Skribent, uden de tillige ere Landets Sæder bekiendte.
Og ingen nægter, at jo Frieheden til at skrive er større i
Engeland. En Moralist har det vanskeligste Embede i
hele Verden. Han kand inden sine fire Vægge morali¬
sere over Lasterne, som i Almindelighed gaaer i Svang,
uden omkring ham, og han kand saaledes i sine Tanker
træffe nogen i Særdeleshed, uagtet han aldrig kiendte den,
at denne saa vel trufne opvækkes til den ivrigste Bitterhed.
Hvem har dog meest Skyld i dette Contrafey, enten Skri¬
benten eller Lasterne? Har ellers min ubekiendte Herre
nogle Nyeheder at meddele mig. skal jeg være saa taknem¬
melig at indrykke dem i mine Blade, (NB. om de ere an¬
stændige, hvorom jeg dog ikke tvivler), men jeg maae bede
tillige om Forladelse, om jeg ey altid kand fylde mine
Blade med de forønskede Critiqver og Nyeheder; thi hvad
er fuldkomment, og hvem veed alting?
Dette andet Brev, som er fra en af det andet
Kiøn, viser tydelig, at Historien om Melisse har dog fun¬
det nogles Behag,
Herr Forfatter!
Dette skeer for at tilkiendegive Dem den For¬
nøyelse, jeg fandt i at læse Deres Historie om Melisses
forunderlige Hendelser. Jeg er, saa at sige, ligesom
en Stads=Fange indsluttet i et kiedsommeligt Fængsel
hos en gammel nodelig Morbroder, der mener, unge
Menneskers Dyd og Opdragelse beroer paa, at være
indsluttet som i et Buur. Min Morbroder pleyede til¬
forn at lade mig læse Deres Blade, men de 3de sidste
giemte han i sit Chatoll. Dette giorde mig mere nys¬
gierrig efter at læse dem, jeg stial dem virkelig af Cha¬
tollet, og slutter, at Melisses Historie, der ligner en
Roman, var Aarsagen til denne Hemmelighed; thi
saadanne Bøger formener han mig gandske, endskiønt
jeg næsten kand en Deel af det Slags uden ad; thi me¬
dens min Morbroder enten antegner sine Vexler eller
fører sin Brev=Vexling ere disse smukke Bøger, som min
