gen liden Betydenhed, og slikker kun dem i Øynene, som
liger efter alt det Hvide, som de seer for Vinduerne, om
det end var en Hund eller en Kat. Man maae aldrig
maale sin egen Lykke med de Lykkeligstes Alen. Naar de
Nitten Aar falder Formosæ for tunge, skal hun betænke,
der ere mange endnu langt ældre, og som dog vare vel skik¬
kede til at være gode Huusmødre; men af Mangel paa
den blinde Lykkes Gaver maae bære deres Kors med Taal¬
modighed. Jeg tør ey heller anføre flere saadanne Hiflo¬
rier, som Melisses, da jeg mærker den gamle Mørbroder
slaaer dem i Laas, og at den unge Formosa deri finder
sin største Tidsfordriv. Man vil nok sige: det er en stoer
Utaknemmelighed af mig. Sandt nok. Men jeg har dog
mine Aarsager, blandt hvilke denne er een, at jeg ikke skal
hindre Formosa fra at opvarte sin Morbroders Huus¬
holdning. Og allene vil sige med Philosophen: At Fru¬
entimmerets Forfængelighed og Mandfolkenes Føye¬
lighed har sammensat vore Romaner eller Elskovs
Bøger.
Jeg har hørt en Deel at forundre sig meget over,
og vil tvivle om det kand være sandt, at Løver, Tiger og
andre glubske og rivende Dyer, gik tamme iblandt Menne¬
skene, og ligesom reent havde glemt sin gamle Natur i den
Almindelig Forskrækkelse, som det Jldsprudende Bierg
Monoblanco i Spansk America foraarsagede.
Men
det er aldeles ikke saa forunderligt. Saadan hastig For¬
andring kand mand ofte finde blant de Creature, som skulle
være fornuftige Skabninger; men ere ofte værre og grum¬
mere end de grummeste Dyr. Men hvor længe denne
Forandring til det Gode varer, sees desværre alt for tit,
at vare meget kort. Mange, naar Faren er overstaaet,
siger med Aben i Fablen: Nu kand jeg hielpe mig selv.
Jeg erindrer mig, at i Aaret 1757. den 25 Augusti var
et forskrækkeligt Torden=Væyr. Min Gienboe, som holdt
Vertshuus, havde samme Tid mange Giester, som for¬
skrækkelig bandte, spillede og drak; men disses Lynen, Tor¬
den og Banden holdt op, da det haarde Torden=Væyr be¬
gyndte. De bleve endog saa andægtige, at de lagde Kor¬
