99
en nødlidende og forgieldet Sollicitant, men det,
som endda værre er, efter mine 19 Aars Sollici¬
tation, er jeg endda lige nær ved at hielpes, nu
er mit Mod, mine Kræfter forsvundne, og ved
Aarenes Tiltagelse min Duelighed til at forrette
et Embede, formindsket, og hvad en Aarene svæk¬
ker, saa giør Sorg og Bekymring, kort, en for¬
voven Slutning ender nok tilsidst min Scene, i
Fald jeg ey bliver hiulpen, og om jeg, som jeg
knap troer, erlanger et Levebrød, saa bliver dog
mine Omstændigheder slette, da dets Jndkomster
vil medgaae til min Gields Betaling, da en tæ¬
rende Syge, som det eneste og visseste, jeg ved
min lange Sollicitation endnu har bekommet,
spaaer mig knap saa megen Levetid, at jeg kan see
min Gield afbetalt, om jeg Hændelseeviis engang
skulde blive hiulpen. Det meste som smerter mig,
er, at jeg stedse har søgt at blive, og uden at rose
mig selv, er duelig til et Embede, men des uag¬
tet i 19 Aar har staaet tilbage, i hvilken Tid man¬
gen Dosmer og slet Person i største Hast, ja ret
en Calloup, har gjort sin Lykke. Døm nu selv!
om ikke en Sollicitant, som jeg, kan kaldes ulyk¬
kelig, og veed de nogen ulykkeligere Skabning,
saa glem ey at sige mig dens Navn! Jeg er e.
Jeg nægter ikke at en Sollicitant i den ovenanfør¬
tes Omstændigheder fortiener virkelig at ynkes,
men maaskee der findes de, som ere endda mere,
ynkværdige! hans Skiæbne er utaalig nok, men
da han, som jeg mærker, er en Privat=Person,
har han kun et enkelt Byrde at bære, og hans
