En af de saa kaldede beegfingrede, havde forleden
faaet Spor paa, hvor han kunde giøre et Bytte. Han
kom første Gang, og hentede sig nogle Føde=Vahre, som
laae i en Spækhøker=Bod, da det gelingede ham vel, kom
han strax igien. Hvor kand ey Medgang forlede Folk!
(Det gik med denne, som med Hare=Ungen i Bondens
Kaal Hauge, da den havde faaet Smag paa Bondens
Kaal, kom den saa tit, at Bonden skiød denne lille Kaal¬
Tyv for Panden) Eyeren, som savnede det første, passede
bedre paa, og greeb Hr. Urian ved det sidste. Der hialp
nu hverken Løn eller Bøn. Vagten kom, og den Skyldi¬
ge maatte afsted. Mængden, som ey i slige Tilfælde for¬
sømmer sig, stimledes til, for at see paa dette Optog. J
det de gik, styrtede den arme Tyv, og alle tænkte han en¬
ten besvimede, eller fik et Slag. Den ene saae paa den
anden, hvad skulle de fange an? De tænkte alle, de havde
ham vidst nok. Men da de Vagthavende stode i Tvivl
om, enten de skulle bære eller slæbe den Syge til Vagten,
springer han op, og ved sin hastige Flugt, undgik dem alle¬
sammen. De raabte vel: Hold paa Tyven! Hold paa
Tyven! Som i en Hast blev usynlig med sine raske Been.
Han slap den Gang; Men kommer han oftere paa de Fa¬
revande, vil de nok lære ham at gaae i Steden for at
løbe.
En anden vilde= berige sig paa en Aucetion, men
blev greben. Han venter nu paa, hvorledes Retten vil
actionere ham.
En Vind=Møller har under Haanden ladet mig
vide, at jeg uden Grund i mit No. 6. har roest den nye
Vand=Mølle. Vel mueligt. Dog ønsker enhver, at den
maae komme i bedre Drift. Og i sær ønskede man, at
der kunde opfindes saadanne Møller, hvor Sækkene aldrig
dansede.
Det ville ikke være meget Nyt at fortælle, at man
Fastelavns Mandag neppe kunde komme igiennem Gader¬
ne, om Formiddagen for de smukke Fastelavns Riis og
om Eftermiddagen for svinglende Folk og Slagsmaal.
En gammel Beste=Moer kunde ikke leve, om hun ey saae
