139.
beviisning i Gemyttet, burde tilveyebringe en For¬
bedring og Rettelse i Gierningen, levner den kun
en Forbittrelse og et Had, som sielden eller aldrig
hviler, før den ved Gierningen har naaet en Vir¬
kelighed af sine ureene Hensigter. Er nu den Per¬
son, som ved Sandhed finder sig rørt, og efter
sin ubillige Tænkemaade fornærmet i de Omstæn¬
digheder, at hans Had kan have betydelige Følger,
saa er man ogsaa meget meere varsom og frygtsom
i, endog ved den mindste Sandhed, som kan røre
ham, at paadrage sig hans, skiønt ufortiente,
Vrede. Heraf kommer det, at Sandhed alletider
flyer de Mægtiges Ørne, og heraf flyder, at de
Mægtige blive ubeviste om, og formedelst Mangel
af Overbeviisning styrkede i sine Feyler. De an¬
see sin Magt som et Giærde, der udelukker alle de
Ringeres Domme, som end Glands, der endog
kan forblinde, og betage Sandhed, der aldrig giør
(eller i det mindste bør giøre) nogen Persons An¬
seelse. Ved det faae vil og endda færre tør ud¬
trykke de Sandheder, som afbilde deres Feyl, (thi,
ingen er uden Feyl) bringes det til Slutning i en
vrang Jndbildning om, at de enten ingen Feyl
