Damon.
H¬
vi sidder du, Menale, med Haanden under Kind?
Hvi misfornøyet nu? J fald jeg maatte spørge.
Hvor er din Munterhed og ubekymret Sind?
Menalc.
Ak, kiere Damon, ak! jeg Aarsag har at sørge.
Damon.
At sørge, siger du? Det kand jeg ey forstaae.
Din Hiord ey just er stor, men lykkelig dog trives.
En Deel af dine Faar vist Tvillinger vil faae.
Og en tredobbelt Flok kand ud i Marken drives.
Menalc.
Ney, Gierrighed er ey den Torn, som stikker mig.
Jeg med den liden Flok, som store Pan (*) mig under
Er vel fornøyet, og en Nøysom er jo rig?
Damon.
Hvorfore sidder du saaledes da og grunder?
See, Solen alt er høyt paa Himlens hvalte Blaae,
Og Vinter=Klædningen af Engens Tuer smelter.
Den før tilfrosne Bæk nu raslende kand gaae,
Og i sin bugtet Gang sig giennem Engen velter.
Hør hist hvor Lærken nu i Luften stemmer op.
Den kolde Norden=Vind for Sønden=Vind forsvinder.
Og Safterne er alt i Bøgens høye Top.
Det glædelige Vaar om Sommeren paaminder.
Det
(*) Pan, Hyrdernes Gud.
