i Land- og Juussager.
69
som er udpiint af Regn, Sool og Vind, og
det beste deraf er tilforn løbet ud af Porten.
De nu, hvis Forfædre have anlagt saadanne
fordervelige Mødinger, kunde forbedre dem,
dersom de paa saadanne Stæder vilde giøre dybe
Huller, og naar de have fyldet dem, da tage det
igien bort, og legge det oven paa det tørre Mog,
eller lade det bære ud i Græshaverne, hvilket,
omendskiønt det vel køster Møye og Arbeyde,
dog bringer ti dobbelt ind igien. Man maae
i fugtigt Veyrligt henlegge det, thi ellers for¬
brændes Græsset ved den salpeteragtige Skarp¬
hed, som der er udi.
2.) Om Sædetiden.
Ved Agerdyrkning indbilde de erfarenste
Landmænd sig, at naar de kun følge deres
gamle Regler, hvorefter det nogle Gange ha¬
ver gelinget dem, saa kand det en feyle. Men
jeg er af den Mening, at naar Sædetiden
kommer, man da en maae lade det fattes paa
sin Fliid; og om Regnveyr imidlertid indfal¬
der, man da bier saa længe, indtil Veyret
bliver bedre, og naar man da igien haver
Tiid, da at betroe GUd sin Sæd. Naar
jeg haver gjort saaledes, saa haver jeg befun¬
det, at jeg haver faaet det beste Korn. Ha¬
ver man vaade Marke, saa maae man en
spare Penge eller Arbeyde, men giøre saa
mange Graver, at, saa snart Regnen ophø¬
rer,
