127
Jeg sagde ham imod, men forgiæves, og for
døve Ørne søgte jeg at bevise de onde Følger, af
den Frihed de Engelske i Henseende til sin Regie¬
ring pukke paa. Vor Discours kom endelig til
Videnskaberne, heri vare efter hans Tanker de
Engelske Mynstre for hele Verden, i denne Post
maatte jeg levne ham megen Ret, og de Jndven¬
dinger jeg giorde imod deres Paastaaelighed, og
alt for store Jndbildning om sin egen Forstand,
fandt intet Sted. Endelig begyndte vi at tale om
Nationens Vindskibelighed, og da var efter hans
Tanker de fleste Nationer imod dem ikkun at
regne som Græshopper mod de flittige Myrer;
han opregnede adskillige Beviser, og endelig kom
til at tale om deres Fabriqve=Væsen. Jeg maatte
tilstaae ham de fabriqverede gode og smukke Vah¬
rer, men sagde derhos: jeg kunde en begribe,
hvorfore Nationen, som roser saa meget sit eget,
dog ere begierlige efter de franske Vahrer; her
blev vor Dispute ret ivrig; thi, han paastod, at
de en allene ikke fordroge franske Vahrer og Mo¬
der, men neppe engang kan taale at see de Fran¬
skes Personer; sa! han forsikrede mig, at han
selv havde hørt dem bande de Franske, og pæge
Fingrene efter dem, allene de have seet dem gaae
paa Gaden. Jeg paastod, dette var en Hidsig¬
hed, som mere reyste sig af en Vane, end af no¬
get sundt Overlæg. En Hidsighed, der nærmer
sig til en Paroxysmus, og er størst, naar de en¬
ten have, eller nylig have havt Krig med Frank¬
rig, for Resten i Freds-Tider bruge de ey allene
