broder, som havde faaet fuldstændig Efterretning af Eli¬
sabeth, hendes Pige, hvilken og var bleven Enke, og var
reyst tilbage til sit Hiem og sine Venner. Saasnart Me¬
lisse var bleven saa gammel, at hun kunde begribe nogen
Lærdom, saa lærde man hende at læse, skrive og arbeyde
med Syenaalen. Hun blev anseet af det hele Adelskab,
for den artigste Datter i det gandske Naboelaug. Men
hendes Moster døde fra hende, da hun var elleve Aar
gammel, og da hun havde opnaaet hendes attende Aar, døde
hendes Morbroder.
Melisse var altsaa paa nye udsadt i den store Ver¬
den, uden Hielp, nu da hendes Nødtørftighed formerede
sig. Hun saae, at hun nu var bleven ulykkeligere, efter
at hun havde lært at kiende Lyksaligheden. Hun blev der¬
over meget forrigfuld, i det hun intet andet saae for sig, end
Kummer og Nød. En Bæk af Taarer lettede hendes be¬
klemte Hierte, just som den Adelsmand, der havde faaet
Efterretning, om sin Forpagters Død, lod hende kalde til
sig. Denne Herre, som havde hørt hendes Hendelser af
hendes Morbroder, kunde ikke bringe det over sit Hierte,
at det Liv, som var saa underlig bevaret, skulle nu tilsidst
være Elendighed til Bytte. Han besluttede derfor, at an¬
tage hende i sin Familie, ikke som en Tieneste=Pige, men
som en, der skulde holde hans Datter med Sælskab. Den
gamle Adelsmand havde stoer Medlidenhed med hendes
Ulykke, og hans Daiter antog hende med største Kierlighed
og Høflighed.
Melisse aftørrede sine Taarer, og af al hendes u¬
taalelige Angest og Smerte blev intet andet tilbage, end
en kierlig Jhukommelse, om hendes Morbroder, hvilken hun
havde elsket og æret som en Fader. Da hun nu igien hav¬
de faaet sit Sind i Rolighed, aabnede hun en liden Æske,
som hendes Morbroder havde givet hende nogle Minuter,
førend han døde. Hun fandt ikke andet i samme, end hen¬
des Moders Ægte=Brev, som var indsluttet i Capitainens
Brev, tilligemed en Efterretning om det, som nu er sagt,
hvilket hendes Morbroder egenhændig havde undertegnet.
