45
me Maade, som Diogenes sagde; da
han engang blev adspurgt: Hvorledes
Dionyfius brugede sine Venner? Sva¬
rede han: Jkke anderledes end sine Drik¬
ke Kar, naar de ere fulde, elsker han
dennem, men naar de ere tomme, sæt¬
ter han dem bort, og foragter dem. Det
hedder vel: vox amici, vox Dei, (en
Vens Røst er Guds Røst) men hvor of¬
te er ikke Røsten Jacobs og Hænderne
Esaus? det var derfore ikke forgiæves
at Kong Antigonus, naar han offrede
til sine Afguder, bad, at de vilde bevare
ham fra sine Mund Venner, og naar
man spurgde hannem om Aarsagen der¬
til, svarede han: Jo! mine Uvenner
som jeg kiender, kan jeg selv vogte mig
for. Ja! ja! du dyre Navn! du Ven¬
skab! du Venskab, hvor ofte maae du
ikke tiene til en Masque, hvorunder de
ureneste Hensigter skiules? Du giemmer
dig ofte under den uskyldigste Ærligheds
Kaabe, just naar du er paa Spidsen af
din Falskhed! Joabs Sværd folger alt
for ofte bag et Kys. Et eftertænksomt
