16
af at bære en og samme Frugt, og mister sin
forrige Frugtbarhed, saa at Landet ey allene
i nogle Aar maae hvile, men end og have et
gandske andet Slags Sæd. Og omendskiønt
det overgaaer et Menniskes Formue at op¬
tænke et Middel, som kunde raade Bod paa
alt dette foromtalte Onde, saa kand dog me¬
get deraf ved gode Midler tvinges og ophæves.
At de fleeste ere blevne hiulpne ved at forfriske
og at forandre Sæden, haver Erfarenhed
lært. Disse ere de tvende Støtter, som for¬
nemmelig understøtte Agerdyrkningen. Vi
ville først handle om Sædens Forfriskelse,
saasom den nødvendigen maae gaae foran.
Dermed forstaae vi at legge Sæden i blød i
en vis Fugtighed, paa det at samme kand
des bedre voxe, og frembringe mangfoldigt
Halm. Nogle ville vel meene, at denne
Forfriskelse er just ey nødvendig, men at et
hvert Sædekorn af et Slags er ligesaa be¬
qvem til at voxe, og at bære ligesaa megen
Frugt, som et andet, naar det kun udstrøes
i en velgiødet og velpløyet Ager. Men dette
forholder sig gandske anderledes, og Erfaren¬
hed beviser det, som er tvert imod, ja det er
klart og tydeligt ved visse Prøvestykker. Thi
hvilken Forpagter befinder ikke, at et Slags
Rug eller Byg gandske døer, eller omend¬
skiønt det voxer i Høyden, dog ey fremfører
et fuldt Ax; da derimod et andet slags uagtet
