147.
de, at Regentere vare lykkelige, i Fald de behand¬
lede sine Undersaattere paa saa venlig en Maade,
som Hyrderne deres Faar, og Undersatterne vare
lyksalige, i Fald de vare saa lydige mod sine Re¬
gentere, som Faarene imod sin Hyrde. De Ro¬
merske Herrer og Tacitus bleve forundrede over
hans vittige og hurtige Svar, hvorfore de tillode
ham at sige sine Tanker frit ud, hvorpaa han be¬
gyndte at tale saaledes som følger: Jeg er Faare¬
Hyrde fra Mantua, mit Navn er Melibæus; de
graae Haar jeg bær paa mit Hoved og i mit Skiæg,
bevise, at jeg er en gammel Mand, da det skulde
være mig en stor Skam om jeg en forstod min Haandt¬
tering, som er at vogte Faar. Jeg hat i de man¬
ge Aar jeg har været Hyrde, nøye erfaret, at en
en Hyrdes Velfærd, som endeel Begierlige meene,
bestaaer i mange Tusinde Faar, men i et saadant
Antal, som han med sine Øyne kan oversee, med
