ikke kømme saa fort efter ham, og hun ankom ikke til Ho¬
spitalet, førend det var Tid, at hun kunde nedlegge sig hos
hendes Mand paa noget Halm, hvor hun saae ham ned¬
synke i Dødens Kamp, og hørte de sidste Sukke, hvorved
han opgav sin Aand. Den besværlige Dags Reyse, og
hendes Siels Bedrøvelse bragte hende paa Stedet i Barns
Nød, og hun levede ikkun saa længe, at hun fødte Melisse
til Verden, som hun efterlod i en hielpeløs Tilstand, uden
Fader og Moder, og uden Venner i et fremmed Land, og
i de Omstændigheder, ved hvilke ikke var det ringeste Haav
til Belønning for et kierligt Hierte, som paatager sig at
sørge for et Barns Opdragelse, og endelig iblandt Perso¬
ner, som vare forhærdede og følesløse imod al Menneske¬
Kierlighed, saasom de i saa lang Tid og paa saa mange
Slags Maader, havde havt deslige Elendigheder for Øy
(Mere følger.
nene.
At det gamle Ordsprog: De Døde maae givt
Plads for de Levende, ey i alle Begivenheder holder Stil,
viser følgende:
J en af Stadens snevreste Gader var forleden et
mærkeligt Optog. Det var med en Død og en Leven¬
de. Begge bleve trukket. Den Døde kom saa langsom
af Sted, som en Snegl kand krybe. Den Levende der¬
imod foer igiennem som en Piil. Disse to ulige mødte
hinanden paa dette fatale snævre Sted. Et ulykkeligt
Møden! Begge havde blevet forsinket, om den ene ey hav¬
de villet vige. Den Dødes Tid var gandske udrundet, og
der var ikkun nogle faae Minuter tilovers af den Leven¬
des Time. Den første havde brugt sin Tid, og den sidste
ville bruge sin. Den ene kunde ikke vige for den anden
afsides, endskiøndt den Døde maaskee gierne havde krøbet
i en Kielderhals, om den havde kundet, for at give den Le¬
vende Plads. Begge vare vel eqviperede. Den Dødes
Eqvipage bestod af sort Fløyel, som var meget smukt ud¬
ziret med forsølvede Sindbilleder, saasom: Dødnings=Ho¬
veder, Timeglas med Vinger, Segle, Piile, Slanger hol¬
læsende i Basuner, og
dende Halen i Munden, Engler,
