95
er en et hvert Menneskes Pligt, allermindst ved
alle Leyligheder. De smaae Feyl som findes hos
min Ven, vil jeg derfore tie med, og naar de af
andre omrøres, vil jeg paa den beste Maade efter
Billighed undskylde dem, og ved at opregne hans
virkelige Dyder og legge dem i Veyeskaal mod
hans Lyder, bringe det dertil, at de første behol¬
de Overvægten, og følgelig de onde Domme man
kunde vilde fælde over ham, maae til intet giøres,
eller i det mindste formindskes. Kan min Vens
Feyl ey undskyldes, vil jeg forbigaae den med
Stiltienhed, og udbede mig, at den maa være en
Materie som i min Nærværelse maa til Side sæt¬
tes. Ved at opføre mig saaledes, handler jeg
i det mindste efter Venskabs og billigheds
"Love, og opfylder de Pligter et ædelsindet og
veltænkende Menneske i saadanne Tilfælde bør
iagttage. Den derimod, som en allene ikke skaa¬
ner en Vens Ære, ved at opregne de Feyl han
kan have, men og formørker den ved at paadigte
ham dem han en besidder, og det endog kun for at
fornøye andre, er et lumpent og umenneskeligt
Gemytte, og fortiente virkelig at bære det sorteste
Mærke, paa det man kunde kiende hans Gemyt¬
tes slette Beskaffenhed. Keiser Domitianus ud¬
sagede en Gang alle Bagtalere af Rom, sigende:
Delatores qvi non Castigat, urritat. Den som en
