1770.
4de Aargang.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 52
Løgneren.
En god dun Bonde=Dreng, som med sin Junker Hans
Var reyst som Tiener Udenlands,
Og bragte med sig hiem den overmaade Gave
Trods at hans Herre selv saa stoer den kunde have
At lyve ræt dumdristrigen.
Gik kort derefter ud paa Landet med sin Fader
Og Monsør Lars, som fandt, imens de vandrede
Tiid til at lyve brav, ey heller efterlader
At bringe Løgne frem, som vare bestiske
Nu maa det sig til hans Ulykke skikke
At en stor Hund kom løbende:
Ja Fader, sagde da den uforskammede
J maae nu troe mig eller ikke
Men jeg stadfæste tør for Eder og enhver
At jeg har seet en Hund - - - ved Hag, hvor Veyen er
Til Frankerig den var -- - Ja jeg en Skielm være
Om den ey større var end Eders største Hæst.
Ja sagde Faderen dernest,
Det er forunderlig; dog alle Stæder ere
Begavede med et andet, som er rart
Som for Exempel Skyld, den Vey vi have taget
Os fører til en Broe, af en særdeles Art
Hvorover vi skal gaae; den mange har bedraget
(Thi overalt er det ey gandske rigtigt der)
Paa Broen ligger der er Steen, hvorpaa enhver
Som over Broen gaaer, og samme Dag har løyet.
Sig støde, falde, ja, sit Been strax bryde maae.
Hvorover Drengen blev forbaust og misfornøyet.
Dog at vi Hunden skal igien paa Tale føre,
Hvor stort var det, jeg sagde, at den var?
Som eders største Hest? dertil vil meget høre
Jeg det nu ret erindret har
At Hunden kuns et halv Aar gammel var,
Dog jeg derpaa tør sikkert svære
At den var nok saa stoer, som mange Øxer ere.
De gik et Stykke frem endnu,
Og Larses Hierte slog. Hvor kan det andet rære?
Thi ingen bryder dog med Lyst sit Been i tu,
Den skrækkelige Broe han fik i Sigte nu,
Og følte alt det Beenbrud halv,
Jo Fader, sagde han, den Hund, hvorom jeg talte,
Var stoer, og om jeg den en lidt for stoer afmalte,
Saa var den dog langt større end en Kalv.
Han nu til Broen kom. Lars! Lars! hvor vil det gaae?
Hans Fader gik foran, men Lars holdt ham tilbage,
Ak! Fader sagde han, J ikke være maae,
Et Barn og det for Sandhed tage
At jeg saa stor en Hund, som jeg før sagde, saae!
Thi kort og got jeg vil ærklære
Førend vi over Broen gaae,
Den Hund ey større var end alle Hunde ere.
Du ikke strax skal ærgre Dig
Om nu og da en Giek fordrister sig
Ublue Løgne at fremføre;
Lyv og, ja lyv langt stærkere
Og stræb, at Du kan hannem skamfuldgiøre
Saa giør Du baade ham og Verden Tienese.
Om Menneskers Liighed iGraven.
E¬
en Sultan gik og spadserede, og mødte en Dervisch, som
meget dybsindig holdt et Dødninge=Hoved i Haanden;
han spurgte ham om Aarsagen til hans Betragtninger, og
Dervischen svarede: jeg har i denne Morgen fundet dette Ho¬
ved, og fra det Øyeblik af har jeg giort mig Umag, men for¬
gieves, at udfinde, om det har været et Hoved af en stor Mo¬
nark, som deres Majestet, eller af en fattig Dervisch, som
Anecdoter om Alexander den Store.
Araberne har mange Fabler og Fortællinger om Alexander
den Store. Olympias; Alexanders Moder, lod efter
denne Erobrers Død sammenkalde en stor Deel Philosopher,
for at holde en Lovtale over hendes Søn. Men i Stedet for
en Lovtale, bleve de alle eenige om, at udføre en Satyre imod
ham. Verden, sagde en, hørte i Gaar stiltiende paa dine
Ord, men hør du nu, hvad vi har at foreholde dig. En an¬
den sagde: O du, som holdt Verden for liden for din Ærgier¬
righed, hvor kan du nu give dig tilfreds i et saa snævert Rum,
som Graven er. Roxane, Alexanders Gemahlinde, tilta¬
lede derpaa Philosopherne saaledes: J Alexanders nederdræg¬
tige Øyentienere, saa længe han levede, J understaaer eder
efter hans Død at være hans dadlende Dommere. Dersom
J har sammensvoret eder, at drive Spot med ham, i Ste¬
det for at holde en Lovtale over denne Helt: saa erindrer Eder,
at J selv ere dødelige, ligesom han, og at, da J efter eders
Embede ere forpligtede til en streng Dyd fremfor ham, man

da og engang med mere ret vil giøre Eder de samme Bebrey¬
delser, som J legger ham til Last.
