lade dem tiene os til en Rettesnoer. Dermod
agte vi ey at besvare dem, som ingen i Ver¬
den kand giøre noget til Maade, og som ville
antaste os med Grovhed og Uhøflighed, (Kien¬
detegn, hvorved kun Bagtalere og Menniske¬
fiender giøre sig kiendelige.) Vi bekymre os
saa lidet om dem, som Løven bekymrer sig
om en liden afmægtig Hunds Giøen. Vi
ville ved deres Vrede være ligesaa stille, som
en Philosoph kand være, naar en eenfoldig
Dosmer i hans Nærværelse tør bekræfte, at
Lærde ere gandske ubeqvemme til visse Betie¬
ninger. Begge Deele ere at ansee som Dos¬
mere, der snarere fortiene Medynk, end Jrette¬
sættelse og Tugtelse; thi de søge paa en latter¬
lig Maade at udspile deres Slutnings Kræfter
videre, end Naturen og Forsynet synes at
have forundt dem, og deres ringe Optugtelse
og første Haandverk tillader dem; i det de un¬
derstaae sig til at fælde Dom over Personer,
og deres Dygtighed og Videnskaber, da de
ey have det ringeste historiske, end sige da et
philosophisk Begreb om de Videnskaber, som
disse Personer have beflittet sig paa. Man
kand med Rette sige til dem, som Apelles
hisset sagde til Megabizum, da hand under¬
stoed sig at dømme om Malerkonsten:
Qvæsa tace, ne pueri, qvi melitem terunt,
te irrideant loqvi orsum de rebus, qvas non
didicisti.
