Il. Om de Sortes
42
Amerika finde et Slags Mennisker, som ere
eengang saa store som vi.
Førend vi forlade vores Grændser, skulle
vi dog tale om et andet Slags Mennisker,
som merkeligen ere disse ulige. Jndvaanerne i
de yderste nordiske Lande af Europa ere de
mindste af alle dem, som vi kiende. J Nord
synes Lapperne, og i Synden Patagons, at
beboe de yderste Grændser af Verden.
Det vilde ingen Ende faae, dersom jeg
vilde tale om Jndvaanerne paa de Øer, som
aan finder i det Jndianske Hav; eller om
dem, som findes i det store Hav, der ugiør
det Mellemrum, som er imellem Afrika og
Amerika. Ethvert Folk, enhver Nation ha¬
ver der sammesteds saa vel deres egen Skik¬
kelse, som deres eget Sprog (*). Er ikke
Skikkelsen selv ogsaa et Slags Sprog, som
allerlettest lader sig forstaae?
Dersom man reyste igiennem alle disse
Øer, saa fandt man maaskee paa nogle af
dem saadanne Jndbyggere, som vilde for¬
aarsage os mere Hovedbrud, end de Sorte;
ja man skulde vel længe betænke sig, om man
kunde kalde dem Mennisker eller ikke. Jnd¬
vaanerne i Skovene paa Borneo, hvorom
nogle Reysende skrive, og som ellers ligne
Men¬
) Rdde sonos totidem vocum, totidem insere lingvas
Et mores pro sorte pares, ritusque locorum
Manil Tib. M. vers y1.
