fandt jeg hans Kone at opvarte tre andre artige Madamer
med en Skaal Caffe. Jeg kom ret til pas. Den artige
Madame i Huset var saa god og bad mig at bie til hendes
Mand kom hiem, hvilken hun ventede strax, og bød mig
imidlertid at giøre Sælskab ved Caffe=Bordet, saasom de
ellers ingen Mandfolk havde, som funde snakke for dem.
Hvad, tog en af de andre Ordet, og sagde med en Latter:
Snakke for dem? Mandfolk skulle snakke for Fruentim¬
mer? Nu maae jeg lee. Kand da Fruentimmerne intet
snakke? Ved denne muntre Tale bragte hun de andre i
Latter. Og jeg glædede mig hemmelig, at jeg her fandt
saa artig en Skabning, som vilde spare mig den Umage,
at snakke; thi reent ud at sige, vidste jeg ey, hvad jeg skulle
snakke med fire Fruentimmer, som jeg ey havde den Ære
at kiende. Thi at begynde Talen med Vind og Væyr,
det er saa gammelt og almindeligt. Havde der dog lagt
en Hund i Skiødet, kunde den maaskee have givet Anled¬
ning til at aabne Munden, med at spørge, hvorledes den
lille nette Hund befandt sig, og hvis Navn den bar (thi
jeg har mærket, at man erkyndiger sig ligesaavel om Hundes,
som Menneskens Velgaaende, og at hine ofte bærer disses
Navne. Men just da jeg glædede mig ved den Snak,
som jeg ventede den artige og muntre ville have oplivet Sæl¬
skabet med, hørte jeg til min største Forundring de dybe¬
ste Sukke at komme fra det munterste Hierte, hvorpaa fulg¬
te de bitterste Taare, som saa vanheldede den smukke Skiøn¬
plet, som sad paa den venstre Kind, som man kunde have
lagt den sletteste Roman ved en Taare=Perse. Jeg mær¬
kede da, at denne muntre vilde græde for os, i Steden for
at snakke. Den eene af de andre Madamer smiilte, og
traadde den anden paa Foden. Jeg kunde aldrig have fo¬
restillet mig, at disse Taarer bleve foraarsagede formedelst
in Mands Død, og at saa ungt et Liv saa tilig havde fri¬
stet den haarde Skjebne, at blive Enke, dersom hun ikke i
det samme havde udbrudt med disse bevægelige Ord: Ak!
min Salig Mand! Du kunde dog have levet noget
længer! Du var dog ey endnu fuldt 70 Aar. Disse
bedrøvelige Ord gik mig saa nær til Hierte, at jeg vendte
min Kop, og vilde strax have taget Afskeed (thi jeg er af
Naturen saa blødhiertet, at jeg ey kand taale at see en ung
Enke at græde for en gammel Mand. Ey! Monsieur,
