at hendes Elskere havde mere end en almindelig Gunst for
hende; Hun haabede dermed at betage ham Modet til at
giøre en tydeligere Forklaring. Men uagtet at han blev
vreed, fordi hun havde saa liden Agt for det, som han
gandske vidst vidste, at hun ikke kunde andet, end blive vaer,
saa satte han sig dog for, at vende sig til hende med saa¬
danne Talemaader, som skulle faae Magt over hendes trod¬
sige Opførsel. Omendskiøndt han ærede hendes Dyd, saa
frygtede han dog saa meget for sin Faders Vrede, at han
ikke turde tænke paa, at giøre hende til sin Kone, og han
var alt for hæftig forelsket i hendes Skiønhed, end at han
skulle opgive alt Haab om at besidde hende, som sin Mai¬
tresse. Den Leylighed til at udføre sit Forehavende var
ikke langt borte. Hun tog imod hans almindelige Kierlig¬
heds Bekiendelse med uskyldig Skiemt og Latter; men da
hun fornam, at hans Hensigt var at friste hendes Dyd,
udbrast hun i en Bek af Graad, saa at hun ikke kunde
frembringe et eneste Ord, men faldt i Afmagt. Bedrø¬
velse og Samvittigheds Uroe indstillede sig strax hos ham.
Hans Ømhed blev opvakt ved hendes Uheld, og hans Høy¬
agtelse erlangede en høyere Grad ved at ansee hendes Dyd.
Han reyste hende op, tog hende i sine Arme, og tilbød
hende, for at forsone den Beskiemmelse, som han havde
giordt hende, at gifte sig med hende. Men saa lidet som
hendes Kydskhed ville tillade hende at være hans Maitresse,
lige saa lidet vilde Taknemmelighed tillade hende at være
hans Kone, og saa snart hun lidet havde besindet sig, bad
hun ham inderlig, ikke at sette videre an paa hende; thi
ellers maatte hun, som en Skyldighed aabenbare det for
hans Fader, hendes Velgiørere.
Vilde ikke (sagde
Melisse) en Ulykkeliges Nærværelse, hvilken J havde
ført fra Uskyldigheds og Fredens Vey, til Spot og E¬
lendighed, daglig forekaste Eder det? Og ville J ikke
bestandig staae i Frygt for at blive bedraget af en Kone,
hvis Troskab man ikke kunde være forsikkret om, og som
havde sønderrevet alle de Baand, hvormed man holder
en høy og ædelmodig Siæl i Tømme, og paa engang
var stegen paa det allerhøyeste Trin af Laster og Utak¬
nemmelighed.
Denne
