Il. Om de Sortes
du maae stedse bære Diamanter og Rubiner;
de giøre dog ey dit Fruentimmer smukkere, og
vores haver dem ikke behov. De maae kun
tiene til aarligen at tilkiendegive en afmægtig
Monarches (*) Tyngde; hvilken haver mist
sine Lande og sin Frihed, da hand befandt sig
i denne latterlige Vegt.
Men er der vel i disse yderste Lande, hvor
alting er hvidt og sort, ey en alt for stor Liig¬
hed? Og skulde vel ikke Beblandelsen avle nye
Skiønheder? Det er ved Seines Bredde,
hvor man finder disse lykkelige Forandringer.
f Haven ved Loure kand J paa en skion Som¬
mer Dag see alt det forundringsværdige, som
Jordens Kugle formaaer at frembringe.
En brun, med sorte Øyen, pranger med
al den Jld, som Skiønhederne i Synden,
kand foraarsage. Hos en anden blive Linea¬
menterne understyttede og gjort skiønnere ved
blaa Øyne; hvor disse Øyne ere, der forkyn¬
de de stedse en behagelig Blondine. Kastanie¬
farvede Haar synes at være denne Nation
allene tilhørende. Et Fransk Fruentimmer
haver hverken deres Levenhed, som Solen
brænder, eller deres Dorskhed, som den en
var¬
(*) Den store Mogul lader sig alle Aar veye, og
Vegten, som man legger i Vegtskaalerne, ere Dia¬
manter og Rubiner. Kulikan haver kast ham fra
Tronen, og gjort ham til en Vasal under Kongerne
af Persien.
