i Skarnet. Han blev noget undseelig, da nogle uforskam¬
mede forbigaaende loe. Han blev ellers meget besudlet,
og den Gang havde han en Slags Føye til at betragte sig
selv. Jeg tænkte: Det er uanstændigt at lee af an¬
dres Fald. verden kand ansees som en glat Jis
hvorpaa ingen kand vide sig sikker, og allermindst
de, som kiger efter Stierner Nat og Dag.
Den Slave, som i forrige Uge blev hængt,
havde mange Tilskuere. Det var ønskeligt, om saadan
retfærdig Straf kunde tiene andre til Skræk og Advar¬
sel; men det er at befrygte, at endog nogle af disse Til¬
skuere samme Dag har lagt Grund til sin egen Galge;
thi der gaaer næsten ingen Dag forbi, man jo hører,
snart et, snart et andet Tyverie. Herved falder mig ind
et Gravskrift over en Tyv i Hoffmannwaldaus Gedichte,
som paa Dansk kand lyde saaledes:
Min skiøre Livets Traad ey Parcerne afskar;
Thi hine Spindersker kun Livets Traade spinder.
Et Menneske mig ved en Strikke qvælet har.
Ak, at blandt Mennesker man saadan Strænghed finder.
Med denne sidste Linie vil Poeten sige: Det er beklageligt,
lat der iblandt de ædle Skabninger, Mennesker, skal findes
saadanne Umennesker, som skal give sine Medmennesker
Anledning til saadan Strænghed imod sig. Jblandt den
heele Mængde Tilskuere, hørte man dog ingen, som mis¬
undte denne syndig Slave saadan Ophøyelse; Da dog
Misundelse følger gemeenlig med enhvers Lykke, og
Misundelse er ofte den Strikke, som qvæler mange,
der, i hvor uværdige de end selv ere, med skiele Øy¬
ne dog alletider betragter andres Lykke.
Til Exempel paa, hvor yderlig Misundelse kand
gaae, kunde jeg meget tydelig afskildre nogle. Men
hvorfor skulle jey være ligesaa uforskammet som de, og
bebreyde nogen i Særdeleshed, som dog ere kiendelige nok,
i hvor ukiendelige de end meener sig at være. Jeg vil
