24
Hør! siig mig Phoebus er du Kunsters Gud og
Fader!
Da Tiden var at see og lade see sin Kunst,
Dit ellers klare Skin sin vanlig Glands forlader
Saa Høyde, Øye, Glas og alting var omsonst,
Maaskee du gamle Skalk er kaad og lystig bleven
J det du saae dig nær ved en saa smuk Person,
Og deels af Skamfuldhed, deels Jalousie tildreven
Med et har skiult dit Lys og din Conjunction,
At man en skulde dig for nær i Kortet kige,
Ja! jeg tør sværge paa: Den Handel var en
ret,
Thi, jeg erindrer mig, jeg hørte siden sige:
At paa din Ære man var bleven vaer en Plet.
Mine gunstige Læsere, denne Gang
har jeg efter Løfte frembragt noget Nyt,
kan jeg derved erlange Eders bifald, er
det mig en stor Fornøyelse, i det mindste
skal jeg stræbe at forebygge deres Misfor¬
nøyelse, ved det jeg aldrig skal frembrin¬
ge andet end det som ikkun er uskyldigt.
J mit næste Blad bliver jeg mere alvor¬
lig. Thi mit Forsæt er vexelviis at skri¬
ve Skiemt og Alvor.
