse,
villig tilgive dem, der fortørner mig; høre og læse med Op¬
mærksomhed. Af Apollonius at være Herre over mig selv,
ikke ustadig, men handle sikker og efter visse Grund-Regler:
ikke at foretage noget uden Grund; J Smerte, Ulykke, og
Sygdomme alletider være eens sindet, og jeg har i ham haft
et levende Exempel, hvorledes man kan underrette og regiere
andre, uden at være knarvorren og fortredelig. Af Sextus,
paa en utvungen Maade at være baade venlig og alvorlig. Af
Alexander ikke vredes over Feyl, som andre i deres Tale eller
Opførsel kunde begaae, og meere see paa Sagen i sig selv, end
paa Maaden den bliver forebragt paa. Af Fronto, hvor
megen Misundelse, Bedragerie og Forstillelse Tyrannis led¬
sages med, og hvor lidet Ædelt man ofte har funden hos dem,
man kalder Ædle. Af Alexander, selv at høre andre, og
ikke lettelig, under Paaskud af Forretninger, at afvise nogen.
