sige noge.) Jeg vil kun anføre et eneste Beviis paa, at vore Fabrike=Vahre ere for en stor Deel gode: naar jeg kan
opgive Kiøbmænd, der har giort og giøre endnu Oplager af vore egne Fabrike=Vahre for 8. 10 a 12000 Rdlr., saa 1l
haaber jeg ikke, nogen skal kunde nægte Sandheden i det, som sagt er; thi Kiøbmænd giør nok ikke saa betydelige Op- 3
lage af slet Kram, som de ikke kan debitere. Men hvor skulde nu disse og fleere saadanne Kiøbmænd hen med saadan¬
ne Vahre og belydelige Oplage, naar her blev en almindelig og uindskrænket Frie=Handel? Veed man ikke, at alle løber
efter nyt, og en gammel Vane vrager vort eget? Ja, hvor skulde de sidst benævnte 8000 Arbeydere hen, som nu le¬
ver ved Fabrikerne? Jeg vil kun regne 6 Rdlr. paa hver udi aarlig Consumption, tabte da ikke Kongens Cassa her
48000 Rdlr., foruden anden Nytte der flyder af Folkemængden og deres Fortienestes Sirkulation i det heele. Har
vi iblandt, som ikke kan nægtes, slette Fabriker og slette Arbeydere, saa lad os heller forsigtig reense Ukrudet fra Hve¬
den, end oprokke den sidste tilligemed den første. Lad os ophielpe de skikkelige og duelige, og bortvise de uduelige
skiønt disse gaaer nok, naar dem ingen Forskudde meer bliver betroet. Jngen nægter mig vel dog den soleklare og af
mange Stater beviislige Sandhed: at den Stat, der har intet at sælge, men maa kiøbe alting, bliver en fattig Stat.
Nu maatte jeg spørge, hvad vi har at selge og debitere? Korn og Fede=Vahre, Jern, Staal, Tømmer &c. svarer man.
Sandt, vort Land er et Kornland. Jeg vil nu ey tale om, at vi midt i frugtbare Aaringer har havt dyr Tid; thi
det kan vi takke vore store Korn=Jøder for. Men er det ikke klart, at den i saa mange Aar grasserende Qvæg=?
syge hindrer og formindsker Korn=Avlens Overflødighed; thi naar Jorden mister sin Giødning, taber den og
sin Frugtbarhed. Det er jo haandgribeligt, at en Bønde, før Qvægsygen, kunde med 12 a 16 Høveders Giødning
bedre forsyne sine Aare, end nu med 2 a 4. Ja, nogle har jo slet ingen. At Jorden ey giver saa overflødigt, naar
den mister sin Giødning, sees jo klarlig af den Foertrang, Bonden, uagtet han har saa faa Qvæg, saa ofte maa
prøve. Ja, hvad tabes ikke i Handelen med Fede=Vahre. Flesk og Fit forbruger man nu selv til at bøde paa
Smør &c. Vort velsignede Norge giver os gode Exporter; men har vi nok derfra, hvorfor tager vi da saa meget
Fremmed? Dog sandt: Vi sælger vort eget Jern til Fremmede, og kiøber igien vore Søm. En skiøn Vinding|,
for lade Arme, og jammerlig Profit for et fattigt Land. Fra det mindre dømmer man til den større. - Naar 3
vi nu tillige vil nediegge vore Fabriker, som just nu høyligst behøves og ere komne til den Fuldkommenhed, at vi ey allene selv
kan forsynes, men endog overlade til andre; om ikke anderleedes saa dog studse dem bort. Hvad skal vi da handle med? At stud¬
se Vahre imod Vahre, er jo dog en Handel, ja fordeelagtig Handel. Jeg vil kun nævne en Ting, f. Ex. Var det ikke
mere profitabelt, naar vi studsede vore Fløyeler bort for Manschester, som her ikke fabrikeres; Kongen kunde jo alli¬
gevel deraf faae en taalelig Told, end da det nu ikke maa komme ind, og dog bæres det næsten af alle, og Kongen
faaer slet ingen Told deraf, men vore reede Penge gaaer ud, og vore Fløyeler ligger os til Last. Endnu et lidet Er¬
empel: Kalder man ikke den Kone vinskibelig og flittig, som giør mange Stykker Lærreder, Dynevaar &c. om Aaret;
og siger: saadan en Kone maa endelig blive riig. Ja, det troer jeg og. Men, mon jeg skal troe denne Kone havde
al den Uleylighed, om hun ey vandt derved, men kunde kiøbe saadant ligesaa let, som hun kunde giøre det selv. Jeg
meener ney: Men holder nu dette Stik i den lille Huusholdning, saa giør det vist og i den store. Har vi end ikke de
fornødne raa Materialier, saa lad os kiøbe dem, vi mangler, saa vinder vi dog i det ringeste Arbeyds=Lønnen, og
har noget af handle og studse med. Al Overdaadighed i Pragt, saa ænge den skeer med vore egne Fabrikerede Vahre,
er ey ødeleggende for en Stat, om den end ødelegger nogle enkelte Daarer, der vil med, som man man siger, men
ev kan komme. Men anderledes er det, naar man rækker efter det Fremmede; jager derfor Penge ud af Landet, og bliver
til prægtige Staadere hiemme. Saadan Pragt er ødeleggende for en heel Stat, og den burde indskrænkes. En stoer Deel
af det Fremmede plat forbydes, men det nødvendige, som vi ey selv haver, tillades mod en billig Told, at Kongen ey
ved Toldsvig skulde bestiæles, og Snighandlere ødelegge rette Handlende. Nogle meener, man kunde belegge alle uden¬
rigs Vahre med 20 pro Cento og de Fabriker, der da ey kunde holde Priis, kunde ryge i Lyset; men hvor meget vilde da
ikke blive indsneget? Visiteurerne har kun liden Gage, deres giorte Eed(burde en Toldbetient med liden Gage
vel giøre Eed? Der er kun et Spørsmaal) - Frie Handel i det fornødne, og maadelig Tolds Erleggelse, vil skaffe Kongen
Penge, og velhavende Undersaatter. - Gud skee Lov! det tegner nu dog til, at Borgerne ey skal skiære sin egen Bræn¬
de og bære sit Smør og Flesk hiem paa sin Ryg, samt Posen bag efter Soldaten, som en engang lod sig for¬
staae med. Maaskee det var den samme, som Philopatrejas siger: der vilde at Borgerne saaledes skulde ud¬
mattes, at de skulde binde deres Skoe med Bast. Med den gode Philopatrejas er Argus enig udi Frie Han¬
del, for saavidt denne ey til intet giør vore Fabrikker og jager Arbeydere ud af Landet, tillige med Penge for prægtig
Unødvendigheder. Men Føde=Vahre kan aldrig blive for lette.
P.S. Sr. Bagges Replique paa de atten Bryggeres Notice har Argus læst, men har ey Rum til at recensere. Saa
meget maa jeg dog sige: at Sr. Bagge ønsker en Commission, som skulde undersøge Klagemaalet imod Direc¬
tionen. Ja, paa den Maade kunde Sagen komme i sit fuldkommen Lys. Men Hr. Bagge, et Ord maa jeg dog
sige Dem: Det er en slem Egenskab hos Dem, at de ikke kan sige: Sort er hvidt og hvidt er sort; dog, Argus har selv
samme onde Egenskab. Ak! hvem der kunde overvinde den, hvilke Kaprioler kande man maaske ikke da giøre!
