Af min Fader har jeg lært, at være sagtmodig og sladig, at
foragte den forfængelige Ære; med Lyst og uden Kiedsomme¬
lighed at ardeyde, og gierne anhøre enhver, som har noget at
foredrage til det almindelige Beste; At elske mine Venner, og
ikke forlange nogen Tieneste af dem; overlegge al Ting nøye,
og ikke føre mig selv bag Lyset ved noget falsk Skin; uden
Frygt og Foruroligelse, være varsom og forsigtig; Foragte
Hyklerie; bruge den nærværende Rigdom og Overflod uden
Stolthed, og saaledes, at jeg ikke savner den, naar jeg en¬
gang skulde forliise noget af den; hverken bekymre mig om
den udvørles Pragt, eller gandske at aflade den; holde saa¬
dan Diæt, at jeg ikke meget behøver Læger; Ære den Viise
uden at foragte den Eenfoldige; ikke saa meget see paa det der
bringer mig selv Ære, som paa det der sigter til det alminde¬
lige Beste; ikke bekymre mig meget om Klæde og Føde, eller
giøre mig til af Mængden og Anseelsen af mine Opvartere.
Efter at han havde opregnet alt dette, og viist sin Taknemme¬
lighed imod Forældre og Lærere, takkede han tilsidst Gud, som
i hans Ungdom havde bevaret ham fra Leylighed til For¬
førelse.
Fortællinger.
B¬
iskopen af Cracau, som for kort Tid siden opholdt sig
paa et af sine Landgodser, blev tilsendt følgende besyn¬
derlige Billet fra et Partie Confoedererede: Efter Apost¬
lernes Exempel og Evangelii Lære bør denne verdens
Gods ikke eftertragtes. Den første Kirkes Prælater
efterfulgte trolig dette Bud. Men deres Efterkom¬
mere, hvis Yppighed bedrøver de Rettroende, have
ligesaa trolig viget af fra det samme. Vi eye saavel
Rettighed som Midler til saadant at afhielpe. Bevæb¬
nede til Religionens Forsvar, skulde vi betiene os af nær¬
værende Omstændigheder, for at anstille en nødvendig
Reformation. Eders Høyærværdigheds Revenuer ere
anseelige; de Fattige behøve dem; og det burde være
Eders ædleste Titel: at være deres Huusholder. For¬
modentlig haver J ikke opfyldt Eders Skyldigheder,
siden J tiltraadte den Bispelige Stoel. Eders Gield
maa derfor nu være anseelig, og vi regne den i det mind¬
ste til to tredie Dele af Eders Jndkomster hvert Aar.
Regner selv efter, og samler disse Penge i een Sum; vi
paatage os Uddelingen deraf. - En halv Time efter at
denne billet var leveret, indfandt sig hos Biskoppen 150 Con¬
fordererede. De berettede da Hans Høyærværdighed, at de
agtede at spise til Middag hos ham, da de siden vilde tale om
deres Affaires; og behagede de selv tillige at give Ordres,
hvorledes og paa hvad Maade de vilde være beværtede og
diverterede. Vinen var god; de sad længe til Bords, og skul¬
de endnu have bler en længer siddende, om ey et Detachement
Russer, som i det samme ankom i Bispe=Gaarden, foran¬
drede Leegen saaledes at alle de Confordererede maatte give sig
til Fanger. - Biskoppen takkede Himlen og Russerne, som
havde hiulpet ham ud af denne Angest. Men der forestod ham
endnu et værre Besøg. Hans Befriere foere sin Vey, men
de vare neppe komne af Sigte, førend et andet Partie Confoe¬
dererede indfandt sig, i Tanke at drive paa de førstes Afreise.
Underrettede om de Fataliteter, som vare dem arriverede
formedelst en uforsigtig Nølen, berettede de Prælaten, at
Tiden var kort, og at de alene ventede paa hans Penge. Den¬
ne soer, at han ikke havde nogen. De Confoedererede gior¬
de derpaa hastige Undersøgninger. De fandt endelig Veien
til hans Sølvskab og Jouveel=Skrin: Disse verslige Pry¬
delser, sagde de til ham, ere blevne kiøbte for de Fatti¬
ges Eiendomme, vi maae giøre Ret, og give dem til¬
bage. Hvad Sølv=Karrene angaaer, saa ere de Eder
ikke nyttige; thi J finder i Eders Kirker Alt, hvad J
behøver til Helligdommens Brug; saa dyrebare Sager
bør derfor ikke have Sted hiemme i Eders Huus. Apost¬
lerne spiste allene af Steen og Trækar; giv Eders Brø¬
dre nu Exempel paa Ydmyghed. De indpakkede der¬
paa disse Sager, og belæssede saavel deres egne Heste, som Bi¬
skopens, hvilken de sagde, burde gaae til Foeds. De reiste
bort med deres Bytte, og vare end dertii saa uraisonable, at
de sloge i stykker alle de Meubler i Slottet, som de ikke kunde
tage med sig.
Et Brev til Forfatteren af den Erfurtske Lærde
Tidende.
M¬
in Herre! Da jeg læste de Jacob ske Reyser, glæ¬
dede jeg mig ligesaa meget over det, der laae for
mig, som jeg i forveyen ærgrede mig over det, jeg selv spaade
mig, at derinden faa Maaneder skulde ligge for mig
over de Verker, med hvilke det tienstagtige Fæe af Efter¬
abere tænker til at forsyne os. Men maaskee tænkte jeg
skulde det være mueligt, at spille disse Folk en Stræg,
hvorved de paa engang kunde blive afskrekkede fra deres For¬
aars Reyser og Høst Reyser, deres Morgen Reyser og
Aften Reyser, og kort sagt, alle deres Reyser, i hvad Navn
og Caracteer de endog maatte have, ikke at bringe samme
ind i Bogladerne og ved deres Originals Vehiculum ud i
Verden. Mit Project er ikke ilde udtænkt, i det mindste
holder jeg det selv for got, fordi jeg er Autor dertil, og
fordi jeg iblant alle Geistens Børn elsker mine egne først
og meest. Jeg vil nemlig skrive en emfindtlig Reyse til
det Sted, om hvilket Dechant Swift har lært os, at det
frembyder den beste Leylighed til Eftertanke, og som man
i Genf har giørt til en Slags Børs, eller fra Caffe=Huset,
hvor man kan faae hinanden i Tale, naar man gierne vil,
og ikke veed, hvor man ellers skal komme til at tale med hin¬
anden. - Planen er alerede færdig; og jeg vil give Dem
en Prøve deraf, for at fornemme Deres Dom, hvilken jeg
dog ingenlunde vil tage mig noget af og adlyde, saafremt
den ikke falder saaledes ud, som jeg ønsker. - Først giør
jeg en Jndledning, hvorudi jeg siger, at da alle reyser, saa
vil jeg og reyse, at jeg følgelig havde stukket et Blad af
den Hamburgiske Nele Zeitung i min Lomme, lislet mig ud
af Stuen, og vandret hen til alt Papiers almindelige Vey.
De Eventyrer, som mødte mig underveis, forteller jeg i
enkelte Capittker. Det forstaaer sig, f. Ex. at paa Sahlen
mødte mig en Tigger, at jeg indlod mig med ham i en
Samtale, at jeg gav ham en Almisse, og snakkede saa længe
med ham, at jeg næsten slod Fare for, at blive en Tycho
