Ul. Om de Sortes
44
delst sine Vingers Slag dens naturlige Sangs
Stigen og Falden. Den flyver i Høyden, og
man seer den
gaaer os af Syne i Skyerne;
Dens Tone,
ey meere, og hører den dog.
som allerede er bleven utydelig
bevæger os
til Tendresse og Eftertanke.
Dette Øyeblik
forener Nattens Rolighed med Dagens For¬
og meddeler
nøyelser. Solen frembryder,
Darienserne
Verden Bevægelse og Liv.
oppebie ey dette Øyeblik; de have alle lagt sig
paa deres grønne Øre. Maaskee nogle af
dem endnu sidde ved Bordet, og efter at de
have tilpakket deres Mave med Lækkerbidskener,
udtomme deres Forstand ved sinderige Jndfald.
Det eneste fornuftige Menniske, som endnu
vaager, er den, som formedelst en hemmelig
Tilkommelses skyld venter efter Middagen.
Just i denne Time maae hand ved det aller¬
stærkeste Lyses Hielp bedrage Moderens For¬
sigtighed, og hensnige sig til hans beængstede
Kiereste.
Den allerforunderligste Tilfælde, og den
allerbestandigste Lov i Henseende til Jordens
Jndvaaneres Farve er, at det vidtløftige
Stykke Land, som omgiver Jordens Kugle
fra Østen til Vesten, og som kaldes det tørre
Stykke Land, (Aone torride) bliver en be¬
boet af andre end sortebrune Folk. De Af¬
delinger uagtet, som Havet foraarsager, en¬
ten man paa samme vil segle midt igiennem
Afri¬
