til de behageligste Betragtninger; som dog vare geleydede
af en hellig Skræk. Her stod et Time=Glas og der stod
et Dødning=Hoved af Marmor. Tiden i sin hastige Flugt
og Menneskets Forgængelighed blev forestillet. Sind¬
billeder, som aldrig bør udfalde af de fornuftig Tænken¬
des Sind. O! Sikkre! som støle paa Bobler, kom, og
lær Høets Varighed. Jeg oplutte en Lem. Men - -- -
Hvilken Stank -- -- Af haem, af vore afdøde Brødre
og Søstre. Mon man tænker derpaa, naar en syndig
Rad i Sundheds Dagene skal være vellugtende. Her
var en stor Stilhed paa dette Sted, som gav Tankerne
fuldkommen Frihed at gaae videre frem. Ak! tænkte jeg,
hvor mange adskillige Legemer af et Kiød ligger ikke for¬
menget i Støvet under mine Fødder. Her laae Mænd
og Qvinder, Venner og Fiender, Geistlige og Verdslige,
Styrke og Svaghed, Skiønhed og Hæslighed, Ungdom
og Alderdom, Rige og Fattige uden Forskiel i en og den
samme formænget Hob og Dødeligheds Magazin (som en
vis Spectator kalder det). Jeg gik Tankefuld bort. Saa¬
snart jeg kom uden for Templens Dør, begyndte den søde¬
ste Lyd af de behagelige Sang=Klokker at røre mine Ører.
Jeg stod stille og tænkte hen til Enden. Et vigtigt Maal
for de Dødeliges Tanker. Jeg sluttede, at en Riig eller
Anseelig havde nu gjordt det vigtige Skridt fra Tiden til
Evigheden, og at der ingen Forskiel giøres, naar Maalet
er opnaaet; men det gaaer, som Poeten Hoxatius skriver:
Nen domus & fundus, non æris acerps & quri
Egroto domini deduxit corpore febres.
Det er:
Ey Gaard, ey Jordegods, ey hele Kister Penge
Kand jage Feberen fra rige Folkes Senge.
Et andet Sted siger samme:
metit orens
Grandig cum parvis
Det
