Den Danske Argus.
ridentem dicere verum
Hor.
Qvid vetat?
F¬
ar vel allesammen!   Uroe, Had, Egensindighed, Misundelse, Suurseenhed, Kaurvorenhed og alt det, som
kan hindre fra at lee. J Dag vil Argus være Lystig. Han har nu i to Uger været noget alvorlig i sine Hau¬
dels Betragtninger; men hvem gav ham noget derfor? Han havde ellers tænkt: den ene Fabrikør skulde med
Gevalt have trukket ham i en nye Kiøl, den anden i en Fløyels Vest, og den tredie i et par hvide Been; og Kiøbman¬
den, tænkte han, skulde have slaget en Stræg over ham i sin Debets-Bog. Men see! om de giorde det. Ney, tænker
de: Lad kun Argus snakke; han kan dog ikke udrette noget, uden maaskee skille os ved nogle Forskude. Naar vi vil
smøre, veed vi nok de Hiul, som kan tage imod og behøve Smørelsen, og som løber gor derefter. (Ja, J skal luure
det. Sligt var kun i Brug i gamle Dage) Nu, fik jeg da intet, behøver jeg ey heller at takke. Kan og tale des frie¬
re, naar ingen skal hviske mig i Øret: Du husker nok det og det; tal dog et par Ord til min private Fordeel, lige¬
meget, om Kongen, mine Medborgere, ja, heele Landet maae tabe, naar jeg kan kun smøre min Stræng. See!
saadanne og andre gemeene og, i forrige Tider, giengse Ord behøver jeg ey, de krybende Siele skal bebyrde Argi Øier
med. Jo mæn! de skulde kun prøve at giøre Argus en krum Næve. Jeg maae lee, naar jeg tænker paa, hvorledes
en Politie Lieutenant i Paris engang lod sætte et stort aabent Øye over sin Dør, hvilket skulde betegne saa meget som
hans Aarvaagenhed, Paapassenhed og skarpe Tilsyn; men næste Nat kom en Skalk og klinede an Regne=Penge midt paa
Øyet, saa at man den følgende Dag ikke kunde see Øyet for Pengen, og Pengen hindrede ogsaa Øyet fra at see noget.
Saaledes veed Skalken Raad mod alle Uraad. Med saadanne Kroge fanges saadanne Fiske; og i saadanne Huuler
gribes saadanne Ræve. Ney, Argus lader sig ikke saa let blinde; end ikke den tyrkiske Ræv skulde med alle sine Ræ¬
ve=Stræger fange og besnære ham. Ney, mæn! den tyrkiske Ræv er just ikke meget trædskere end de Danske. Men
bort med Alvorlighed, i Dag vil jeg lee, om jeg kan. Dog her er nok at lee af. - Der seer jeg en, som er saa
dum, at han ey kan begribe og Mathematice beviise, hvorledes 2 og 3 er fem, og dog er han kommet til den Færdig¬
hed i at tale, at han med alt sit Hvis Hvas kan døve alles Ører i Stuen. Man tier, just fordi han, som taler saa
meget, er den fornemmeste. Maa man ikke i Hiertet lee ad saadan en meget talende Nar? - Der kommer en
fremkrybende, næsten paa alle fire; Ryggen er saa smidig, som en Aals, og Tungen saa hvidslende som Slangens, han
stiæler for en kort Tid den lettroendes Hierte; men saasnart han har faaet det, bliver den smidige Ryg stiv, i Steden
for Hvidslen stikker Slangen med Brodden; Hykleren bliver opdaget og beskiæmmet; men hvo kan bare sig for at lee
ad hans Fald, og tillige ad Taassen, som troede og lod sig indtage af en Slange=Hvidslen. - Hvo kan bare sig
for Latter, naar man seer en ung Nar, at sette al sin Ære i en nye Klædning; foragter hver den, som ey er saa net
og vel klæd, ja, foretrækker en Haarskiærers Videnskab for boglige Kunsters. Dog, ingen Under! da hiin Videnskab
ofte indbringer 1000 Rdlr. aarlig, naar denne ofte indbringer denne Skam og Foragt, som følger med Fattigdom.
Havde mangen en brav lærd men fattig Landsbye=Præst saadan en aarlig Jndkomst, som nu neppe har 200 Rdlr. kun¬
de han dog anskaffe sig et lidet Haand Bibliothek, som han kunde raadføre sig med, naar han vilde berige den lærde
Verden med gode og nyttige Skrifter; thi uden det første kan man neppe vente det sidste. Da hiin allene behøver en
Pudder=Qvast til at danne deylige Hoveder. Men, bort med Alvorlighed! Argus vil lee. - Der seer jeg Ma¬
dame Forfængelighed. Ak! hvor deylig, hvor glimrende seer hun dog ikke ud. Skulde nogen kunde forblinde Ar¬
gus skulde det være hende (Hun bedaarer jo dog saa mange?) See, hvor Tilbederne, alle galante, alle prægtige, vrim¬
let om hende, som Bierne om Foraars=Blomsteret; men hiine indsuger kun lutter Daarligheder, naar disse trækker den
søde Honning. Ak! du blussende Forfængelighed! nær havde du bedaaret mig, om Fremtiden ey havde hvidsket mig
i Øret: at dit Blomster snart vilde falde af. Altsaa beleer jeg dig med alle dine daarlige Opvartere. Der seer jeg
Korn=Jøden at græde. Nu maa jeg lee. Han græder ey, fordi han har bundet Sækken for den Hungrige; men
fordi han befrygter, der bliver løst for hans Pose. Ja Landet har længe nok sukket; Nu tegner det dog til, at det skal
faae Glæde for Sorg. Men hvem skal da trøste Korn Pugerne? Jeg vil give dem et trøsteligt Raad: Om de af
Ærgrelse ey vil saae Rug i deres Agre, kan de saae Hamp, og dermed komme hinanden til Hielp. - Der seer jeg Dad¬
leren. Hillemænd! hvor geskæftig er han ikke. See, hvor han hverver sig Tilhængere. Alle Misfornøyede ere hans
beste Venuer. See, hvor han hvidsker den og den i Øret; see, hvor han trekker paa Skuldrene, ryster med Hovedet,
og trykker i Haanden. Endelig udbryder han i denne latterlige Tone: Det er ikke efter mit Hoved. Naar han
taler om de Store, hvidsker han gemeenlig, eller og taler Gebærde Sproget. Kan jeg ey høre det første, kan jeg dog
forstaae saa meget af det sidste, at han er gandske misfornøyet med dem. Men hvorfør, Han forundrer sig over, at
ingen kan see hans Fuldkommenheder uden han selv, og ærgrer sig over alle de Anordninger, hvorved hans private
