Brahe liig, i det mindste i Døden. J det andet Capitel
gaaer jeg igiennem mit Pudderkammer; dette giver Anled¬
ning til en emfindtlig Betragtning over den mængde Meel,
som man strøer og bortpudrer enten i sige egne eller uægte
Haar, og hvoraf man langt heller skulde bage Brød og
uddele iblant de Fattige. J det tredie Kapitel bliver nog
le Emfindelser henslængte over Perykker. "Du arme Tyv!
som for længe siden er bleven hængt i Galgen, og hvis
"Haar nu zirer mit Hoved! Du arme Jomfrue, som i
"din Eensomhed giør Almanaker, dine Haar prunker paa
et Hoved, hvis Bulle, i mangel af en anden skulde være
"dig velkommen, dersom ikke I det fierde Kapitel
gaaer jeg over en lang Gang, seer ned i Gaarden, seer
Duerne, som kiertegne hinanden, en Hane, der gaaer des¬
potisk, som en Sultan i Seraillet, omkring iblandt sine Hø¬
ner, iblant hvilke snart en og snart en anden er Roxolane;
kort sagt, jeg seer saa mange og saa mangehaande Ting, at jeg
dermed endnu kan fylde en heel Række emfindtsomme Kapitler.
Enden paa Reysen skal de gierne ville skienkt mig, saavelsom
Tilbagereyseg, der endnu skal blive mere fuld af Lune og mere
sentimentalsk, end Henreisen, efterdi jeg ved en Egtledigelse
fra visse Anliggender er bleven mere oprømt. Jeg forven¬
ter nu Deres bifald, for at udføre min Plan, og Lofungen
skal bestaae derudi, at de lader indrykke dette Breve i deres
Tidende. Jeg forbliver o. s. v.
§. 5.
Den Danske Argus.
Quod si interciderit tibi nunc aliquid, repetes mox,
Sive est naturæ hoe, sive artis
Hor.
Jen vigtig Sag kan ikke tales formeget. Man kan snart glemme noget, og man kan ey beller sige Alting paa een
Gang. Sidst talede jeg noget om Handels Standens Vigtighed i et Land. Men den til Slutning anførte
Samtale imellem de tvende Kiøbmænd virkede saa meget hos mig, at jeg endnu nøyere har eftertænkt Tilsian¬
den med vore, af nogle saa forhadte Fabriker. Jeg vilde gierne skiule vor Skam, om det var mueligt, og bedække
gammel Skade, om den kunde oprettes ved Taugshed; thi at oprive de gamle Saar, foraarsager dobbelt Svie, men
desuagtet maa dog et gammelt Saar, som ikke fuldkommen er lægt, oprives paa nye, for, om det er mueligt at læge
det gandske. Hadere af Fabriker og alt vor Indenlandske beraaber sig altid paa, at vi ere blevne saa meget bedragne. Det
er sandt. Jeg har selv været et seende Vidne til, hvorledes man udi en Kiøbsted i en af Provintzerne indførte en 34 400
Mennesker, der skulde være Arbeydere ved en der anleggende Bomulds Fabrike. Men ak! den største Deel af disse Men¬
nesker forstode intet mindre end det, hvortil de fra saa langt bortliggende Steder med saa stoer Bekostning vare hen¬
tede. Mange af dem havde aldrig havt Rok eller Teen imellem Hænderne; men vare deels forarmede Bønder, Skor¬
steensfeyere, Glarmestere &c., deels Omstreiffere, ja, man vilde sige, at nogle vare endog tagne ud af Tugthuusene
der ude. Saadanne holdt vore Commissionairer gode nok for os, og saadanne Arbeydere fik vi her. De havde været
længe underveys paa Søen, kom syge i Land, faldt af Afmagt om paa Gaderne. Kort: det var et ynkeligt Optøg
af usle, forsultede og nøgne Mennesker med spæde og fmaa Børn, de fleeste af dem døde ogsaa bort inden kort Tid
og Landet nød den Ære at bevare en Deel af disse kostbare Been. Denne Fabrike gik og under efter et par Aar; Gaarden, som
til den blev kiøbt for 26000 Rdlr. blev igien solgt for langt ringere end det halve. Men hvad mon alle disse Folk have
kostet? Som det er gaaet her, saa er det gaaet andre Steder. Men mon Skylden var paa vore Patrioters Side, som
vilde see Fabriker indført i Landet, ønskende sammes Opkomst og Fremgang? Ney det vilde være Synd at beskylde
dem derfor. Men de ere meere at beklage, at de udi deres redelige Hensigter skulde blive fixerede og narrede af nogle
troeløse Commissionairer, og egennyttige Projectmagere og slette Jnspecteurer. - End videre har man at kaste
i Næsen: de mange og store Forskudde nogle Fabrikører og andre har faaet, og saasnart de samme har faaet, ere gaae¬
de bort. (Ja, nogle har maaskee ikke engang faaet det altsammen; thi hvad som er gaaet af Kongens Cæsse, har
man ikke regnet saa nøye.) Dette er og sandt; og, naar man alene vilde see hen til alle de gamle Misbruge af den
høy Kongelige Naade, saa kunde man og snart falde paa at fordømme alle Fabrikanter. Men skulde man, maatte
jeg spørge, afskaffe alt det, som misbruges, da beholdte vi lidet eller intet tilbage. Men ligesaa vist, som mange af
vore Patrioter, der har meent Land og Riget det vel med Fabrikers Opkomst i Landene, ere mod deres Villie og re¬
delige Hersigt blevne skuffede i det søde Haab at gavne Fædernelandet; og ligesaa vist som de mange og store Forskudde
ere for en sioer Deel misbrugte og ilde anvendte; ligesaa vist er det og, at vi have de Fabriker, som ikke har kostet
Kongen og Landet noget, men ved redelige og formuende Folks Vinskibelighed ere komne til eg saa høy og stoer
Fuldkommenhed, at de ey allene er Landet til Gavn men og til Ære, ja, kan settes i Ligning med de beste Udenlandske
i det Slags. Kongen af Preussen har jo endog indsendt Folk, for at lære at fabrikere vore Klæder? Nu maatte jeg
spørge: om det var gavnligt for Landet (jeg vil ey engang tale om de private Folkes Fordeel, hvis heele Veifærd stik¬
ker i deres Fabriker) at disse Fabriker skulde gaae under, fordi nogle troeløse Folk har misbrugt en høy Kongelig Naade,
eller fordi nogle Fabriker endnu ere slette og ufuldkomne? Engelsmanden selv maa tilstaae, at vore sine Klæder ere
ligesaa gode og ligesaa lette i Priserne, som der; men vore grovere ere dyrere, og hvoraf kommer det, uden fordi her
maaskee bliver fleere af dem, som ere de flestes Brug, stiaalne ind, (vilde Argus være Angiver kunde han maaskee dog
