43
med de
dens List. Jeg gik altsaa i Stilhed bort fra H
Klæder, i hvilke De her seer mig, og tog intet med mig
uden Casetten. Frygt og Beskiemmelse over at have væ¬
ret kiendt med det nedrigste Skarn, var min bestandige Føl¬
gesvend. Min Ungdom havde været en Ulykkes Bold, og
jeg kunde ikke forestille mig Resten anderledes end bedrøve¬
ligt. Jeg faldt nu paa denne Refolution, at antage den
ringeste Stand i Verden, for ret at blive kied af den.
Min Penge=Mangel, Nødvendigheden at nægte min Fa¬
milie, og meest det Haab i en Mands Tieneste, som Hof¬
set yndede, formaaede mig altsammen til, at jeg tilbød
Døm nu, om jeg tør
min Tieneste i dette Huus.
aabenbare mig for den gamle Greve, Deres Fader. Sa¬
Mueligt den
gen er alt for vigtig, sagde Grev H
ikke til Deres Lykke vil være angenem for min Fader.
Dog, han har Venner ved Hoffet. Grev E * aaben¬
barede sig altsaa for den gamle Greve med en Art af Yd¬
myghed, som er alle ædle Hierters Egenskab, der uden
Aarsag staaer i Mistanke. Ved al den Forbauseelse, som
denne Efterretning foraarsagede Greven, forsikrede han
dog, at han ansaae den unge Flygtning, som sin Søn.
Men, sagde han, lader os aabne Baronens Casette. Det
skede. Vi fandt først nogle Breve, som virkelig kunde
være vigtige nok, d i lagde Greven til Side. Men hvor
forskrekket blev ikke den unge Grev E
*, da han fandt
sin Moders Portrait i Casetten; Breve med hendes egen
Haand, og Breve fra Ridderen, samt alle de vundne Vex¬
ler og Forskrivninger. Nu kiendte han den lykkelige Rid¬
der i Baron Mordon. Greve L*
forundrede sig, og
ved sin Anseelse ved Hoffet fik snart beviist den unge Grev
E*rg Uskyldighed. Han vandt nu lettelig sin Moder,
og kom i Besiddelse af sit Fæderne=Gods, da han havde
Alting i Hænder. Meg den stakkels Greve E
var
dog at beklage. Frøiken N
*, hans Brud, var død
saa Uger tilforn. Hans Lykke mangler altsaa nu ikkun
dens Besiddelse, som han allene ansaae for sin Lykke.
Jeg forbliver.
Jeg har ikke kundet hverken høre eller spørge noget
særdeles Nyt til dette Blad; thi hvor man kommer, hører
